Talrige historier fra private virksomheder fortæller, at medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer kan sidde i bestyrelsen år efter år uden at sige et ord. Det kan skyldes, at det er uvant stof for dem, eller at de ikke har investeret den nødvendige tid til at sætte sig ind i sagerne. Det er dog min oplevelse, at det absolut er undtagelsen. De medarbejdervalgte repræsentanter forbereder sig mindst lige så grundigt som de øvrige bestyrelsesmedlemmer.
Forklaringen på de medarbejdervalgte medlemmers større passivitet – hvor den findes – skal nok snarere søges i, at der mange steder ubevidst har dannet sig en bestyrelseskultur, hvor det ligger indforstået, at det er de generalforsamlingsvalgte medlemmer, der er bestyrelsen, og hvor de medarbejdervalgte sidder med på skrømt, fordi de skal. Enhver ved, hvor svært det kan være, uanset forudsætningerne i øvrigt, at byde ind og deltage, hvis det mere eller mindre ligger i kulturen, at det forventer man ikke, at man gør.
Sådan er billedet langt fra i offentlige bestyrelser. Offentlige bestyrelser leder ofte institutioner med relativt mange højt uddannede medarbejdere og som ofte er meget engagerede og artikulerede omkring deres arbejdsplads. Der er desuden stor tradition for deltagelse i faglige fora – eksempelvis lærerråd og pædagogiske råd på uddannelsesinstitutioner – hvor medarbejderne har været vant til at gøre deres indflydelse gældende. Ja, historisk har man i mange af disse professions- og fagbetonede organisationer ligefrem talt om, at de er ”ledelsesresistente”. Derfor kan vi lige så ofte i offentlige bestyrelser opleve, at det er de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, der har – eller tiltager sig – mest taletid.
For lidt eller for meget er sådan set lige skidt. De medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer bør, efter evne, inddrages og indgå i bestyrelsesarbejdet på lige fod med øvrige bestyrelsesmedlemmer. Sådan fungerer det også rigtigt mange steder, hvilket underbygges af den rundspørge, som Dagens Dagsorden Research har foretaget. Men undersøgelsen viser også, at en del medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer ikke føler sig som en fuld integreret del af bestyrelsen, og mange oplever, at der kan være en konflikt mellem de forventninger, de øvrige bestyrelsesmedlemmer henholdsvis deres kollegaer på arbejdspladsen har til deres virke i bestyrelsen.
Ét af de store diskussionspunkter i den forbindelse er, hvorvidt det bør være – kan være – tillidsrepræsentanten, der sidder som medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem. Sådan er det mange steder, specielt på gymnasierne. I besvarelsen af dette spørgsmål bør man tage udgangspunkt i, at formelt har medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer samme rettigheder, pligter og ansvar som de øvrige bestyrelsesmedlemmer. De er som de øvrige medlemmer en del af en institutions øverste ledelsesorgan og skal have fokus på institutionen og dens udvikling i sin helhed. Man kan som bestyrelsesmedlem ikke kun repræsentere én interessegruppe. At man som medarbejdervalgt har en særlig indsigt i og viden om organisationens hverdag og i, hvad der rører sig hos medarbejderne, er et vigtigt bidrag til bestyrelsesarbejdet. Men det bør ikke være det eneste, de medarbejdervalgte bidrager med, og desuden skal den viden afbalanceres med en lang række andre hensyn, så der kommer en helhedsvinkel på institutionen. I beslutningerne skal bestyrelsesmedlemmerne, også de medarbejdervalgte, være styret af et helhedssyn på institutionen.Mange tillidsrepræsentanter, der også er valgt som bestyrelsesmedlemmer, er professionelle og bevidste om, hvornår de er tillidsrepræsentanter, og hvornår de er bestyrelsesmedlemmer. Respekt for det. Spørgsmålet er, om kollegaerne er tilstrækkeligt bevidste om, hvad der ligger i bestyrelsesrollen og -ansvaret, og dermed hvilke begrænsninger tillidsrepræsentanter har som tillidsrepræsentant i en bestyrelsessammenhæng. Det tror jeg roligt, vi kan sige, at det er de generelt ikke, og det sætter tillidsrepræsentanterne i et dilemma. I tilspidsede kritiske situationer kan det medarbejdervalgte bestyrelsesmedlem, der også er tillidsrepræsentant, komme til at sætte sig mellem to stole, idet det kan være uhyre svært på én gang at varetage de to funktioner optimalt.
Andre ting, som kunne befordre, at de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer i større grad ville opleve sig om en integreret del af bestyrelsen, handler om honorar og kompetenceudvikling. Vi har tidligere i Dagens Dagsorden (April 2011) påpeget, at det er uheldigt, at de medarbejdervalgte aflønnes på en anden måde end de eksterne bestyrelsesmedlemmer. Det kan opleves som et signal om, at man ikke forventer, at de går til opgaven i institutionens øverste ledelsesorgan med samme alvor og med samme fokus på institutionens overordnede interesser, som de eksterne bestyrelsesmedlemmer. Derudover kan der også ligge en indikation af, at man ser de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer som en særlig gruppe, når man i stort omfang overlader det til deres fagforening at stå for uddannelse i bestyrelsesarbejde. Bestyrelsen bør i stedet anlægge en samlet vurdering på kompetencebehovet i bestyrelsen og tage stilling til, hvilke kompetenceudviklingstiltag de bør deltage i samlet som bestyrelse for at få en fælles referenceramme, samt hvilke eventuelle fagspecifikke emner enkelte bestyrelsesmedlemmer skal have muligheder for at dygtiggøre sig indenfor.
