Vi uddanner meget i Danmark, men uddanner vi også rigtigt og i overensstemmelse med arbejdsmarkedets behov? Et vigtigt, men også vanskeligt spørgsmål, som bestyrelserne på de videregående uddannelser også har en del af ansvaret for at finde svaret på.
Uddannelses- og Forskningsministeriet har bebudet en styringsreform af de videregående uddannelser. Det var den foregående og selvudnævnte match-minister Ulla Tørnæs (V), der igangsatte et styringseftersyn, som bl.a. har sat fokus på bestyrelsernes rolle i arbejdet med at sikre, at uddannelsessystemet kan honorere arbejdsmarkedets kompetencebehov.
Og det er et stort ansvar, som venter bestyrelsesmedlemmerne. Som mange andre lande investerer vi nemlig ganske mange penge i vores uddannelsessystem. De offentlige investeringer (inkl. SU) i uddannelse udgør 6,4 procent af BNP, hvilket er det næsthøjeste investeringsniveau i OECD. Det har været med til at løfte rigtig mange mennesker til et højere uddannelsesniveau og til at ruste vores arbejdsmarked til de stigende kompetencekrav, vi alle oplever i disse år.
Men vi ser nu, at uddannelsessektoren på grund af besparelser skal løbe stærkere og således være endnu bedre til at prioritere, hvordan ressourcerne bruges. Her er det gode spørgsmål, hvilken rolle bestyrelserne bedst kan spille.
Status på de unges uddannelsesvalg
Ser vi først på de unges valg af videregående uddannelse, har vi de senere år set en tendens til mere ”jobsikre” uddannelsesvalg. Det gælder f.eks. de tekniske uddannelser på både erhvervsakademierne, professionshøjskolerne og universiteterne. Derudover har IT-uddannelserne på universiteterne haft en større stigning i optagetallet. Der er ganske vist tale om små forskydninger, men ikke desto mindre må man konstatere, at de unge i nogen grad har lyttet til den politiske debat, som har fremhævet behovet for at vælge uddannelser med gode jobperspektiver.
Går vi et skridt tilbage og ser på de unges valg af ungdomsuddannelser, tegner der sig her større udfordringer i matchet mellem uddannelse og arbejdsmarked. Over de seneste 15 år har vi set en ganske markant stigning i optaget på de gymnasiale uddannelser. Samtidig er optaget på erhvervsuddannelserne faldet tilsvarende markant til knap 20 procent af en ungdomsårgang, der vælger den faglærte vej direkte efter grundskolen. Selvom vi ikke kender de fulde effekter af automatisering, øget brug af robotter og anden form for disruption i forhold til fremtidens jobskabelse, risikerer vi at stå med en massiv mangel på faglært arbejdskraft – op mod 70.000 i 2025, hvis man skal tro AE-rådet. Sådan behøver det ikke være. F.eks. tager to tredjedele af de unge i Schweiz en erhvervsuddannelse.
Hvad bør bestyrelserne gøre?
Vi har i Danmark en lang og stærk tradition for at uddanne til arbejdsmarkedet. Vi har mange uddannelser, som skaber en god synergi mellem arbejdsmarkedet og undervisningslokalerne. Men vi har også uddannelser, som ikke klæder de unge tilstrækkeligt godt på til arbejdslivet.
Når det er sagt, har jeg stor respekt for de danske uddannelsesinstitutioner. De uddanner hver dag tusindvis af unge mennesker til fremtidens arbejdsmarked. Og flere steder har man længe været i gang med at lære de studerende at omsætte viden til værdi, som i sig selv er et vigtigt aspekt af den herskende debat om, hvad god uddannelseskvalitet er, og hvordan vi får mere relevans i vores uddannelser. Det seneste årti har der da også i Danmark såvel som i hele Europa været stigende fokus på, at uddannelsesinstitutionerne uddanner de studerende til at være mere innovative og entreprenørielle. Og i dag er der fortsat politisk fokus på at styrke innovation og entreprenørskab i uddannelserne. Det er en god ting, for gennem entreprenøriel undervisning lærer de studerende at omsætte deres faglighed til værdi og handling.
Men selvom man er i fuld gang, så ligger der, i lyset af den stigende globale konkurrence kombineret med disruption af en lang række jobfunktioner samt de politisk bestemte uddannelsesbesparelser, en vigtig opgave for bestyrelserne med at sikre, at vi også uddanner rigtigt i fremtiden.
Ser vi på bestyrelserne, så handler det bl.a. om at se sin egen uddannelsesinstitution i et bredere samfundsperspektiv og f.eks. inddrage aktuelle og fremtidige lokale, regionale, nationale og internationale arbejdsmarkedsbehov. Det bør ske gennem kritisk dialog og løbende netværk med relevante interessenter. Det handler også om at se kritisk på, hvilken rolle ens egen institution spiller i en større sammenhæng, så det undgås, at uddannelsesinstitutionerne ender i en ufrugtbar konkurrence med hinanden og på den måde suboptimerer afkastet af samfundets investeringer i uddannelse. Det gælder ikke mindst i en situation som den aktuelle, hvor der skal spares på landets uddannelsesinstitutioner. Nogle steder skal der ændres fokus fra at tiltrække så mange studerende som muligt i konkurrence med andre uddannelsesinstitutioner, til at hjælpe de unge med at finde den uddannelse, hvor de har de bedste muligheder for at dygtiggøre sig og udfolde de talenter, som der bliver brug for på fremtidens arbejdsmarked – uanset om det er på egen eller en konkurrerende institution.
Opgaven er langt fra let for bestyrelserne. Men der bliver brug for mere og ikke mindre aktive og kritiske bestyrelser, som kan give uddannelsesinstitutionerne det rette med- og modspil i de mange strategiske valg, som venter forude.
