De sidste 10-15 år har vi vænnet os til helt naturligt at stille krav til – og diskutere – bestyrelser i private aktieselskaber. Begrebet „Corporate Governance“ eller god ledelsesskik er kommet på dagsordenen, efter at det blev skabt i England og på forbilledligvis oversat til dansk og danske forhold af Nørby kommissionen.
Og det er der en god grund til, for helt almindelige danskere er medejere passivt (via pensionsmilliarderne) eller aktivt spekulerende de største danske selskaber, derfor har den almene offentlighed en helt legitim interesse i, hvad der foregår på de bonede gulve i erhvervslivet.
Cadbury-kommissions konklusioner handlede om kontrol
Hvor den engelske Cadbury kommissions konklusioner om god ledelsesskik handlede om at sikre, at bestyrelsen fungerer som uafhængig kontrollant af topledelsens adfærd (mest fordi man inden for engelsk selskabslov ikke har en adskillelse af bestyrelse og direktion), så er god ledelsesskik på dansk blevet til et spørgsmål om professionel adfærd i bestyrelserne. Vi ønsker os bestyrelser, som bidrager til virksomhedernes fortsatte udvikling ved at støtte topledelserne og arbejde strategisk for virksomhedens interesser og ikke for egne særinteresser. Vi ønsker os bestyrelser, der bruger den fornødne tid til bestyrelsesarbejdet og agerer lige så professionelt her, som i deres civile erhverv, og ikke inkompetente tantebestyrelser. Og vi ønsker os bestyrelser, som er med til at skabe arbejdsro for direktionen til trods for aktionærernes ofte noget kortsigtede interesser.
Offentligheden har større legitime krav til offentlige organisationer
Hvorfor skulle det egentlig være anderledes i offentlige organisationer? Det er det faktisk ret svært at argumentere for, i hvert fald i min opfattelse. For at starte et sted, så har den almene offentlighed, eftersom offentlige organisationer er finansieret af skat, en lige så legitim interesse i bestyrelses- og ledelsesarbejde i offentlige organisationer som i private. Herunder en lige så stor, om ikke større, interesse i at offentlige organisationer ledes lige så professionelt som private virksomheder – det er trods alt vores penge, de forvalter.
Derfor har offentlige ledere for længst fået deres egen „god ledelsesskik“ eller public governance, og det er fristende at se på, hvad der egentlig er ens mellem private og offentlige organisationer på bestyrelsesniveau? For at starte bagfra er der det samme behov for at sikre arbejdsro for direktionen for private som for offentlige organisationer. I sidstnævnte tilfælde er der blot tale om politikere og andre interessenter (og ikke aktionærer), der jo nok kan falde for fristelsen til at forfølge en kortsigtet og sommetider populistisk dagsorden til skade for organisationens langsigtede udvikling og performance. Ydermere vil vi naturligvis lige så gerne undgå tantebestyrelser, der tygger på „veltjente ben“, når der er tale om forvaltningen af vores skattepenge, som når der er tale om vores private investeringer. Det fører til det sidste – vi ønsker os også bestyrelser for offentlige organisationer, som arbejder strategisk og støtter direktionen. Hvorfor skulle vi ønske os andet?
Corporate Governance skal også gælde for offentlige organisationer
Betyder det så, at Corporate Governance også skal gælde for offentlige organisationer? Det er jo det store spørgsmål, hvis læseren ellers accepterer min argumentation hertil. Standardargumentet vil altid være, at offentlige organisationer er anderledes end det private erhvervsliv – f.eks. på grund af at offentlige organisationer er pålagt myndighedsopgaver og en masse særlige regler, mens private virksomheder har en anderledes handlefrihed. Det er jo sådan set korrekt, offentlige organisationer er bare anderledes end private virksomheder. I min optik er det mere på grund af tradition og selvopfattelse end på grund af faktiske forhold, f.eks. er offentlighedens interesse i deres bestyrelsesarbejde i vid udstrækning den samme som for private virksomheder – vi vil bare gerne have professionel bestyrelsesadfærd i begge tilfælde.
Ikke mindst tilfældene, når der er tale om organisationer, som befinder sig i grænselandet mellem offentlig og privat organisation, peger i retning af, at den eksisterende corporate governance med fordel kan anvendes som rettesnor for bestyrelsesarbejdet i offentlige organisationer. I disse år med kæmpe udfordringer for det offentlige Danmark er der ingen grund til at tro andet, end at vi vil få mange flere offentlig-private partnerskaber med dertil hørende krav om professionel ledelse og bestyrelsesarbejde.
Tænk på balladen om DONG og DSB
Tænk bare på al den ballade, som der har været omkring bestyrelserne i DSB og DONG Energy i det forløbne år. Har meget af det i grunden ikke handlet om, at offentlighedens forventning til bestyrelserne er, at de agerer præcis lige så professionelt som i det private erhvervsliv? Mens visse politikere har måttet erkende, at de tider, hvor man som folkevalgt kunne skalte og valte med offentlige organisationer, som om det var ens egne, er forbi. I dag ved vi jo, at de offentlige organisationer er vores alle sammens, og at chancen for, at en lemfældig politiker ved, hvad der er bedst for en offentlig organisation, er endog meget lille. Netop derfor indsætter man kompetente bestyrelser og lader dem om at sikre organisationernes strategiske og hensigtsmæssige udvikling, mens det politiske system formodes at holde hænderne for sig selv og alene sætte rammerne for de offentlige organisationers ageren.
Heldigvis for det. Vi har brug for offentlige organisationer, som fungerer på professionelle og markedsmæssige vilkår, ikke offentlige organisationer, som bruges til at skaffe stemmer til såkaldt ansvarlige politikere. Og derfor er det naturligt at stille de samme krav til bestyrelserne i de offentlige organisationer som til bestyrelserne i det private erhvervsliv.
