DSBs topledelse afskediget. Statens ejerskab af fallitbanker skal undersøges. DONG opgiver børsnotering i sidste øjeblik. Hvorfor er det så svært med statsligt ejerskab af virksomheder i Danmark? En vigtig årsag skal måske findes et umiddelbart overraskende sted – i den tidlige kapitalisme. Danmark har ganske enkelt en meget ringe historisk erfaring med statsligt ejerskab.
Det er en udbredt misforståelse, at dansk kapitalismes historiske udgangspunkt var en stor og stærk velfærdsstat. Tværtimod. Moderniseringen af Danmark i anden halvdel af 1800-tallet byggede på decentrale initiativer. Den økonomiske dynamik kom fra neden – ikke fra hovedstadens administration. På landet var udgangspunktet den velkendte andelsbevægelse. I byerne var det industrielle entreprenører som C.F. Tietgen, der stod i spidsen for investeringer i land- og vandtransport, telefoni og telegrafi.
Danmark i mange år et juridisk ”Wild West”
Danmark havde en af verdens mest uregulerede markedsøkonomier – et juridisk ”wild west”. Der var ingen aktieselskabslov før 1917, den første banklov kom i 1919, og de danske politikere blev først i 1931 enige om en lov, der regulerede erhvervslivets konkurrenceforhold.
Godt 40 år efter USA‘s berømte anti-trust lov fra 1890. I de tre første årtier af det 20. århundrede regulerede dansk erhvervsliv ganske enkelt sig selv – hvis man ser bort fra årene under den første verdenskrig. Hermed blev der lagt et liberalistisk fundament under dansk kapitalisme. Og Danmark fik – i modsætning til Sverige og Norge – ikke nogen som helst historisk tradition for statseje.
Private selskaber står ret stærkt i Danmark
To slående eksempler på de nordiske forskelle er olien og telekommunikationen. Både Danmark og Norge fandt i begyndelsen af 1970‘erne ud af, at der var betydelige olieressourcer i Nordsøen – og på det tidspunkt kendte man vel at mærke ikke til omfanget hverken i Norge eller Danmark. Den norske stat reagerede ved straks i 1972 at oprette Statoil. En statsvirksomhed, der skulle sikre norsk statskontrolleret ekspertise inden for offshore-sektoren. De private norske koncessionshavere fik derpå pålagt at overgive rettigheder til statens selskab, som de skulle samarbejde med. I Danmark derimod måtte staten op igennem 1970‘erne acceptere en lang og ydmygende koncessionsforhandling, hvor den private koncessionshaver, Dansk Undergrundskonsortium, truede med retssager, hvis ikke staten rettede ind.
Privatisering satte skub i strukturudviklingen
I løbet af 1980‘erne og 1990‘erne fulgte privatiseringsbølgen. Den gamle plan om at samle de regionale teleselskaber i et nationalt, statsligt teleselskab, som danske politikere havde drømt om siden slutningen af 1800-tallet, blev endeligt realiseret. Men det var kendetegnende for Danmark, at Tele Danmark A/S først blev en realitet i 1990, som en forberedelse til privatiseringsprocessen. Over to omgange – i 1994 og 1997 – privatiserede den danske stat, under socialdemokratisk ledelse, teleselskabet. I Norge derimod fastholdte man statskontrollen med Telenor – som i parentes bemærket har ekspanderet på verdensmarkedet, mens private TDC har vendt omverdenen ryggen og satset på at udnytte sin nationale dominans til det yderste.
Ingen modsætning mellem statseje og god økonomi
De seneste års forskning har påvist, at der ikke er nogen automatisk modsætning imellem statskontrolleret ejerskab og god økonomisk performance. Heller ikke af virksomheder, som virker på markedsøkonomiske vilkår. Men succesen fordrer, at politikerne ved, hvordan de markedsdrevne selskaber skal håndteres – eller ikke håndteres.
Dansk kapitalisme bygger på en lang tradition for stram adskillelse mellem staten og de private aktørers magtsfære. Danske politikere farer derfor ofte vild, når de skal agere virksomhedsejere. DSB-First sagen er et smukt eksempel på en sådan vildfarelse. Tilbage i februar 2011 udtalte transportminister Hans Chr. Schmidt således til dagbladet Børsen:
„Det er jo en bestyrelsesformand, jeg udpeger, fordi jeg skulle have tillid til, at han arbejder med de ting, sådan som jeg vil, at han skal gøre. … Det skal jo ikke være sådan, at bestyrelsen gør, hvad der passer den, og så må transportministeren finde sig i det. Det var da en mærkelig måde at arbejde på.”
Den 10. maj var ministeren tilsyneladende blevet klogere på corporate governance, da han til samme dagblad udtalte: ”Bestyrelsen er selvkørende. Den har fuldstændig sit eget ansvar og har instruktionsbeføjelser. Det har ministeren ikke, og det skal han ikke have.”
Hvor går skillelinjen mellem politisk kontrol og selskabsretlig frihed? Det skal vi øve os på i Danmark. Ellers farer vi bare vild i grænselandet mellem statslige etater og delvist privatiserede virksomheder
