I professor Gert Tinggaard Svendsens fremragende lille bog om tillid, i serien ”Tænkepause” fra Aarhus Universitet, argumenterer han for, at tillid er Danmarks usynlige brændstof, der giver ekstra opdrift. Danskerne er et af verdens mest tillidsfulde folk, hvis ikke de mest tillidsfulde. Danskerne har sammen med de øvrige nordiske lande mere end noget andet folk tillid til andre mennesker og tillid til de samfundsmæssige institutioner.
Ifølge Gert Tinggaard Svendsen er det en stor del af forklaringen på, at den økonomiske og sociale succes i Danmark i så mange år så ud til at benægte de økonomiske love. Økonomerne har regnet ud, at fysisk kapital (produktionsapparat og infrastruktur) er forklaringen på en fjerdedel af vores rigdom, mens human kapital (uddannelsesniveau og innovation) udgør halvdelen af vores rigdom. Den sidste fjerdedel af et lands rigdom har økonomer haft svært ved at forklare. Forklaringen ligger et sted, hvor økonomer sjældent retter deres lys. Nemlig i tillid. Den giver mange fordele.
Når der eksisterer en høj tillid i et samfund, sparer man mange penge til sikkerhed samt i transaktionsomkostninger mellem virksomheder, og man sparer megen bureaukratisk tid og bøvl med at skulle skrive alt ned.
Tillid er også vigtig på en moderne arbejdsplads. Den generelle tro på, at ledelsen og kollegaer uddelegerer opgaver baseret på tillid snarere end kontrol, ruster de danske medarbejdere til den nytænkning og omstillingsparthed, der er helt centralt for virksomheders konkurrenceevne. En afgørende ingrediens i opskriften på den gode arbejdsplads er altså tillid, hvor ledelsen ikke blander sig i alle mulige småting.
Når tilliden til virksomheder og institutioner udfordres
Det er svært eksakt at forklare, hvordan den høje grad af tillid mellem mennesker og institutioner findes i visse lande og ikke i nært samme omfang i andre lande. Men det, der kan konstateres er, at det er en dyrebar ressource, der hurtig kan forsvinde, hvis ikke man passer på den.
‘100 procent kontrol betyder 0 procent tillid’ (G. T. Svendsen)
Hvis politikerne og centraladministrationen går for langt og overkontrollerer kommunerne og institutionerne, der så igen må holde deres medarbejdere i stram snor, risikerer man at sætte en af de vigtigste danske ressourcer over styr. ”100 procent kontrol betyder 0 procent tillid”, som Gert Tinggaard Svendsen formulerer det.
Eller når store private virksomheder svigter befolkningens tillid, fordi de uretmæssigt har ranet til sig på fællesskabets bekostning eller agerer på en måde, der udfordrer billedet af et Danmark i balance. Som for eksempel når bestyrelsen for Nets, en virksomhed der skal levere en grundlæggende infrastruktur i samfundet, indgår en aftale med direktøren, der potentielt kan forgylde ham som enkeltperson med halvanden milliard. Uanset at formaliteterne er overholdt, og at lønnen er relateret til resultatskabelsen, svækker det tilliden til hele systemet og vores samfundsmodel.
Offentlige virksomheder og institutioner har en ekstra forpligtigelse til at holde sig inden for gældende adfærdsnormer’
Der kan hertil argumenteres for, at offentlige virksomheder og institutioner har en ekstra forpligtigelse til at holde sig inden for gældende adfærdsnormer. Det kan godt være, at de ikke hæfter for hinanden økonomisk, men de gør det omdømmemæssigt. Så når et forsyningsselskab går uden for normerne i deres aflønning af direktionen, eller en uddannelsesinstitution går konkurs, fordi ledelsen har handlet uansvarligt, risikerer det at gå ud over hele sektorens omdømme og dermed i sidste ende omverdenens tillid til institutionerne generelt.
Det handler om governance
Danske Banks involvering i hvidvaskningsskandalen betyder, at den tillid de over et årti har genetableret efter finanskrisen forsvandt nærmest over en nat.
Den nye bestyrelsesformand slår i Jyllands-Posten den 8. juni til gengæld fast, at det nok vil tage 10 år at genskabe denne tillid. Intet er for ham vigtigere her-og-nu, end at genskabe tilliden til banken, også selvom det koster på bundlinjen og aktiekursen. Samtidig understreger han, at tillidskrisen ikke er opstået i kundernes daglige kontakt med banken, men at den har været rettet mod ledelsen og hvidvaskproblemerne. Altså en corporate governance-problematik.
Det interessante bliver, hvilke instrumenter han og den øvrige bestyrelse, og bagved dem ejerne, vil bringe i spil, for at holde ledelsen på sporet i forhold til at genskabe tilliden. Når den slags skandalesager opstår, kalder eksperter og politikere typisk på, at bestyrelserne må steppe op og rykke tættere på ledelsen og føre mere tilsyn med, at der ikke foregår noget kriminelt eller en sløset omgang med ressourcerne i organisationen.
Hvordan gør bestyrelsen det, uden at ledelsen føler sig nødsaget til at sende bolden videre og holde medarbejderne i en strammere snor? Hvordan undgår man, at mere tilsyn og dokumentation sker på bekostning af den tillidsbaserede ledelse?
‘Den ”eksterne” tillid kan koste på den ”interne” tillid’
Hvis vi er enige om, at tillid er en vigtig samfundsmæssig ressource, som vi skal værne om, er det alt andet lige et problem, at arbejdet med corporate eller institutionel governance i stort omfang forbindes med tilsyns- og kontrolforanstaltninger, der sigter på, at omverdenen kan have tillid til, at vores virksomheder og institutioner tjener ejernes og samfundets interesser. Den ”eksterne” tillid kan nemlig koste på den ”interne” tillid mellem bestyrelse og direktion og videre ned i organisationen. Hvor stiller det os som samfund, og hvordan stiller det virksomheders og institutioners innovationsevne og udviklingskraft?
Dette er nogle af de store spørgsmål, som vi søger svar på ved Årets Offentlige Bestyrelseskonference i november 2019.
