I skarp konkurrence med bestyrelser fra hele landet blev de to vindere kåret som Årets Bedste Bestyrelse på Årets Offentlige Bestyrelseskonference i København 2. oktober.
Foto: fra venstre ses Søren Peter Nielsen, EY; Anders Stubbe Arndal, Kromann Reumert; Susan Münster, Holbæk Forsyning, John Harpøth, Holbæk Forsyning, Ernst Lykke Nielsen, Niels Brock, Tina Thomsen Niels Brock og Jørgen Ulrik Jensen, Pluss Leadership.
”De to vindere viser på eksemplarisk vis, hvordan de løser deres helt særlige udfordringer i hhv. forsynings- og uddannelsessektoren. Redskaberne er de samme, men det kræver kløgt at anvende dem, så de kan skabe værdi på vinderniveau,” siger direktør Jørgen Ulrik Jensen, Pluss Leadership, som er en af de fire i bedømmelseskomiteen, der kårede de to vindere.
Holbæk Forsyning A/S er en koncern, der leverer vand og varme samt bortskaffer og behandler affald og spildevand. Født i 2010 som en fusion mellem kommunale driftsområder med meget forskellige virksomhedskulturer.
Holbæk Forsyning formår at kigge ud over kommunegrænsen for at finde de rigtige organisatoriske rammer
”Prisen er en anerkendelse af, at vi som bestyrelse formår at sætte rammerne og retningen for Holbæk Forsyning, så medarbejderne kan levere service på topniveau samtidig med, at vi har nogle gode priser. Det er derfor, både os i bestyrelsen og alle medarbejderne i Holbæk Forsyning, i dag med rank ryg kan sige, at vi har gjort det godt, og vi er sammen på vej til at møde de altid stigende krav, vores kunder med rette stiller til os,” siger bestyrelsesformand John Harpøth, Holbæk Forsyning A/S.
”Holbæk Forsyning har skabt én effektiv organisation og har samtidig formået at se ud over kommunegrænsen for at videreudvikle organisationen. Med klare krav til bestyrelsens egne kompetencer og åbenhed for at hente kompetencer uden for ejerkredsen, sætter ejerne og bestyrelsen selskabet først. Endelig har bestyrelsen en fokuseret opfølgning på økonomi og anlæg med ”rød”, ”gul”, ”grøn” markering, så bestyrelsen kan koncentrere sig om det væsentligste og samtidig bevare overblikket,” siger direktør Jørgen Ulrik Jensen, Pluss Leadership, om begrundelsen for at kåre Holbæk Forsyning.
Niels Brock formår at udvikle sig på 133 års historie og er nu en reel international skole
Niels Brock er med 20.000 danske elever/kursister og 2.000 i udlandet en af landets største uddannelsesinstitutioner. I år er den tilmed Danmarks mest søgte gymnasium. Gennem sin 133 års historie har Niels Brock formået at forny sig – begyndte f.eks. med uddannelseseksport i 90’erne og er nu akkrediteret i USA.
”Jeg er glad for den anerkendelse, prisen giver bestyrelsen, hele organisationen og ikke mindst elevrepræsentanterne i bestyrelsen. De kan rette ryggen og sige, at de på lige fod er med til at skabe unikke uddannelsestilbud til deres kammerater. Vi driver nemlig en virksomhed, hvor vores produkter er uddannelsestilbud, og vores kunder er eleverne. Vores strategilægning i bestyrelsen fokuserer på at være det skridt forud, som giver os de produkter, kunderne efterspørger. Og processen er diskussionen i bestyrelsen, hvor vi udfordrer hinanden på vores holdninger og argumenter. Det er denne proces, som er lykkedes for os, og som vi har fået anerkendelse for med prisen Årets Offentlige Bestyrelse. Men vi skal så heller ikke glemme den samlede organisation som lykkes med at implementere og eksekvere på de beslutninger, bestyrelsen træffer,” siger bestyrelsesformand Ernst Lykke Nielsen, Niels Brock, som også er administrerede direktør i Bording Data A/S.
”Niels Brock nytænker efteruddannelse, er digital også i undervisningen og samtidig Danmarks mest internationale skole med international akkreditering og uddannelseseksport til mange lande. Meget efterstræbelsesværdigt bruger de kompetenceskemaer i dialogen med dem, der udpeger medlemmerne, så bestyrelsen samlet får de rigtige kompetencer. Endelig har bestyrelsen et godt gennemtænkt og holistisk målings- og rapporteringssystem, som giver bestyrelsen måltal i hele spektret, fra budgetafvigelser og helt op til, i hvilken grad bestyrelsens ambitiøse visioner bliver realiseret,” siger direktør Jørgen Ulrik Jensen, Pluss Leadership, om begrundelsen for at kåre Niels Brock.