I artiklen fastlægges begrebet „selvejende institution“, og der redegøres kort for selvejende institutioners juridiske grundlag og retlige ramme. Afslutningsvist behandles som et eksempel udlægningen af erhvervsskolernes videregående uddannelser til selvstændige erhvervsakademier.
Begrebet „selvejende institution“
Hverken lovgivningen eller den juridiske teori definerer præcist begrebet „selvejende institution“.
Området er præget af, at en række navne og betegnelser gennem tiderne er anvendt for et begreb, som har samme eller næsten samme indhold. Tidligere var det almindeligt forekommende med betegnelser som „legater“ og „stiftelser“. I dag er det oftest betegnelserne „fond“ eller „selvejende institution“, der anvendes i flæng. I den almindelige debat møder man dog også de mere politisk farvede benævnelser så som „herreløse penge“ eller sågar „den døde hånd“. Hertil kommer, at der er afgrænsningsvanskeligheder i forhold til visse foreninger og andre mere løse sammenslutninger.
Skal man forsøge at fastlægge det mere præcise indhold af begrebet „den selvejende institution“, er udgangspunktet fondsloven. Formålet med fondsloven, der stammer fra 1984, var bl.a. at sammenfatte de regler, der gennem århundreder var opbygget i administrativ praksis og som regulerede administrationen af formuer, der ikke havde en ejer.
Fondsloven bestemmer i § 1, at loven gælder for „fonde, legater, stiftelser og andre selvejende institutioner (fonde)“. Med denne formulering følger, at en fond er en selvejende institution.
Det juridiske begreb „fond“ er nøje fastlagt i den juridiske litteratur. Med henvisning til fondsloven skal følgende karakteristika være til stede:
- en formue, der er udskilt fra stifterens formue og ikke må kunne tilbageføres til stifteren,
- et eller flere bestemte formål, og
- en i forhold til stifteren selvstændig ledelse.
Afgrænsningsvanskelighederne – og dermed problemet med at formulere den præcise definition på den selvejende institution – skyldes bl.a. at fondsloven i § 1, stk. 2 beskriver to undtagelser til loven. Fondsloven gælder således ikke for:
- selvejende institutioner, der som vilkår for godkendelse eller tilskud fra det offentlige er undergivet tilsyn og økonomisk kontrol af en offentlig myndighed efter anden lovgivning eller bestemmelser udstedt i henhold til anden lovgivning, og
- selvejende institutioner, hvis drift overvejende dækkes af statslige eller kommunale midler, og som er undergivet tilsyn af det offentlige, hvis det i institutionens vedtægt er fastsat, at det offentlige træffer bestemmelse om anvendelse af institutionens midler i tilfælde af dennes opløsning.
Formuleringen af disse undtagelser vidner om, at begrebet „selvejende institution“ også anvendes for en række foretagender, som ikke teknisk set er en fond, og som heller ikke er omfattet af en fælles lovgivning. Afhængig af om en selvejende institution er oprettet i henhold til museumslovgivningen, uddannelseslovgivningen eller en helt tredje lovgivning, kan de nærmere regler variere.
Dette er årsagen til, at det er vanskeligt præcist at definere begrebet „den selvejende institution“.
De karakteristiske træk for den selvejende institution er dog,
- at der er tale om et selvstændigt virkende retssubjekt,
- der ejer sig selv og ikke kan have medejere,
- udfører et nærmere angivet formål, og
- har sin egen selvstændige ledelse.
Sammenlignet med fonden er forholdet til stifteren således ikke relevant, og der er ikke noget til hinder for, at en selvejende institution, som er oprettet i henhold til en særlig lov, skal levere sin formue tilbage til staten (stifteren) ved ophør.
Hvem har ejerskabet til den selvejende institutions aktiver?
Det er den selvejende institution, der har ejerskabet til den selvejende institutions aktiver.
Ved den selvejende institutions ophør skal aktiverne (formuen) anvendes til at varetage det uddelingsformål, som institutionen har været oprettet til at varetage eller anvendes i henhold til den særlige lovgivning, som institutionen hviler på.
Det juridiske grundlag og den retlige ramme
Det juridiske grundlag for selvejende institutioner kan være privatretligt (f.eks. oprettet ved gave eller testamente). I så fald vil der teknisk set være tale om en fond, idet private stiftere ikke kan fravige fondslovenes regler.
Alternativt kan grundlaget være offentligretligt (oprettet ved eller i henhold til lov).
Typisk vil selvejende institutioner stiftet på offentligretligt grundlag ikke være fonde, idet formuen ikke bindende er udskilt fra stifteren (staten), men vil tilfalde denne ved institutionens ophør.
Sondringen har derfor først og fremmest betydning for fastlæggelsen af den retlige ramme for den selvejende institution.
„Private selvejende institutioner“ vil typisk være fonde, legater og stiftelser, der omfattes af fondslovgivningen og i øvrigt reguleres på aftalemæssigt grundlag (i form af en vedtægt).
„Offentlige selvejende institutioner“ er oprettet ved eller i henhold til lov og er derfor underlagt vedkommende særlovgivning og omfattes ikke af reguleringen i fondslovene.
„Offentlige selvejende institutioner“, der er en del af den offentlige forvaltning er – i tillæg til den lov de er oprettet i henhold til – også underlagt forvaltningsloven og offentlighedsloven mv. Som eksempel kan nævnes universiteter omfattet af universitetsloven.
Udlægningen af erhvervsskolernes videregående uddannelser til selvstændige erhvervsakademier
Som et eksempel på en selvejende institution, der som et særligt forvaltningsorgan virker inden for den offentlige forvaltning, kan nævnes de selvstændige erhvervsakademier.
Med lov om erhvervsakademier for videregående uddannelser, der trådte i kraft den 1. september 2008 blev der etableret 10 erhvervsakademier, som overtog erhvervsskolernes udbud af erhvervsakademiuddannelser og efter- og videreuddannelser i tilknytning hertil.
Af loven fremgår, at de etablerede erhvervs-akademier er „selvstændige institutioner inden for den offentlige forvaltning“.
Erhvervsakademierne svarer dermed i det væsentlige til de selvejende uddannelsesinstitutioner på Undervisningsministeriets område. Dog med den afgørende forskel, at et erhvervsakademibestyrelsesmedlem udpeget af en institution for erhvervsrettet uddannelse, repræsenterer den udpegende institution, og altså ikke er uafhængig. Sådanne medlemmer skal udgøre et flertal af erhvervsakademiets bestyrelse.
I lighed med selvejende uddannelsesinstitutioner på Undervisningsministeriets område, ydes der statstilskud til erhvervsakademiernes virksomhed, og undervisningsministeren fører tilsyn med erhvervsakademierne.
Foruden loven reguleres erhvervsakademiets forhold i en vedtægt, som skal godkendes af undervisningsministeren. Endelig omfattes erhvervsakademierne af den offentligretlige regulering, herunder forvaltningsloven og offentlighedsloven mv.
I loven er det bestemt, at erhvervsakademiets formue ved ophør tilfalder statskassen.
De etablerede erhvervsakademier er således selvejende institutioner, der er undtaget fra fondslovene og i stedet udfører et formål som særlige forvaltningsorganer inden for den offentlige forvaltning.
