En række markante, offentlige virksomheder fylder igen medie¬billedet. Københavns Universitet, DSB og Copenhagen Business School er under kraftige beskydning. DR var i fokus i forbindelse med lederskifte, TV2 har haft store styringsmæssige udfordringer, som har givet anled¬ning til overskrifter. Fra tid til anden tiltrækker f.eks. Det Kgl. Teater sig også stor opmærksomhed på grund af uro omkring insti¬tutionens økonomi og dens styringsmæssige rammer.
Bestyrelsen er en del af det politiske spil, og det går galt, når bestyrelsen, og specielt dens formand, ikke forstår det. I offentlige bestyrelser kræves en speciel sagkundskab omkring politik – ikke partipolitik, men værdipolitik. Og værdipolitik og værdidebatter er også følelsesdebatter. Politik indeholder momenter af irrationalitet, og det skal man forstå og acceptere som et eksistensvilkår. Private erhvervsfolk forstår det ofte ikke og bliver derfor ofte kastet rundt i et politisk rum af handlingsmønster, som de ikke forstår.
Politikere sætter ofte selvejende institutioner og offentlige virksomheder i søen med erklærede ønsker om fred og ro samt decentral ledelse og armslængde i forhold til det politiske. Det er dåbstalen. I konfirmationsalderen går det galt, for disse offentlige institutioner vil træffe beslutninger, som har politiske implikationer, og så kan politikerne ikke være passive. Man kan sige, at i fredstid agerer offentlige virksomheder på private vilkår. I krigstid agerer de på Folketingets vilkår. Og man kan ikke styre, hvornår der bliver krig – hvornår en sag bliver så stor i mediernes og befolkningens øjne, at det kræver politisk handling. Politikerne er ikke dumme eller illoyale over for deres virksomheder, men samfundet vil altid holde dem ansvarlige for adfærden i de offentlige virksomheder. DONG kan f.eks. ikke sætte en finger, uden at det får politiske implikationer. Derfor er det også en fornuftig disposition, at det er en tidligere departementschef, der er direktør i selskabet.
Det kan man så vælge at blive sur over, eller man kan gå mere professionelt til værks og analysere spillets regler.
Konvergens mellem offentlig og privat virksomhedsdrift
Frikender du helt politikerne for deres medansvar for de verserende sager?
Jeg frikender ingen. Politikerne har et stort ansvar for at sammensætte de rigtige bestyrelser, og det er vigtigt, at den siddende minister forstår governancemekanismerne, og hvad der kræves af kompetencer for at sidde i offentlige bestyrelser. For ofte ser vi rekruttering af folk, som ikke har tilstrækkelig indsigt i den pågældende sektor og specielt i de politiske processer. Men riget fattes også mænd og kvinder med talenter for at bedrive professionelt offentligt bestyrelsesarbejde og det at kunne manøvrere mellem markedsmekanismer og den politiske virkelighed.
Er vilkårene for offentligt bestyrelsesarbejde blevet ændret de senere år?
Ja, på samme måde som vilkårene for politikerne er blevet ændret. De skal ikke træde meget ved siden af, før det er forsidestof dagen efter, og det gælder også for de offentlige virksomheder. Men for så vidt også for profilerede, private virksomheder. Det er ikke meget anderledes for f.eks. Novo, som er meget eksponeret og en synlig del af samfundet. Derfor nærmer den private og offentlige sektor sig meget hinanden. Man skal som topledelse kunne noget af det samme, og ikke mindst have samfundsforståelse. Derfor burde vi også se en meget større udveksling af ledere og talenter mellem de to sektorer. Dyremose forsøgte i sin tid at sætte en dagsorden om at blande de to sektorer mere sammen. Der er ingen ideologiske begrænsninger for at gøre det, men det har i praksis vist sig vanskeligt realiserbar. F.eks. er embedsmændene røget ud af bestyrelser eller deres embedsmandsfunktion, fordi de ikke må have for mange bijobs.
En anden model?
De to verserende sager på henholdsvis KU og CBS er af nogle blevet brugt til at så fornyet tvivl om den styringsstruktur med selveje på universiteterne, man introducerede i 2003. Vil vi se flere eller færre offentlige opgaver udlagt i selvejende institutioner eller offentligt ejede virksomheder?
Det vil være meget kedeligt, hvis de aktuelle sager fører tingene et skridt tilbage. Jeg er tilhænger af, at offentlige driftsinstitutioner får frihedsgrader, specielt med frihed for detailstyringen fra Finansministeriet. Spørgsmålet er, om der er en anden model. Jeg er generelt skeptisk over for selvejende institutioner, for jeg har det bedre med, at ejeren er veldefineret. Universiteter burde organiseres som statsvirksomheder ligesom f.eks. Det Kgl. Teater.
I DR udpeger de seks største partier i Folketinget, uafhængigt af hinanden, størstedelen af bestyrelsen. Er det en professionel bestyrelse?
Hvad vil det sige at være en professionel bestyrelse i en DR-sammenhæng? Ville den være mere professionel, hvis den bestod af uafhængige erhvervsfolk? Eller skulle det være folk med kundskab på det indholdsmæssige – kultur- og mediefolk? Er den i virkeligheden professionel, fordi den består af folk med en værdipolitisk tilgang til opgaven? Det mener jeg faktisk. Bestyrelsen sammensættes uanset den aktuelle regeringen af de seks største partier, og det borger for den nødvendige politiske pluralisme. Jeg skal som formand principielt ikke mene noget. Jeg skal opnå politisk konsensus, og det har en værdi i sig selv, at pluralismen er indbygget i beslutningerne.
Jeg ville gerne omdanne DR til et aktieselskab, men hvis man fjernede politik fra bestyrelsen, vil den blot optræde et andet sted. Så jeg foretrækker at have dem med om bordet, hvor tingene drøftes og besluttes.
Læresætninger
Kan du her til sidst definere et par enkle læresætninger for styringen af offentlige virksomheder, som – hvis de følges – vil reducere antallet af problemsager?
For det første: Er der en bredere bundlinje end noget, der kan gøres op i penge? Det er jo lakmusprøven på, om noget skal være offentligt. Vandværker f.eks. – hvis det kun handler om bottom line, så se at komme af med dem.
For det andet: Er man bærer af en funktion, som ikke kan aflæses af bundlinjen, så må man først overveje, om man kan sikre de samfundsmæssige hensyn gennem en koncession eller bindende offentlige reguleringer. Som f.eks. i tilfældet TDC.
For det tredje: Hvis området er så kompliceret, at man ikke kan indkapsle de samfundsmæssige hensyn i en koncession eller reguleringer, må det offentliges ejerskab bevares for at sikre den nødvendige diversitet og det brede hensyn i opgavevaretagelsen.
For det fjerde: Er det tilfældet, skal bestyrelsen for den offentlige virksomhed have repræsentanter for de ikke bundlinje-relaterede hensyn. Ledelse af disse institutioner skal ske med udgangspunkt i faglighed og forståelse for det politiske ejerskab og de samfundsmæssige hensyn.
Derefter skal der for det femte tildeles institutionen størst mulige frihedsgrader med klare succeskriterier og besked om at respondere op imod de mange mål – både de økonomiske og de ikke-økonomiske.
