Redaktørens oplevelse af Fritz H. Schurs causerier over ”Et liv i samfundets tjeneste” på Årets Offentlige Bestyrelseskonference 2. oktober 2014.
Bestyrelsesformand for Det Danske Klasselotteri blev i 1992 debuten på Fritz H. Schurs liv i samfundets tjeneste – senere er det blevet til mere end 50 bestyrelsesposter.
Klasselotteriet var dengang en del af Skatteministeriet, og det blev prøvekluden for Schlütter-regeringens ønske om at etablere selvstændige selskaber. For Fritz H. Schur åbnede der sig en helt ny verden; her var ikke elektriske skrivemaskiner eller kopimaskiner. I et kontor med mahogniskrivebord håndskrev to medarbejdere på 15. år protokol over usolgte lodder – de var på daværende tidspunkt 3 år bagud, men det gjorde ikke noget, for ingen havde nogensinde bedt om at set protokollen. Opgaven var derfor helt klart at bringe lotteriet over i en helt ny verden.
Ro og nogen til at tage tæskene er politikernes motiv
Fritz H. Schur fik en hel dag med departementschef Jens Rosman, hvor han lærte at forstå den politiske verden. Politikerne ønsker:
- Ro frem for resultater
- Nogen til at tage sig af problemerne og tage kløene.
Denne grundviden har Fritz H. Schur taget med sig lige siden.
Post Danmark fra etat til konkurrencevirksomhed
Næste store opgave blev formand for Post Danmark i 1995 i forbindelse med, at etaten blev udskilt i en ”Offentlig Selvstændig Virksomhed”. Også her var det et kulturforandringsprojekt. Posten skulle ændres fra etatskultur til konkurrencekultur med:
- Selvstændighed frem for at være en afdeling
- Ny og selvstændig tænkning frem for at ’kigge opad efter ordre’
- Politikerne på afstand.
Det gav en masse sjove oplevelser undervejs, bl.a. da man vandt en licitation på udbringning af mad i København – postbilerne stod jo stille fra kl. 11.00, postbudene kendte allerede hver en opgang, som de tilmed også havde nøglerne til. Det fik politikerne på banen – så meget frihed skulle man heller ikke have.
Er der andre modeller?
Ja, man kunne fortsætte med at være en del af forvaltningen, men der er andre løsninger. I Finland er alle offentlige selskaber ejet af en fond, som ledes af en bestyrelse bestående af repræsentanter fra erhvervslivet. Og i Sverige har man et centralt politisk departement, som udøver ejerrollen over for alle selskaber – altså i begge tilfælde modeller til at skubbe et ekstra led ind mellem politikerne og institutionerne.
Bestyrelsesarbejdet er en ansvarsfuld post
Bestyrelsen er en arbejdsgruppe, der på ejerens vegne træffer de overordnede beslutninger og overvåger de aktiviteter, der er i institutionen. En god lakmusprøve er: Hvis det nu var mine egne penge, ville jeg så ’turde’ træffe disse beslutninger på det foreliggende grundlag?
Bestyrelsesarbejdet kræver således de rigtige kompetencer:
- Faglig kunnen
- Bredt erfaringsgrundlag – ikke for mange specialister
- Højt etisk niveau
- Gode sociale kompetencer, man skal kunne fungere i den arbejdsgruppe, bestyrelsen jo er
- Uafhængig
- Have et godt netværk
- Have tid og lyst til at passe bestyrelsesarbejdet.
Og i langt de fleste offentlige bestyrelser er honoreringen så lav, at det ikke står mål med indsatsen. Så hvorfor vælger folk så at sidde i bestyrelser? Det giver prestige, siger langt over halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne, hvis man spørger dem. Så det er jo ikke ligefrem det bedste grundlag at rekruttere på.
Læren af et liv i samfundets tjeneste
- Kun undtagelsesvis forsøg på systematisk kompetencematch
- Ejerne blander sig i såvel bestyrelsens som ledelsens opgaver helt som det passer dem
- Bestyrelsen får alle tæskene for fejl og mangler – intet for småt – uden at have fået den fornødne handlefrihed til at kunne afværge, at fejl og mangler opstår.
Men det er fortsat den mindst ringe styreform, for på trods af alt får man skabt en selvstændighed, får tænkt nye udviklingstanker, og får dem realiseret.
