Uddannelsesinstitutionerne bliver stillet stadig flere krav om effektiv drift, øget kvalitet og innovation, samtidigt med at de har en vigtig rolle i regeringens målsætning om, at 95 % af en ungdomsårgang skal gennemføre en uddannelse.
For at leve op til kravene om en mere effektiv drift, kan det blive nødvendigt med sammenlægninger, fusioner eller administrative samarbejder, da undersøgelser peger på, at der kan være stordriftsfordele. Det gælder blandt andet udgifterne til ledelse, administration og markedsføring. Derudover kan det være lettere at optimere forholdet mellem elever og undervisningspersonale, og derigennem få en mere fleksibel anvendelse af lærernes arbejdstid, da løn er den klart største udgift for de fleste uddannelsesinstitutioner.
Det er en udfordring at opnå de fra politikerne ønskede effektiviseringer, og særligt for små institutioner, da de har færre muligheder.
Den anden store udfordring er at sikre, at så mange som muligt får en ungdomsuddannelse. Der findes i dag gymnasieuddannelser over det meste af landet, mens de erhvervsfaglige uddannelser er samlet i de større byer. Det giver et geografisk problem, da det betyder, at eleverne har lang transport eller er nødt til at flytte efter uddannelsen.
De unges uddannelsesmuligheder afhænger af, hvor de bor, og problemet kan blive endnu større i fremtiden, da det kan være svært at skabe en økonomisk bæredygtig uddannelsesinstitution i de tyndtbefolkede områder.
Ingen lette løsninger – men trods alt flere bud
Der er ingen nem løsning på ovenstående problemstillinger, men Undervisningsministeriet har sammen med uddannelsesinstitutionernes bestyrelsesforeninger udarbejdet et notat om fremtiden for institutionsstrukturen, baseret på erfaringer fra de forskellige former for samarbejde og fusioner, der har fundet sted.
Notatet præsenterer forskellige bud på løsninger, og en ændring i institutionsstrukturen kan være en del af løsningen. Rent økonomisk vil det kunne give nogle stordriftsfordele, der kan medvirke til at gøre uddannelsesinstitutionerne økonomisk bæredygtige. Derudover vil det måske også kunne sikre uddannelser i yderområderne, alt afhængig af hvilken type af samarbejde der er tale om. Et tættere samarbejde uddannelsesinstitutionerne imellem kan bidrage til at skabe øget sammenhæng i uddannelsessektoren, sikre det lokale udbud af uddannelsesmuligheder og understøtte en mere effektiv institutionsdrift.
Der er flere modeller for, hvorledes et øget samarbejde kan tage sig ud, og hvilken løsning der bliver valgt, vil afhænge af en lang række situationsbestemte forhold. Det kan dreje sig om lokalpolitik, geografisk placering, personligheden ved de enkelte ledere og bestyrelsesformænd, hvilke andre uddannelsesinstitutioner der findes i nærheden etc.
Samarbejde, fællesskaber, campus eller fusion
Der er som nævnt flere modeller i notatet for, hvordan uddannelsesinstitutionerne kan udvide deres samarbejde, og de vil blive gennemgået i det følgende.
Ad hoc samarbejde er et samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner, hvor den enkelte institution har en høj grad af autonomi, og hvor der eksempelvis samarbejdes om en udviklingsopgave eller lignende. Det kan finde sted mellem alle typer af uddannelsesinstitutioner og er ikke som sådan geografisk betinget.
Administrative fællesskaber er et samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner inden for de administrative områder. Det drejer sig typisk om opgaver inden for IT, lønadministration eller andre HR-funktioner. Samarbejdet kan både foregå mellem fagligt beslægtede institutioner og på tværs af faggrænser, ligesom den geografiske placering heller ikke har den store indflydelse. Der operereres med to typer af administrative fællesskaber fra Undervisningsministeriet; samarbejdsmodellen og leverandørmodellen. Det administrative fællesskab består i samarbejdsmodellen af en værtsinstitution og et antal partnere, og partnerne overlader administrative opgaver og støttefunktioner til værtsinstitutionen. Leverandørmodellen betyder, at en uddannelsesinstitution udliciterer sine administrative opgaver, og en anden uddannelsesinstitution varetager så de udliciterede opgaver.
Campusser er en fysisk samlokalisering af flere uddannelsesinstitutioner af forskellig art. Det kan være både stx, eud, sosu-skoler m.fl. Der er gode muligheder for at skabe sammenhæng og samarbejde mellem de forskellige uddannelsesinstitutioner i campusmodellen, men det giver sig selv, at geografien spiller en stor rolle i forhold til, hvem der kan arbejde sammen i sådanne modeller. Fordelene ved en campusmodel kan være en fælles administration og fælles brug af faciliteter, eksempelvis kantine, og derved kan der spares penge, der kan bruges på undervisning. En anden fordel kan være, at hvis alle uddannelser er samlet ét sted, bliver det lettere at samle frafaldne elever op og hjælpe de elever, der ønsker at vælge om. Ligeledes kan uddannelsesinstitutionerne løfte den økonomiske byrde i samlet flok, hvis der er behov for at bygge nyt. Der kan dog også være problemer ved en campusmodel. Hvis man ikke får integreret de forskellige uddannelsesinstitutioner, kan campusmodellen i stedet forstærke/understrege de forskelle, der er mellem de forskellige uddannelsesinstitutioner – både blandt personale og elever. Det er der flere eksempler på.
Fusioner er den mest vidtgående samarbejdsform, der nævnes i notatet. Her samles institutionerne i én samlet juridisk enhed med fælles ledelse, økonomi og målsætninger. Strategien anviser flere modeller for, hvordan en fusion kan tage sig ud:
- Lokalskolemodellen, hvor flere skoler med samme målgruppe og udbud i et givent område fusionerer til en samlet enhed med beliggenhed på én ny fælles adresse. Et eksempel er Gefion Gymnasium i København, der er en fusion mellem Østre Borgerdyd Gymnasium og Metropolitanskolen.
- Monofaglige fusioner, der er en fusion mellem uddannelsesinstitutioner, der er målrettet den samme elevgruppe og arbejdsmarkeder. Der vil ofte være tale om institutioner, der er beliggende i forskellige byer, men inden for et bestemt geografisk område, for eksempel en landsdel. Efter fusionen vil der stadig være samme uddannelse i flere byer. Denne model har specielt være brugt inden for sosu-området, og eksempler er SOSU Nord, SOSU Fyn og SOSU Sjælland.
- Byskolemodellen, hvor flere uddannelsesinstitutioner fusionerer på tværs af faggrænser. Ideen er blandt andet at sikre mangfoldighed i uddannelsesudbuddet i de geografiske yderområder. Modellen kendes dog også fra Københavnsområdet, hvor CPH Vest er et eksempel herpå.
- Regionale skoler er en fusion af flere skoler rettet mod forskellige målgrupper og dele af arbejdsmarkedet. Der vil stadig være afdelinger i flere forskellige byer. Et eksempel er CELF – Center for Erhvervsrettede uddannelser Lolland Falster.
Der er fordele og ulemper ved alle modellerne, og der findes endnu ikke en best practice inden for fusioner. Undervisningsministeriet har ikke meldt ud, hvilken type af fusioner man ser som værende den mest optimale, og dermed er det op til de enkelte uddannelsesinstitutioners bestyrelser og ledelser at nå frem til en løsning. Dette ansvar og denne opgave vil stille store krav til bestyrelsernes evne til at arbejde strategisk og opveje fordele og ulemper ved de forskellige modeller. Der kan dog opremses nogle generelle fordele og ulemper ved forskellige modeller.
Lokalskoler og monofaglige fusioner har den generelle fordel, at de får en stærk og tydelig profil samt gode muligheder for at udnytte stordriftsfordelene. Omvendt er der den ulempe, at monofaglige skoler er mere sårbare over for ændringer i søgemønstret, og en sådan fusion giver heller ikke en større sammenhæng i uddannelsessystemet.
Byskolerne har den fordel, at der skabes en stor grad af sammenhæng i uddannelsessystemet, hvilket medvirker til at samle frafaldne elever op. Derudover har byskolerne også en solid lokal forankring og sikrer et mangfoldigt uddannelsesudbud. Ulemperne kan være, at der ikke kan opretholdes en tilstrækkelig faglig masse, og at uddannelserne kan flyde sammen.
Regionale skoler sikrer en høj sammenhæng i uddannelsessystemet og en solid faglig masse. Til gengæld risikerer man at miste den lokale forankring, og det kan være svært at sikre en klar og tydelig profil i forhold til målgrupperne og aftagerne, når man har et bredt udbud af uddannelser.
Bestyrelsens ansvar
Uddannelse bliver ofte fremhævet som den vigtigste parameter for Danmarks internationale konkurrenceevne. Hvordan den fremtidige institutionsstruktur tegner sig, vil have stor betydning for, hvorledes Danmark kan løse de udfordringer, der venter for uddannelsessektoren.
Undervisningsministeriet har sammen med bestyrelsesforeningerne fremlagt nogle betragtninger og refleksioner, men der foreligger ingen masterplan for, hvordan Danmark optimalt bestykkes med uddannelsesinstitutioner i fremtiden. Det er i høj grad op til bestyrelserne i de enkelte uddannelsesinstitutioner at nå frem til den bedste løsning for lige netop deres institution og lokalområde. Det fordrer stor strategisk kapacitet og samarbejdsevne at manøvrere i det gældende institutionslandskab på en måde, så man både sikrer den enkelte institutions drift og udvikling, hvis interesse man er sat i verden for at varetage, samtidig med at man samlet set bidrager til et fornuftigt sammenhængende uddannelsessystem i Danmark.
