Governance-problematikken er indirekte og usynlig, og det er ifølge Kristian Jensen forklaringen på, hvorfor det oftest er svært at få politikere til at forholde sig principielt og eksplicit til governance. Også selvom det har afgørende betydning for politikkers realisering. Han har netop taget en bestyrelsesuddannelse, og Dagens Dagsorden har i den anledning taget en snak med den tidligere finansminister om hans syn på offentlige bestyrelser og den rolle de spiller, og ikke mindst spillede, da han var optaget af at styre den offentlige sektor fra finansministerstolen.
Af bestyrelsesformand, Jørgen Ulrik Jensen, Pluss Leadership A/S
Hvad er dit generelle billede af offentlige bestyrelser og deres rolle i styringskæden
Generelt oplever jeg, at de over de senere år er blevet stadig mere professionelle. Det gælder selvfølgelig især de store institutioner og selskaber som Danske Spil og Trefor, for blot at nævne to. Men nogle steder oplever man desværre stadig, at bestyrelser glemmer, at deres rolle er at fokusere på institutioners ve og vel. I mange forsyningsselskaber synes sammensætningen af bestyrelser mere at handle om en fordeling mellem partier end sikring af selskabets målsætning om god infrastruktur og fornuftige takster. Også på uddannelsesområdet, f.eks. omkring professionshøjskolerne, opleves nogle gange at særinteresser plejes til skade for institutionens langsigtede strategiske grundlag. Men jeg vil gerne anerkende, at der over en bred kam er kommet meget mere åbenhed omkring offentlige bestyrelsers honorarer.
Hvad tænker du om politikernes rolle i offentlige bestyrelser?
De bør holde sig væk. Man skal passe på med at sætte sig mellem to stole. Enten skal man fra det offentlige turde frisætte institutioner, og tør man ikke det, bør man i stedet trække institutionerne ind som en mere integreret del af forvaltningen eller centraladministrationen. Vi skal som politikere styre gennem en ejerstrategi, vedtaget på generalforsamlingen, eller hvor der skal søges ejermæssig opbakning, så bestyrelsen har et klart mandat. Så behøver politikerne ikke sidde med omkring bestyrelsesbordet.
I nogle perioder er man optaget af at give de offentlige bestyrelser flere frihedsgrader – at frisætte dem – og i andre periode ser man et behov for at regulere deres adfærd i fællesskabets interesse.
Hvis du tænker tilbage på tiden som finansminister – hvilken rolle spillede bestyrelser i ministeriets tænkning omkring eksekvering af de forskellige politikker?
Vi så bestyrelserne som et værdifuldt redskab til at professionalisere ledelsen af vores offentlige institutioner. Med inspiration fra den private sektor er der blevet introduceret en række værdifulde ledelsesredskaber, og det har været vigtige for de offentlige institutioners udvikling. Men der hersker selvfølgelig et dilemma omkring bestyrelsernes rolle i styringskæden. Som sagt skal der være frihed til bestyrelser, hvis det skal give mening, og på den anden side, har vi et fælles ansvar for, at samfundsmæssige målsætninger bliver varetaget. Men vi kan som offentlige ejere ikke føre en dialog med alle bestyrelser, og derfor er vi nødt til at lovgive og regulere for at have snor i institutionernes ageren. Jeg kan sagtens se dilemmaet i det, men jeg vil ikke foregøgle, at vi med et særlig fingerknips kan løse problemet. Men dilemmaet understreger, at der er et særligt rationale knyttet til bestyrelsesarbejdet for offentlige institutioner og selskaber. Man skal kunne mestre balancen mellem sikker drift effektivt og forståelse for politikken. Og det vil nok altid være som et pendul, der kører frem og tilbage. I nogle perioder er man optaget af at give de offentlige bestyrelser flere frihedsgrader – at frisætte dem – og i andre periode ser man et behov for at regulere deres adfærd i fællesskabets interesse. Bestyrelserne kan i nogen grad selv påvirke pendulets fart og placering, hvis de har de rigtige kompetencer og mestrer den omtalte balance.
Det er min oplevelse, at det er svært at få politikere til at forholde sig principielt til good governance, selvom det har afgørende betydning for sammenhængen mellem den politik, der f.eks. besluttes i Folketinget, og den virkelighed, der møder borgere og virksomheder?
Det har du ret i. Det står ikke højt på deres dagsorden. Politikere er generelt orienteret mod, hvad der er direkte og synligt. Governance-problematikken er indirekte og usynlig. Der har du forklaringen. Men f.eks. Finansudvalget burde interessere sig principielt og professionelt for emnet, og jeg tror faktisk, at du kan få taletid hos en række af dets medlemmer. Mange politikere er optaget af give bestyrelser mere frihed, og bør som sådan også være optaget af, hvad der skal til for at de kan løfte det ansvar, der følger med, uden altid at lade decentralisering af beslutninger følge af skærpet regulering – med den konsekvens, at det ikke altid er de mest kvalificerede vi kan rekruttere til bestyrelserne.
Hvordan ser du fremtiden for brug af offentlige bestyrelser? Indtil nu er det kun gået én vej – der bliver flere af dem.
Og det vil fortsætte. Vi vil formentlig ikke se tilfælde, hvor man trækker noget tilbage til den offentlige administration efter at man først har lagt noget ud under bestyrelsesmodellen. Jeg tror, at store dele af velfærdsområderne efterhånden vil blive bestyrelsesgjorte.
Om Kristian Jensen
Kristian Jensen (f.1971) har siden 1998 været medlem af Folketinget for Venstre. Tidligere finansminister, udenrigsminister, skatteminister og statsrevisor.
