Fotograf: Peter Beier
Ejerne af langt de fleste offentlige virksomheder og institutioner vil fintune „markedsgørelsen“ af deres styring. Det vil automatisk få de offentlige bestyrelser til at opføre sig som private bestyrelser, og dermed reduceres de offentlige bestyrelsers særkende.
Mange offentlige ejere er langt i processen med at markedsgøre styringen af deres virksomheder. „Denne markedsstyring bliver langt mere effektiv, om end der stadig vil være enkelte hjørner som f.eks. låneoptagelse, hvor der vil blive detailreguleret,“ forudser professor Per Nikolaj Bukh, Aalborg Universitet.
Incitamentsstyring kan regulere al adfærd
Ejerne (politikerne) indgår resultatkontrakter med deres virksomheder og styrer desuden ved forskellige principper for bevillingstildelinger. Bevillingerne kan gøres performanceafhængige, og her ligger en væsentlig mulighed for politiske indflydelse. Ønsker man f.eks. at øge optaget på de naturvidenskabelige uddannelser, kan man blot øge taxameterbetalingen på området. Man kan også mindske frafald, afkorte uddannelsestid, øge det teoretiske niveau… ved at belønne. „I takt med at virksomhedernes responstid på incitamenter mindskes, og politikernes erfaring med at lave klare incitamentsbelønninger øges, vil de blive brugt mere finmasket,“ siger Per Nikolaj Bukh.
Der er også rige muligheder for at tilskynde til øget effektivitet ved f.eks. at skrue på sammensætningen mellem faste og aktivitetsafhængige tilskud, så ’kun’ de mest effektive virksomheder overlever. „Med sådanne markedsvilkår for virksomheden er det slut med bestyrelser, hvor hovedformålet er at koordinere partsinteresser. I stedet bliver der fokus på markedskompetencer og performance i bestyrelserne – præcist som i private bestyrelser,“ siger Per Nikolaj Bukh og fortsætter: „Og den anden forudsætning, nemlig at politikerne vil overhøre ramaskrig og leve med forskellighed, ser også ud til at være til stede. Nu lever man med, at et universitet nedlægger et fag, et gymnasium specialiserer sig, en række lokalmuseer samler sig i én bygning etc. selvom det giver et ændret servicetilbud i lokalområdet.“
Universiteterne blev øjenåbneren for behovet for markedsgørelse
Med ændringen af universitetsloven for universiteterne i 2003 satte staten erhvervsfolk ind i universitetsbestyrelserne med den bagtanke, at så begyndte universiteterne sikkert at opføre sig som ’ansvarlige’ private virksomheder og var nemmere at styre.
Erfaringen herfra er, at det ganske vist gør en forskel, at bestyrelsen består af eksterne personer, og at ledelsen er ansat af bestyrelsen fremfor at være valgt blandt medarbejderne. „Men bestyrelsen er bestyrelse for universitetet og ikke ministeriets repræsentanter, så den konstruktion gør det ikke nemmere for ministeriet at styre universiteterne, hvis det er ønsket,“ vurderer Per Nikolaj Bukh.
Parallelt hermed har staten løbende udviklet på styringen. Der er kontrakter med universiteterne, og der er indført nye bevillingsmodeller, hvor forskningsbevillinger delvist tildeles efter publicering og undervisningsbevillinger delvist efter antal studerende. „Netop denne styring gennem adfærdsbelønning giver potentielt staten mulighed for at styre uden direkte at blande sig i administrationen. Men det er en vanskelig styringsform, og det kan absolut diskuteres, om den fungerer godt i sin nuværende form,“ pointerer Per Nikolaj Bukh.
Hierarkiet rådede for syv-ti år
For syv-ti år siden var langt de fleste offentlige virksomheder og institutioner direkte underlagt myndighedsbefaling evt. kombineret med en vis partsindflydelse (f.eks. erhvervsskolerne).
Men til syvende og sidst var det en myndighedsinstruks, der afgjorde virksomhedens eller institutionens handlinger, og institutionens adfærd og resultater var kun marginalt knyttet til bevillingerne.
Vi er stadig i første bølge af selvstændiggørelse
I dag har – især kommunale – ejere fortsat direkte snor i deres selskaber og institutioner. De besætter bestyrelsesposterne med egne kommunalpolitikere, der tager deres politiske ønsker med ind i bestyrelseslokalet. „Det er der en vis ræson i inden for f.eks. forsyningsselskaberne, hvor store anlægsopgaver fortsat skal godkendes af kommunalbestyrelsen. Men selvom koordinering af kommunalpolitiske hensyn kan være fornuftigt i bestyrelsen, gør det alligevel disse selskabers rolle uklar,“ siger Per Nikolaj Bukh. Også andre steder fortsætter denne adfærd i større eller mindre grad, og det betyder, at man taber gevinsterne ved at have en selvstændig virksomhed eller institution.
Vi når de selvstændige virksomheder de kommende fem-syv år
Bevægelsen væk fra direkte politiker- og partsstyring vil accelerere, og det vil gå rigtigt stærkt på de områder, hvor brugerne kan stemme med fødderne. Eksempelvis gymnasierne, der i de få år, hvor de har fået taxameteraflønning, har udviklet sig meget forskelligt – nogle er på vej til at skabe solide formuer og andre skraber lige igennem. „Det vil sætte de dårligt ledede gymnasier under pres, for de dygtigt ledede gymnasier vil kunne tilbyde bedre undervisning og bedre forhold og dermed tiltrække flere elever. Det kan friste politikerne til at sænke taxameterbetalingen,“ siger Per Nikolai Bukh og fortsætter: „Og uanset hvad, vil gymnasierne med en svag økonomi være nødt til få vendt udviklingen, og derfor vil bestyrelsens kompetencesammensætning og adfærd blive præcist som i private virksomheder.“
