På bagkant af en valgkamp, som havde økonomi som altoverskyggende hovedtema, vil Dagens Dagsorden stille skarpt på, hvilken vej institutionsstrukturen bevæger sig.
Presset på velfærdssamfundet og dets institutionsstruktur, som vi kender den i dag, har Ove Kaj Pedersen, professor i statskundskab fra CBS, beskæftiget sig med i bogen „Konkurrencestaten“. Heri skriver han, at: „Globaliseringen har transformeret den beskyttende velfærdsstat til en konkurrencestat, der har det som sin primære mission at ruste borgerne til at sikre Danmark topplaceringer på de internationale ranglister. Politikere, eksperter og borgere må se forandringerne i øjnene for at sikre en kvalificeret diskussion om fremtidens samfund.“
Netop denne kvalificerede debat ønsker Dagens Dagsorden at tage. For med en ny regering ved magten, som næppe „finder den skov, hvor pengetræerne gror“, som Astrid Krag siger, er der meget, som tyder på, at velfærdsstatens udfordringer skal løses med de midler, som allerede er til rådighed i dag. Med en aldrende befolkning, hvor flere skal forsørges af færre, handler det om for institutionerne at få mere ud af færre midler. Der skal ganske enkelt tænkes anderledes.
Staten skal skabe konkurrencelignende vilkår
Et af de centrale punkter, hvor Ove Kaj Pedersen påpeger, at staten kan tænke og agere anderledes, er ved at skabe bedre betingelser for konkurrencelignende vilkår inden for den offentlige sektor.
Drivkraften skal være at skabe de bedst mulige betingelser for, at den offentlige sektor kan anvende sine knappe ressourcer på den mest effektive måde. En af metoderne kan være at foretage institutionelle reformer med henblik på at udvikle konkurrencelignende mekanismer inden for den offentlige sektor og mellem den offentlige og den private sektor. Her er udbredelsen af selvejende institutioner som institutionel struktur en af mulighederne.
I Danmark er der ca. 3.500 institutioner og virksomheder, hvis drift og økonomi overvejende er baseret på offentligt tilskud, mens det ledelsesmæssige ansvar er placeret decentralt – hos en bestyrelse og en daglig ledelse. Det drejer sig eksempelvis om gymnasier, museer, varmeværker, daginstitutioner. Hvis man skal tage Ove Kaj Pedersens ord for troende, så vil en af løsningsmuligheder for velfærdsstaten være at organisere det offentlige i større selvejende institutioner, da det fungerer bedre som organisations- og ledelsesform. Derudover er de også i højere grad økonomisk bæredygtige.
For at undersøge, om et større antal selvejende institutioner – ikke blot teoretisk, men også i praksis – kan blive løsningen på fremtidens udfordringer, tog Dagens Dagsorden Research til Christiansborg for at få de otte partiers syn på sagen.
Da hovedparten af de selvejende institutioner i dag er uddannelsesinstitutioner, var det oplagt at kontakte de otte partiers uddannelsesordførere til en snak om, hvordan de overordnet betragter selveje som styreform og naturligvis om, hvilken udvikling, de ser for antallet af selvejende institutioner, både generelt og specifikt inden for uddannelsesområdet.
Otte politiske ordførere har hver deres bud
De otte politikere, som blev interviewet, var Peter Juel Jensen fra Venstre, Merete Riisager fra Liberal Alliance, Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti, Rosa Lund fra Enhedslisten, Anette Vilhelmsen fra SF, Mai Henriksen fra De Konservative, Troels Ravn fra Socialdemokratiet og Lotte Rod fra Radikale Venstre.
I tabel 1 er der en forenklet oversigt over, hvordan de enkelte partier har svaret.
Som det fremgår af tabel 1, var der blandt folketingets partier en overordnet tilfredshed med selveje som styreform. SF´s Anette Vilhelmsen: „Generelt ser vi positivt på selveje som styreform. Det giver en motivation i forhold til medejerskab i institutionen.“ Samme positive toner lød fra regeringspartnerne, henholdsvis Socialdemokratiet og Radikale Venstre „I Socialdemokratiet ser vi positivt på selveje som institutionsstruktur, det er en praksis, vi har tradition for inden for arbejderbevægelsen“. Radikale Venstre mener, at selveje i udgangspunktet er en god styreform, men at det inden for uddannelsessektoren afhænger af tilskudsmodellen, man benytter sig af. Kun Enhedslistens Rosa Lund finder styreformen decideret uhensigtsmæssig. Hun lægger vægt på en bekymring for, „at uddannelsesinstitutionerne køres som virksomheder og dermed rettes fokus et forkert sted hen“.
Hvor selveje som styreform generelt nyder stor opbakning, er det et mere mudret billede, politikerne giver omkring fremtiden for de selvejende institutioner. Radikale Venstres Lotte Rod henviser til en reform af det nuværende system, mens Venstres Peter Juul Jensen holder sig til, at „de, som har glæde af en institution, skal have indflydelse på den, og selveje kan i den forbindelse være en oplagt mulighed.“ Nogenlunde samme forsigtighed i udtalelserne kommer fra Troels Ravn, Socialdemokratiet: „Den selvejende styreform skal selvfølgelig være en del af fremtidens Danmark, men de, som modtager offentligt tilskud, skal påtage sig et samfundsansvar.“
Måske som forventet er både Liberal Alliance og De Konservative varme tilhængere af en større udbredelse af styreformen, mens Enhedslisten ikke ser store fremtidige perspektiver i selveje som styreform. Mai Henriksen, De Konservative: „Jeg ser meget positivt på mere selveje, fordi jeg er overbevist om, at selveje er med til at fremme det personlige ansvar“. Et parti, som måske lidt overraskende for nogen, ligeledes ser særdeles positivt på fremtiden for selvejede institutioner, er Dansk Folkeparti. Her udtaler Alex Ahrendtsen, at „fremtiden er god, fordi flere og flere institutioner vil overgå til selveje.“
Blandt uddannelsesordførerne blev der generelt talt i positive, men uklare vendinger om fremtiden. Således var der meget få reelle svar på, hvilke institutioner man ønskede overgik til selveje. Et sted, der dog var klar tale, var omkring folkeskolen som mulig selvejende institution. Med undtagelse af Liberal Alliance og delvist De Konservative, var alle partierne enige om, at den nuværende placering og kommunale forankring ikke stod til diskussion. Selv Venstre, som ellers mod slutningen af den forgangne valgkamp luftede muligheden for at gøre folkeskolerne selvejende, holdt sig til, at „der var perspektiver i en forsøgsordning med selveje“.
Nye svar på fremtiden?
Er flere selvejende institutioner en del af løsningen på fremtidens udfordringer hos magthaverne, som den er det hos teoretikerne? Ud fra interviewene med de folkevalgte er det svært at sige noget entydigt.
Trods åbenlys tilfredshed med selveje som styreform, var der en meget begrænset lyst til at komme med konkrete eksempler på institutioner, som kunne overgå til selveje. Her var det kun Liberal Alliance og De Konservative, som åbenlyst bakkede om mere selveje inden for uddannelsessektoren, mens Venstre mere nølende henviste til mulighederne for „forsøgsordninger“.
I det nye regeringsgrundlag er der da heller ikke lagt op til mere selveje. Her fremgår det, at: „Regeringen vil nedsætte et udvalg, som skal udarbejde forslag til en taxameterreform, der fordeler ressourcerne til ungdomsuddannelserne mere retfærdigt. Taxametersystemet skal bl.a. tage højde for uddannelsesstedernes forskellige geografiske og sociale udfordringer. Dette vil blandt andet forbedre uddannelsesdækningen i yderområderne.“
I regeringsgrundlaget er der i højere grad lagt op til en justering af de eksisterende ordninger end til egentlige reformer af styreformen. På folkeskoleområdet bliver det sandsynligvis ikke. Her er de tre regeringsbærende partier enige med Enhedslistens Rosa Lund om, at „folkeskoleområdet ligger fint placeret hos kommunerne“.
Hvor den næste landvinding for styreformen skal komme, er svært at sige. En af mulighederne er, som Mai Henriksen (K) åbner op for, at lade det være op til kommunerne:
„Jeg kan godt se flere frihedsgrader for mig. Det er helt oplagt at bruge det kommende frikommuneforsøg til eksempelvis at teste nye styreformer af. Det kræver blot, at de 9 kommuner ansøger om det! Så mulighederne er rigtig store – hvis kommunalbestyrelserne ønsker at drible med bolden“.
På baggrund af interview med partiernes uddannelsesordførere kan man generelt spore en stor opbakning til selveje som styreform. De ønsker blot ikke at blive for konkrete og tage slagsmålene.
