Tre typer af bestyrelsesarbejde

Mange bestyrelser gentager med en vis form for automatik bestyrelsesarbejdet fra sidste år. Dette gøres uden at reflektere over, om arbejdet har virket efter hensigten og skabt værdi, hvor man ofte „glemmer“ at koble arbejdsmetode, arbejdsform, arbejdsmateriale og arbejdsressourcer med den viden og erfaring, man fik fra sidste periode. For komme dette problem til livs er det nødvendigt, at bestyrelsen har kendskab til tre grundlæggende typer af bestyrelsesarbejde, BASIS, VÆKST OG FORRETNINGSUDVIKLING, samt forstår at anvende disse.

BASISbestyrelsesarbejde

BASISbestyrelsesarbejde er det arbejde, som langt de fleste besty­relsesmedlemmer kender. Det karakteriseres som det mest traditionsbundne, hvor man beskæftiger sig med:

  • Sikring af det grundlæggende og ofte formaliaprægede bestyrel­sesarbejde og dertilhørende kontrol
  • Subjektiv strategisk input.

BASISbestyrelsesarbejde er mødearbejde, hvor besty­relsesmøderne ofte er skemalagte over fire kvartaler. Det forventes, at bestyrelsesmedlemmerne er fysisk tilstede og aktive, men der er ingen særlige forpligtigelser mellem møderne, ud over at læse og forholde sig til bilag og referater.

Møderne tilrettelægges ofte af bestyrelsesformanden og direk­tionen, som aftaler den kommende agenda og indholdet for det næste bestyrelsesmøde. En BASISbestyrelse kan sagtens bestå af medlemmer med mange forskellige baggrunde, men hvor det enkelte medlem har svært ved at anvende sine kompetencer til fulde, da materiale, arbejdsmetode og succeskriterier ikke giver individet mulighed for at udfolde sig og skabe værdi. Det primære kendetegn ved BASIS-bestyrelsen er, at den er kontrollerende.

BASISbestyrelsen ser bagud og følger op på fortiden, bl.a. gennem økonomiske nøgletal ud fra månedsbalancer, salgsbudgetter og direktionens generelle rapportering, og fokus er på at skabe overblik og risikominimering. Ligeledes forsøger bestyrelsen at se fremad og vurdere fremtiden, bl.a. med strategiske oplæg fra direktionen og andet strategisk materiale. Her fokuseres på at forstå direktio­nens ønsker og vurdere samt støtte op om vækstmuligheder. Men er BASISbestyrelsesarbejde så ikke godt nok? Svaret er både ja og nej. For mange bestyrelser er det et stort udviklingsskridt at få BASISbestyrelsesarbejdet på plads, og for visse bestyrelser tilstrække­ligt til at understøtte en værdiskabende direktion. Det er dog vigtigt at pointere, at BASISbestyrelsesarbejde ikke er det eneste bestyrelsesar­bejde, der findes, og at selskaber, der allerede mestrer denne metode, kan skabe yderligere værdi ved at avancere og fokusere på VÆKST eller FORRETNINGSUDVIKLING.

Vækstorienterede bestyrelsesarbejde

Det VÆKSTorienterede bestyrelsesarbejde omfatter en bestyrelse, der har langt flere ledelsesmæssige og strategiske opgaver end BASISbestyrelsen. Dette arbejde omfatter:

  • strategisk ledelse
  • at sammensætte en bestyrelse, som formår at arbejde med stra­tegi og ledelse
  • at lede i og med bestyrelsen
  • kontrol og opfølgning på direktionens arbejde

I det VÆKSTorienterede bestyrelsesarbejde udarbejder medlemmerne egne oplæg til bestyrelsen og anvender på denne måde i langt højere grad deres individuelle ressourcer og personlige kompetencer. Viden deles med de andre medlemmer og giver indsigt og inspiration til det videre arbejde.

Bestyrelsen vurderer og tilrettelægger det strategiske arbejde, hvilket bl.a. omfatter udvælgelse af strategiske værktøjer, model­ler og analyser, samt vurdering af direktio­nens strategiske beredskab, kompetencer og ledelsesmæssige niveau. Det er afgørende, at bestyrelsen danner partnerskab med direk­tionen, når tiltag skal vægtes og besluttes, og sammen drøfter den strategiske implemen­tering.

Som man kan fornemme, er den VÆKST-orienterede bestyrelse langt mere bevidst om sin egen rolle og funktion, og de værdiska­bende aktiviteter er mere konkrete. Fokus er på strategi og ledelse, hvor medlemmerne forsøger at forstå selskabets potentiale samt vurdere og støtte op om vækstmuligheder. Der er lagt vægt på at sammensætte det gode team, finde de fornødne kompetencer og udvikle eller afvikle eksisterende bestyrelses­medlemmer. Der arbejdes tæt sammen med direktionen i håb om at skabe bedre resul­tater via forståelse, ledelse og menneskelig udvikling.

Forretningsudviklende bestyrelsesarbejde

Den FORRETNINGSUDVIKLENDE besty­relses arbejde er det mest tidskrævende. Her vurderes selskabets forretningsmæssige potentiale, hvorefter dette udvikles med henblik på at optimere driften og skabe nye muligheder. Dette betyder mange udviklings­opgaver, der ikke præcist kan forudsiges, da de løbende dukker op i forbindelse med de muligheder, som bliver skabt i bestyrelsen. Denne type arbejde udføres hovedsageligt mellem møderne, hvorefter forretnings­muligheder og deres konsekvenser præ­senteres som oplæg for den samlede besty­relse. Arbejdsopgaverne omfatter branding, formidling og kommunikation af selskabets forretningspotentiale og dokumentation af bestyrelsens arbejde.

Den FORRETNINGSUDVIKLENDE besty­relse har fokus på:

  • initiering af nye forretningsmuligheder
  • kommunikation og branding
  • økonomi og finansielle rammer og strukturer
  • sammensætningen af bestyrelsesteamet, så det formår at arbejde med forret­ningsudvikling
  • at lede og med bestyrelsen
  • kontrol af og opfølgning på direktionens arbejde

Det er vigtigt at pointere, at den FORRETNINGSUDVIKLENDE bestyrelses hovedfokus netop er på forretningsud­vikling, og at denne bestyrelse udarbejder en plan tilknyttet dette arbejdsområde. Andre bestyrelsestyper kan sagtens arbejde med forretningsudvikling, men arbejdet er kendetegnet ved at være ad hoc og ikke lige så målrettet og intensivt som i den FORRETNINGSUDVIKLENDE bestyrelse.

Her er hovedfokus specifikt på udvikling, hvor målet er at skabe et nyt forretningsmæs­sigt potentiale. Bestyrelsen håber at skabe flest muligheder på både kort og lang sigt, hvor kreativitet, idérigdom og abstrakt tænk­ning er et middel til at nå dette mål.

Vigtigst er det at pointere, at godt bestyrel­sesarbejde handler om at udnytte de ressour­cer, man har til rådighed, især de menneske­lige. Et vigtigt skridt er at tage udgangspunkt i den arbejdsmetode, der skaber de bedste forudsætninger for, at bestyrelsen kan fun­gere optimalt og udnytte sit fulde potentiale.

Om dette findes i BASIS, VÆKST eller FORRETNINGSUDVIKLING, afhænger i høj grad af den enkelte bestyrelses behov og udviklingsstadie.