Forandring er noget, man gør ‘med’ nogen

Politikere har søgt forandring gennem regler, regulering og kontrol – tilsyneladende ud fra en grundbetragtning om, at forandring er noget, man gør ‘mod’ nogen – fremfor ‘med’ nogen.

For to dage siden skød statsministeren folketingssæsonen i gang med sin tredje åbningstale. Talen demonstrerede, at vi har en reformregering. Vi ønsker stadig forandringer, og vi er stadig ambitiøse. Ikke mindst på uddannelsesområdet, hvor vi ønsker den bedst uddannede generation nogensinde – flere i uddannelse og bedre uddannelser. 

Vi giver initiativet til dem, der skal levere forandringen

Forandring fryder; sådan går talemåden jo. Det er nu langt fra tilfældet, når man bliver udsat for forandring. Men vi skal forandring for at nå i mål, derfor skal de offentligt ansatte være forandringen – fra ledelse til frontarbejdere – så forandring bliver noget, vi gør med nogen.

Det handler om at give motivationen til at gøre det bedre og ansvaret for, at det lykkes, tilbage til dem, som i det daglige har muligheden for at gøre noget ved det.

Det handler om ejerskab, involvering og at finde en god balance mellem ansvar og autonomi.

Vi politikere skal bryde med vores opfattelse af, at alle problemer kan løses med tre behandlinger i Folketinget. Og vi skal ophøre med at regulere ned i mindste detalje, for detailregulering hæmmer udviklingen, kvæler kreativiteten og dræber motivationen.

Derfor er regeringens tilgang, at vi skal forandre vores uddannelsessystem gennem en dialog baseret på tillid, deregulering og klare mål. 

Bestyrelserne forvalter 24 mia. kr. for de videregående uddannelser

I Uddannelsesministeriets ressort er der bestyrelser for alle de statsfinansierede selvejende uddannelsesinstitutioner – universiteterne, professionshøjskolerne, erhvervsakademierne, de maritime uddannelsesinstitutioner samt nogle af de kunstneriske uddannelsesinstitutioner.

Bestyrelserne forvalter her i omegnen af 24 mia. kr. Så det er helt centralt, at bestyrelserne er i stand til at omsætte de politiske reformer til forandringer på institutionerne.

Tillid og klare rammer til kreativ udvikling – eksempel universiteterne

Men min overordnede tilgang til styring af universiteterne adskiller sig ikke fra de andre uddannelsesinstitutioner. De danske universiteter er de sidste 10 år blevet selvejende institutioner, ledet af bestyrelser med eksterne flertal. 

Indførelsen af bestyrelser var en medvirkende faktor i de fusioner, sektoren siden har gennemgået. Ikke mindst i 2005-2006, hvor 12 universiteter og 10 forskningsinstitutioner blev til otte universiteter.

Armslængde til det politiske system er sikret ved, at universitetet nedsætter såvel et indstillings- som et udpegningsorgan til bestyrelserne.

Men der skal være en løbende dialog og forventningsafstemning mellem ministeriet og bestyrelserne. 

Udviklingskontrakter er et dialogredskab
Dialogen med de videregående uddannelsesinstitutioner er sat i system med de såkaldte udviklingskontrakter.

Formålet er groft sagt at:

  • styrke kvalitetsudviklingen
  • dokumentere og synliggøre præstation og resultater
  • skabe en klar sammenhæng mellem de uddannelsespolitiske målsætninger og kravene til den enkelte institution.

Udviklingskontrakten er en treårig aftale med 3-5 pligtige mål og 3-5 selvvalgte mål, der søges nået i perioden. 

De pligtige mål er baseret på samfundsmæssige prioriteringer. Dem opstiller jeg blandt andet på baggrund af drøftelser med den politiske forligskreds. 

De selvvalgte mål skal afspejle institutionernes egne strategiske prioriteringer og profilering. Og de formuleres af den enkelte institution. 

Udviklingskontrakterne virker som internt ledelsesredskab på institutionerne. Og som eksternt redskab for mig som minister til at skabe synlighed om institutionernes aktiviteter. 

Kontrakterne fastlægges i dialog

Rektor igangsætter arbejdet med udviklingskontrakten. Kontraktudkastet fastlægges af bestyrelsen efter åben drøftelse på institutionen som oplæg til forhandling med Uddannelsesministeriet.
Sidste år forhandlede vi udviklingskontrakter for perioden 2012-2014. Jeg havde fastsat 4 pligtige mål: bedre kvalitet, bedre sammenhæng, hurtigere igennem og øget innovationskapacitet. Og universiteterne havde udpeget 3-5 selvvalgte mål. 

Det er helt afgørende for mig, at det enkelte universitet selv kan fastlægge, hvordan man vil nå målene. For vi har brug for dynamiske universiteter i konstant udvikling. Og det fremelsker man ikke med stram styring, men ved frihed og tillid. Tilgangen til kontrakterne er udtryk for, at jeg tror på, at de folk, der sidder med udfordringerne ude på universiteterne, også kan finde de bedste løsninger.

Det var en god proces sidste år. I de selvvalgte mål viste universiteterne en stor spændvidde i deres profiler. Og de forholdt sig til de udfordringer, der er på de enkelte universiteter.
Universiteterne viste i denne proces tydeligt, at de er medspillere, når vi sammen skal finde løsningerne på de samfundsmæssige udfordringer.

Forskere og studerende skal høres og committes

En ting er dialogen mellem ministeriet og universiteterne. En anden ting er selve dialogen på de enkelte universiteter.
Vi ændrede Universitetsloven i 2011, så universiteterne fik større frihed til at fastsætte deres egen organisation. Og det blev præciseret, at det er bestyrelsens ansvar at sikre, at medarbejdere og studerende bliver inddraget og har medbestemmelse i væsentlige beslutninger.

Samtidig blev det besluttet, at der senest i 2014 skal følges op på, om universiteterne i tilstrækkeligt omfang har levet op til kravene om medbestemmelse og medinddragelse.

Jeg har derfor netop indledt en åben og bred proces, hvor jeg vil gå i dialog med ledelser, medarbejdere og studerende på universiteterne om, hvorvidt universiteterne lever op til de krav, som ændringen af Universitetsloven omfattede.

For mig er kravet om medbestemmelse og medinddragelse særdeles vigtigt. 

Det er nyttigt og værdifuldt for universiteterne, at medarbejderes og studerendes erfaringer og faglige viden inddrages i beslutningsprocesserne.  Og det er vigtigt for de ansattes og studerendes lyst til at engagere sig i arbejdspladsen og uddannelserne, at de bliver hørt. 

Erfaringerne med inddragelse skal indsamles og deles

I den kommende tid vil vi fokusere på, hvordan de formelle rammer anvendes på universiteterne. Inddrager universitetsledelserne medarbejdere og studerende i tilstrækkeligt omfang?

Og udnytter medarbejdere og studerende deres muligheder for indflydelse? 

Jeg glæder mig til en dialog med alle parter. Og jeg glæder mig til at blive klogere på universiteternes erfaringer med inddragelse og medbestemmelse. Jeg vil gerne høre, hvad der fungerer – og hvad der eventuelt ikke fungerer. Det er oplagt, at uddannelsesinstitutionerne kan lære af hinanden, både af de gode og de dårlige erfaringer.

God ledelse er inkluderende

For mig er det helt afgørende at fastholde, at forandring er noget, man gør ‘med’ nogen – fremfor ‘mod’. God ledelse er inkluderende. Der er ikke noget som kontrol, detailreguleringer og papirnusseri, der ødelægger gode intentioner om at forandre. 

Vi politikere skal give nogle gode rammer. Og vi skal udstikke nogle klare og enkle mål. Med de nye udviklingskontrakter mener jeg, at vi er kommet godt i gang med den proces. Jeg ser frem til i de kommende måneder at blive klogere på de tiltag, de enkelte institutioner har sat i værk, for at medarbejdere og studerende bliver inddraget og får medbestemmelse i de store beslutninger på universiteterne.

”Balancen mellem ansvar og autonomi” var temaet for Morten Østergaard om et konferenceindlæg

Dagens Dagsorden ønskede at få belyst ejerrollen om fusioner. Det var baggrunden for at bede uddannelsesminister er Morten Østergaard, der jo er en slags ”ejer”-repræsentant for bl.a. universiteterne, professionshøjskolerne og erhvervsakademierne, hvor der er sket en lang række sammenlægninger og fusioner. Hvordan sikrer man som ”ejer”, at bestyrelserne agerer balanceret og hensigtsmæssigt i krydsfeltet mellem de samfundsmæssige interesser, institutionsmæssige behov og lokale behov? Hvilket ansvar har bestyrelserne, og hvilken autonomi skal de have for at løfte det ansvar? Vi har derfor bedt uddannelsesministeren om at udlægge hans ministeriums styringsfilosofi om ansvar og autonomi.