Odense Filmværksted er Årets Offentlige Bestyrelse 2021

Der var store bifald og anerkendende ord til Odense Filmværksted ved Årets Offentlige Bestyrelseskonference: Institutionens bestyrelse løb nemlig både med prisen som Best in Class fra kultursektoren og prisen som samlet vinder af Årets Offentlige Bestyrelse 2021. Prisen uddeles i forbindelse med Årets Offentlige Bestyrelseskonference og har til formål at hylde de offentlige bestyrelser, som har udført et særligt flot arbejde inden for de seneste år. Det var en storsmilende formand Henrik Dresbøll, som modtog priserne sammen med Mette Bihl og Nicklas Clark.

Det er ikke nogen nem opgave at udpege en endelig vinder Årets Offentlige Bestyrelse: Uddannelsesinstitutioner, forsyningsselskaber og kulturinstitutioner varetager vidt forskellige opgaver og derfor er der også stor variation i de problemstillinger som en offentlige bestyrelse skal løse.

Valget af den endelige vinder af Årets Offentlige Bestyrelse 2021 stod i år mellem Odense Filmværksted og de to andre vindere af Best in Class fra hhv. forsynings- og uddannelsessektoren Aarhus Vand og HF & VUC KLAR. Når valget er faldet på Odense Filmværksted skyldes det, at bestyrelsen har spillet en meget afgørende og direkte rolle for værkstedets overlevelse.

Filmværkstedet var i 2017 lukningstruet og efter en udskiftning i både bestyrelsen, ledelsen og medarbejderstaben blev der iværksat en større kommunalpolitisk turn-around. Et arbejde som i 2020 kulminerede ved at Odense Filmværksted kom tilbage på en driftsaftale med Odense Kommune.

Roen har skabt grobund for store nationale projekter og internationale samarbejdsprojekter med bl.a. Netflix.

Bestyrelsens arbejde har generelt skabt en større professionalisering af værkstedets arbejde – både internt i arbejdet med filmtalenter og eksternt i samarbejdet med politiske partnere og erhvervspartnere. Hvert bestyrelsesmedlem har eksempelvis stillet kompetencer til rådighed for værkstedets brugere i relevante sammenhænge fx i form af masterclasses eller anden erfaringsudveksling.

Lars Goldsmith, som er medlem af bedømmelsesudvalget, motiverede valget af den endelige vinder af Årets Offentlige Bestyrelse 2021. Her blev der lagt særligt vægt på, at bestyrelsen har spillet en afgørende rolle for institutionens ‘liv eller død’.

Kunstmuseum Brandts og Betty Nansen Teatret var også med i opløbet om at vinde Best in Class fra kultursektoren.

Om prisen

Dagens Dagsorden modtager nomineringer fra interessenter i sektoren, som kender til bestyrelser der har ydet en særlig værdiskabende indsats. Pluss Leadership forbehandler nomineringerne til et nomineringsudvalg som indstiller 2-3 kandidater fra hver kategori (uddannelse, kultur og forsyning/infrastruktur) til ”Best in Class”.

Det endelige valg af Best in Class og Årets Offentlige bestyrelse foretages af et uafhængigt bedømmelsesudvalg bestående af tre eksperter. Bedømmelsesudvalget bestod i år af Steen Thomsen, professor på CBS; Lars Goldsmith, bestyrelsesformand med bred erfaring fra uddannelses-, kultur-, og forsyningsbestyrelser; og Ole Drost, næstformand i SK Forsyning (sidste års vinder).

Baggrund og historie

Dagens Dagsorden – Forum for Offentlige Bestyrelser er et netværk af bestyrelsesforeninger og brancheorganisationer for de ca. 4.000 offentlige bestyrelser i Danmark inden for sektorer som uddannelse, kultur, forsyning/infrastruktur, erhvervsfremme, det sociale område mv. Med prisen ønsker vi at kaste lys på og fremme det gode, værdiskabende arbejde, der leveres af mange offentlige bestyrelser.

Tidligere vindere af Årets Offentlige Bestyrelsespris

  • 2012: Aarhus Vand
  • 2013: NRGI, Tradium og Ringkøbing-Skjern Museum (dette år blev prisen tildelt inden for hver at hovedkategorierne)
  • 2014: Holbæk Forsyning og Niels Brock
  • 2015: Esbjerg Gymnasium
  • 2016: TEC København
  • 2017: Skanderborg Forsyning
  • 2018: Aalborg Symfoniorkester
  • 2019: Rønne Havn
  • 2020: SK Forsyning
  • 2021: Odense Filmværksted