Massiv opbakning til offentligt ejerskab af forsyningsselskaber

En ny TNS Gallup-undersøgelse udført for Dansk Fjernvarme viser, at mere end 6 ud af 10 danskere i dag bakker op om kommuner og forbrugere som ejere af forsyningsselskaber.

Den massive folkelige opbakning til offentligt/forbruger-ejerskab må give fast grund under fødderne på de ny-tiltrådte bestyrelser, som står for at skulle lægge strategien og lede selskaberne de næste fire år.

Ministeren ønsker offentligt ejerskab

Der er ikke grund til at frygte, at regeringen sætter et salgsskilt på fjernvarmeværkerne, nærmest tværtimod. ”Det er efter min opfattelse ikke givet, at ændringer af ejerskabet er mest oplagt. Fjernvarmen spiller en central rolle i den grønne omstilling, og det er vigtigt, at sektoren udvikler sig, så den kan fortsætte med at have den rolle,” siger klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen i JP 20.2.14.

Offentlige bestyrelser forener dynamik og samfundsansvar

”Fjernvarmenettene er en infrastruktur ligesom jernbaneskinnerne. Det danner derfor god mening, at det offentlige ejer nettene. Samtidig kan mange forskellige bidrage med varme til fjernvarmenettene,” siger kontorchef Eske Groes, KL og fortsætter: ”Vi er derfor helt på linje med ministeren om at fastholde det offentlige ejerskab.”

Usikkert om den økonomiske bundlinje bliver bedre af privatisering

Direktør Kim Mortensen fra Dansk Fjernvarme siger i pressemeddelelsen om undersøgelsen, at forbrugerne må til lommerne, hvis offentligt ejerskab ikke fastholdes.  Han henviser blandt andet til erfaringer fra Herning. Her er varmeprisen steget med mere end 2.500 kroner om året, fordi kommunen i 2012 fik lov til at hive en forrentning af deres indskudskapital ud af fjernvarmeselskabet. Det kostede forbrugerne 282 mio. kr. (i renter red.). Det samme vil ifølge Kim Mortensen ske, hvis kapitalfonde, investeringsbanker og andre kommercielle aktører får indflydelse på varmeværkerne, der med få undtagelser drives som non-profit selskaber. For det er en illusion at forestille sig, at den profit, nye kommercielle ejere vil kræve, kan modsvares af effektiviseringer.

Bedre bundlinje kommer ikke forbrugerne til gode

Direktør Jacob H. Simonsen, Dansk Affaldsforening siger til JP 20. februar:  Den daglige drift uanset ejerform skal være effektiv. Omvendt peger han på, at en tværministeriel rapport allerede i 2010 pegede på, at selv om en privatisering vil gøre tingene billigere, vil gevinsten ikke havne i forbrugernes lommer. Effektiviseringspotentialet vil gå til banker og investorer, mens det ikke vil blive billigere for borgerne i sidste ende.

Gallup-undersøgelsen viser:

  • 63 % er uenig eller overvejende uenig i, at det er en god idé at privatisere og sælge danske energiselskaber. Rød bloks vælgere er mere uenig (64 %) end blå bloks vælgere (58 %).
  • 64 % er enig eller overvejende enig i, at energiforsyningsselskaber, der i dag er forbrugerejede eller kommunalt ejede, skal forblive sådan.
  • 50 % er enig eller overvejende enig i, at det er en god idé, at sælge den del af aktierne i danske energiselskaber til private, hvis den bestemmende indflydelse forbliver i offentligt regi.
  • 66 % er uenig eller overvejende uenig i, at det er en god idé at private og kommercielle investorer overtager energiforsyningsselskaber, der i dag er forbruger og kommunalt ejede.
  • 65 % er uenig eller overvejende uenig i, at det er en god idé, at deres kommunale eller forbrugerejede affaldsforbrændingsanlæg sælges til private eller kommercielle aktører.
  • 71 % er uenig eller overvejende uenig i, at deres kommunale eller forbrugerejede vandforsyning skal sælges til private eller kommercielle aktører.
  • 67 % er uenig eller overvejende uenig i, at deres kommunale eller forbrugerejede fjernvarmeselskab skal sælges til private eller kommercielle aktører.