I de seneste 10 år er beliggenheden det eneste, som ikke har forandret sig på de danske museer. Teknologien, globaliseringen, udbuddet og økonomien har alt sammen medvirket til at øge presset på måden, museerne er struktureret på i dag.
Verden rundt om museerne har forandret sig enormt de sidste ti år. Derfor er der bred enighed i museumsverdenen om, at der skal ændres ved museumsstrukturen. Men når det kommer til, hvordan strukturen skal ændres, og hvor gennemgribende ændringerne skal være, er meningerne delte. Diskussionen står overordnet imellem museer enten som større, færre og derved fagligt mere slagkraftige enheder, eller som mindre og flere museer med en større lokal forankring.
Denne artikel vil forsøge at give et overblik over de forskellige muligheder, der er for fremtidens institutionsstruktur inden for museumssektoren, oprulle nogle af de fordele og ulemper, der er ved de forskellige modeller, og slutteligt se på nogle af de erfaringer, man allerede har gjort sig. Kort fortalt, står museerne over for fem forskellige typer af udfordringer1:
- For det første blev strukturen rundt om museerne ændret markant med kommunalreformen i 2007, og de nye kommuner fik et større ansvar for sikring og fysisk planlægning af kulturarven.
- For det andet har den teknologiske udvikling medført helt nye muligheder for formidling og interaktion med museets gæster.
- For det tredje har globaliseringen åbnet nye muligheder (krav) for museerne i form af EU-fonde, kultur- og uddannelsesprogrammer.
- For det fjerde bliver underholdningstilbuddene stadig flere og dermed konkurrencen om kunder i butikken stadig større. Det stiller øget krav til museerne om synlighed og kommunikation.
- For det femte er den økonomiske situation forandret. Derfor kan museerne sandsynligvis ikke forvente større tilskud i de kommende år. Måske snarere tværtimod.
Samlet set er opgaverne og forventningen til museerne markant anderledes end tidligere. En kombination af større krav i opgaveløsningen og pressede kommunale budgetter har medført et behov for ændringer i museernes institutionsstruktur.
Videreførelse eller deling er de to veje for museerne
I Kulturarvsstyrelsens udredning om fremtidens museumslandskab fra april 2011 præsenterer de to muligheder for den fremtidige museumsstruktur. En Videreførelsesmodel og en Delingsmodel.
Videreførelsesmodellen går qua sit navn ud på, at man viderefører og videreudvikler den eksisterende struktur, samtidig med at man fremmer og udbygger den med en række tiltag „som fremmer kvalitet, bæredygtighed og sammenhæng i et fremtidigt museumsvæsen“, som rapporten skriver.
Ved Videreførelsesmodellen skærpes kravene til museerne, og der igangsættes en række tiltag, som skal bidrage til udvikling af højere kvalitet og professionalisering i opgaveløsningen, styrket faglighed samt øget arbejdsdeling og samarbejde.
Det er fortsat både staten og kommunerne, som skal have ansvaret for driften af de statsanerkendte museer, men der skal i forlængelse af kommunalreformen fortsat gennemføres en række fusioner museerne imellem. Det er nødvendigt for at sikre bæredygtige museumsenheder, som kan leve op til de ovenfor opstillede udfordringer. Det afgørende ved Videreførelsesmodellen er, at fusioner af museer skal ske frivilligt, og at ansvaret inden for museumslovens fem søjler: Indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling som udgangspunkt fortsat ligger hos de enkelte museer. Dog skal udvalgte landsdækkende opgaver – f.eks. ansvaret for arkæologiske udgravninger – koncentreres på færre enheder for at højne kvaliteten heraf. En udvikling man ligeledes ser på sygehusområdet.
Den anden museumsstrukturmodel, Kulturarvsstyrelsen præsenterer, er Delingsmodellen. Her foreslås en skarpere arbejdsdeling mellem stat og kommune, således at nationale opgaver udelukkende løses af staten, mens lokale opgaver løses af kommunerne. En markant ændring af den nuværende museumsstruktur, med to forskellige museumstyper med hvert sit fokus. Samtidig indføres en ny tilskudsstruktur, hvor der fortrinsvis vil være et større antal statsstøttede museer, som har ansvaret for at løse de landsdækkende opgaver, mens de mindre lokale museer stadigvæk skal løse deres museale opgave, men nu primært vil blive støttet økonomisk af kommunerne. Dermed lægges der op til, at kommunerne får et større incitament til at opnå stordriftsfordele ved museumssammenlægninger. I den nye struktur har kommunerne udelukkende et lovgivningsmæssigt ansvar ift. samlingsvaretagelsen og ikke længere i forhold til registrering, bevaring, forskning og formidling. Der er altså her tale om to forskellige museumstyper og en klar differentiering imellem ansvarsområderne.
Den ene models fordel er den andens ulempe
De to institutionsstrukturelle forandringsmodeller, som Kulturarvsstyrelsen lægger op til kan groft siges, at fordelene ved den ene model er lig ulemperne i den anden.
Hvis man betragter Videreførelsesmodellen, sikrer man her, at museerne fortsat baseres på lokale museumsforeninger med mange frivillige og dermed et stort folkeligt engagement i forbindelse med museerne. Ulempen ved de mindre museumsenheder er ifølge Kulturarvsstyrelsen, at der er for mange administrationsomkostninger ved de små museer, og at de samtidig har svært ved at tilbyde en tilfredsstillende kvalitet i museets drift. Her kunne man forestille sig mindre museer, som geografisk og i størrelse lå tæt på hinanden, og som derfor ikke behøvede en bogholder hver, men i praksis kunne nøjes med en fælles bogholderifunktion. De færre driftsomkostninger kunne i stedet gå til bedre museumsfagligt arbejde. Hvad angår kvaliteten, viser en undersøgelse, at jo flere videnskabelige årsværk museet har, desto flere brugere har museet, og desto flere skoleklasser benytter museets undervisningstilbud. At der er en sammenhæng imellem størrelsesforhold og kvalitet er en generel betragtning, og der findes naturligvis flere undtagelser herfra. Samlet set tegner der sig dog et billede af, at museerne er nødt til at have en vis faglig volumen for at kunne opfylde kravene om kvalitet i opgaveløsningen.
Uanset hvilken model man lander på, vil der både være fordele og ulemper. Hvis man løfter blikket fra den teoretiske diskussion og betragter museumslandskabet, som det ser ud i dag, er der allerede enkelte museer, som har været på forkant med Kulturarvsstyrelsens forslag om strukturelle ændringer.
Man kan eksempelvis kigge på Museum Sønderjylland. Her gennemførte man en række strukturelle sammenlægninger i forbindelse med kommunalreformen. Det betyder, at der på institutionsniveau kun er et museum og et administrationskontor, men i praksis er der tale om et museum med 20 geografisk adskilte afdelinger. Man har naturligvis ikke opnået den fulde besparelse f.eks. på husleje og rengøring, men til gengæld har man forsøgt at opretholde den lokale og frivillige forankring, som er kendetegnende for mange mindre museer.
Et andet eksempel er Museum Østjylland. Her har de to økonomisk nødlidende museer Djurs-lands Museum i Grenaa og Muséet for Syddjurs i Ebeltoft fusioneret med Kulturhistorisk Museum i Randers. Administrativt betyder den nye struktur, at Museum Østjylland er en del af Randers Kommune, men at Syd- og Norddjurs kommuner stadig yder tilskud til museerne (for en uddybning af sammenlægningsprocessen se Dagens Dagsorden 03: „Den Østjyske Museumsfusion“). Hvor de på Museum Sønderjylland har indgået et administrativt fællesskab, har Museum Østjylland indgået en reel fusion. Med en kombination af en række faktorer såsom gratis entré, nye udstillinger og aktiviteter og en styrkelse af markedsføringsindsatsen og godt museumsvejr (regnvejr), er resultaterne ikke udeblevet. I august rundede man besøgende nummer 100.000 mod samlet set 77.000 hele sidste år. Med de besøgstal forventer museumschef Jørgen Schmidt-Nielsen 130.000 besøgende i 2011, hvilket vil være over en tredjedel flere besøgende end før fusionen.
Med Kulturarvsstyrelsens udredning er der foreløbigt lagt op til, at museernes bestyrelser fremover vil få en række nye værktøjer til løsningen af fremtidens udfordringer. Uanset om det bliver Videreførelsesmodellen eller Delingsmodellen, som bliver gennemført. Om museernes fremtid ligger i reelle fusioner som i Østjylland, administrative fællesskaber som i Sønderjylland, eller en helt tredje model, er svært at sige. Med Kulturarvsstyrelsens udredning om fremtidens museumslandskab er bolden spillet op. Nu er det op til bestyrelserne at gribe den.
