På Venstres sommergruppemøde sidste fredag lancerede Statsminister Lars Løkke Rasmussen en plan om afskaffelse af regionerne inden for to år og erstatning af de folkevalgte regionspolitikere med tre sygehusenheder, styret af professionelle bestyrelser.
Forslaget er et skridt i den rigtige retning. Det er nødvendigt at tænke over, hvordan vi kan forvalte sundhedssektoren bedre. De danske sundhedsudgifter er omkring 150 milliarder kroner, svarende til 10 % af BNP, og de er hastigt voksende. Befolkningsudviklingen vil føre til yderligere stigninger i de kommende år. Statistikken siger eksempelvis, at op mod halvdelen af de 80-90 årige får Alzheimers sygdom. Når flere og flere når at blive så gamle, er alene dette et kæmpestort økonomisk problem, og der er masser af andre tilsvarende problemer.
Statsministerens forslag kan ses som et forsøg på at imødekomme nogle af disse udfordringer ved at overføre ledelsesformer fra det private erhvervsliv til den offentlige sektor, som man allerede har gjort med succes på mange andre områder, f. eks. på uddannelsesområdet.
Ideen er, at politikerne sætter politiske mål, men overlader udmøntningen af målene til professionelle bestyrelser bestående af erhvervsfolk og andre, der har mere forstand på økonomi, ledelse, logistik og andre vigtige discipliner, end politikerne selv har. Den drejer sig om, hvordan vi får mest muligt ud af de offentlige midler givet de overordnede politiske målsætninger.
Der er næppe tvivl om, at professionelle bestyrelser vil kunne forvalte denne opgave bedre end folkevalgte. De kan jo udpeges, så de netop har de bedste faglige forudsætninger. Man kan diskutere, om det altid er erhvervsfolk, der har alle relevante forudsætninger, når det drejer sig om sundhedsvæsenet, men de kan jo suppleres af læger og andre med indsigt i sundhedsvæsenet. Det er også vigtigt, at politikerne forstår at holde en vis passende afstand til hospitalerne, hvis det skal lykkes. Som ansvarlige aktionærer skal de kere sig om virksomheden, men hvis de hele tiden blander sig, gør det ledelsesopgaven umulig.
En af de vigtigste udfordringer er, hvordan de politiske målsætninger med sundhedssektoren kan konkretiseres. Ideelt set ville man måske tænke sig, at politikere skulle fastlægge de overordnede prioriteringer, men det er de næppe modne til. Hvordan prioriterer man for eksempel lungesygdomme over for hjertesygdomme? Skal det ene område have større vægt end det andet? Alternativet er, at sygehusene får et budget og bliver bedt om at levere sygdomsbehandling bredt forstået, hvorved de vanskelige prioriteringer bliver skubbet ned på hospitals-eller afdelingsniveau. Det er i høj grad det, der foregår i dag. Men der kan være grund til at stille mere grundlæggende spørgsmål til, om vi nu gør det rigtige. Det er eksempelvis slående, at der bruges uforholdsvis mange penge på behandlinger med relativt ringe effekt i patienternes sidste halve leveår. Kan man tænke sig, at de penge kan bruges bedre?
Fordelen ved professionelle bestyrelser uden utidig politisk indblanding kan være, at nogle af disse vanskelige beslutninger kan tages på et mere oplyst og langsigtet grundlag end det, der er muligt under politisk hovsastyring. Det er nærmest uundgåeligt, at sundhedsvæsenet fremover vil blive mere privatiseret gennem brugerbetaling, offentligt-privat samarbejde mv. Det vil professionelle bestyrelser være langt bedre til at håndtere. Hvis politikerne vil give dem mandatet, er det er også muligt, at hospitalerne vil kunne finansiere en del af deres virksomhed ved at behandle patienter fra udlandet, samarbejde med udenlandske hospitaler mv.
Nogle vil spørge, hvad der så bliver af demokratiet? Regionernes demokrati har desværre vist sig ikke at kunne løse opgaven, og det er derfor på tide at overveje nye løsninger. Grunden til, at vi har demokrati er jo, at det er den mindst ringe styreform, men ikke at det er specielt effektivt.
Derfor kan vi godt overveje, hvor meget demokrati, vi vil have, og om ikke det danske samfund på nogle områder er blevet for demokratisk. Nogle ser regionerne som et overflødigt politisk mellemled. Det kan være meget nyttigt for en offentlig institution at have politikere i bestyrelsen, fordi det giver bedre muligheder for at sikre institutionens interesse gennem politiske forbindelser, men spørgsmålet er, om den slags altid er i samfundets overordnede interesse.
En anden mulighed, hvis man vil have politisk repræsentation, er blandede bestyrelser, hvor der sidder både erhvervsfolk og politikere, eventuelt embedsmænd. Der kan være en ide i, at en offentlig ejer sidder med ved bordet og udøver sin indflydelse formelt og transparent frem for et uformelt skyggespil, hvor ingen rigtigt kan gennemskue, hvad der foregår.
