Branden i Frihedsmuseet kan også ske hos jer – er I ordentligt sikret?

Bestyrelsesmedlemmerne i en selvejende institution er underlagt et erstatningsansvar. De risikerer derfor at skulle erstatte det tab, institutionen eller andre har lidt som følge af den adfærd – eller manglende adfærd – bestyrelsesmedlemmerne har udvist.

Branden i Frihedsmuseet for nylig giver anledning til at overveje ansvaret for bestyrelsesmedlemmerne i selvejende institutioner i tilfælde af manglende risikodækning af institutionens værdier. 

Erstatningsansvar forudsætter et tab

For at ifalde et erstatningsansvar er det en betingelse, at der er lidt et økonomisk tab, og at dette er sket som følge af en uagtsom eller forsætlig handling eller undladelse fra bestyrelsens side. Det vil altid være en konkret vurdering i det enkelte tilfælde om, der er handlet ansvarspådragende, ligesom ansvaret afgøres for det enkelte bestyrelsesmedlem og ikke den samlede bestyrelse. 

Ved vurderingen af om bestyrelsen har handlet ansvarspådragende vil det være afgørende, om de enkelte bestyrelsesmedlemmer har handlet som man almindeligvis vil forvente af fornuftige og ansvarsbevidste bestyrelsesmedlemmer, samt om bestyrelsesmedlemmerne har truffet deres beslutninger på et oplyst grundlag. 

Pligtforsømmelse er ansvarspådragende

Bestyrelsen er underlagt visse pligter. Det er klart, at der en betydelig risiko for at ifalde et erstatningsansvar, hvis bestyrelsen ikke har varetaget disse pligter. For bestyrelsesmedlemmer i kulturelle institutioner er tilsynspligten og pligten til at varetage en tilstrækkelig risikoafdækning af de kulturelle værdier særlig relevante. Det fremgår af Anbefalinger for god ledelse af selvejende institutioner fra 2011, at bestyrelsen og ledelsen skal identificere, kommunikere og håndtere de risici, som institutionens drift og strategi medfører. 

Manglende stillingtagen kan være ansvarspådragende

Det er nærliggende at antage, at manglende aktiv stillingtagen til og kontrol af afdækning af de risici, der med rimelighed må kunne forudses, nødvendigvis vil give anledning til overvejelser om et muligt bestyrelsesansvar. Der skal formentlig i de fleste tilfælde ganske gode grunde til for at undgå et ansvar, hvis der ikke er løbende har været kontrol med at fastsatte regler overholdes og der endvidere ikke foreligger forsikringsafdækning af sådanne risici i et for samlingen og museets forhold passende omfang.

Fysisk sikring, god adfærd og forsikring

Bestyrelsesmedlemmer i museer må helt overordet sikre sig, at der – efter museets konkrete forhold – er taget passende foranstaltninger til beskyttelse og bevarelse af de kulturværdier, museet råder over. Dette vil blandt andet indebære, at bestyrelsen bør sikre, at museet til stadighed overvåger og foranstalter en forsvarlig opbevaring og tyveri- og brandsikring mv. af samlingen, og at brandmyndighedskrav i alle væsentlige henseender er opfyldte. Bestyrelsen bør også sikre sig, at der er etableret forretningsgange, der sikrer, at man rent faktisk også overholder de fastsatte krav. Dette må være det primære – forsikringsdækning erstatter alene det økonomiske tab, men bringer ikke tabte kulturværdier tilbage. Som en integreret del af denne risikoafdækning indgår naturligvis også stillingtagen til forsikringsdækning. Selv de bedste beskyttelsesforanstaltninger kan ikke forhindre tyveri, brand eller anden skade.

Derfor bør bestyrelserne i kulturelle institutioner overveje om man generelt har sikret sine kulturværdier godt nok og i forlængelse heraf også vurdere om forsikringsdækning er relevant, og i givet fald, hvor stor forsikringssummen være.