Mange velfærdsinstitutioner bliver betragtet som kommunale, men er i realiteten selvejende. Forældre har deres børn i en daginstitution uden at ane, at den er drevet af Frie Børnehaver og Fritidshjem eller Menighedernes Daginstitutioner. Det er en skam, og det er på tide at ændre ved dette forhold og samtidig frisætte de selvejende institutioner, så de kan bruge deres potentiale til at mobilisere det civile samfund og dets ressourcer.
Siden begyndelsen af 90’erne har man opfattet daginstitutioner, skoler og ældrecentre som offentlige serviceinstitutioner. Det har medført, at de kommunale servicetilbud skulle drives ud fra devisen ”one-size-fit-all”. Man har fastlagt et kommunalt serviceniveau, som man skal have i den enkelte institution. Det er fastlagt af byrådet og i overensstemmelse med de regler, som er fastlagt i diverse love (serviceloven, dagtilbudsloven, folkeskoleloven og kommunestyrelsesloven). I forhold hertil behandles de selvejende institutioner, som om de var kommunale, dvs. lederen er med i institutionschefens ledelsesforum, medarbejderne er omfattet af de kommunale personalevilkår og som regel også del af det kommunale MED-system. Endelig er det ofte i driftsoverenskomsten mellem kommunen og den selvejende institution gjort klar, at institutionen skal følge kommunens retningslinjer i et og alt, herunder også at kommunen har det afgørende ord ved ansættelse af leder. Alt i alt: Der er ikke forskel mellem en selvejende institution og en kommunal institution.
Kommunale krav sætter bestyrelsen uden for indflydelse
Det har fået mange kommuner til at presse på for en kommunalisering af de selvejende institutioner. Det ekstra led med den selvejende institutions bestyrelse er for besværligt. Man er nødt til at få en ekstra revisionsrapport, osv. Hvorfor så ikke tage skridtet fuldt ud og kommunalisere institutionen? På daginstitutionsområdet har det sammen med den fortsatte kommunale udbygning betydet, at andelen af selvejende daginstitutioner er faldet fra at udgøre 46% i 1980 til i dag kun at udgøre 22%.
De tre største spillere blandt de selvejende daginstitutioner er Daginstitutionernes Landsorganisation (DLO) med ca. 450 daginstitutioner, Frie Børnehave og Fritidshjem (FBF) med ca. 400 institutioner og Menighedernes Daginstitutioner med ca. 200 institutioner. De har i forbindelse med strukturreformen kritiseret den tiltagende kommunalisering og udfordret kommunerne til i højere grad at overlade institutionsudbygningen til de selvejende institutioner frem for at udbygge de kommunale institutioner (Daginstitutionernes Landsorganisation, Frie Børnehaver og Fritidshjem, Menighedernes Daginstitutioner, 2006).
Strukturreformen bør få kommunerne til at frisætte daginstitutionerne
Kritikken går ud på, at kommunerne alene i kraft af, at de er blevet større, kommer længere og længere væk fra de daglige problemer i en institution, og derved bliver dialogen ringere mellem politikere og ansatte og forældre i institutionen. De kritiserer videre kommunerne for f.eks. at forhale processen, når selvejende institutioner bruger deres lovsikrede ret til at varetage egen administration og i øvrigt en række af de punkter, jeg tidligere har nævnt. DLO, FBF og MD’s kritik kan sammenfattes som en generel kritik af et stadig tiltagende forsøg på kommunalisering og i sidste ende overtagelse af de selvejende institutioner. Endelig foreslår de tre organisationer, at kommunerne bruger regeringens krav om at konkurrence-udsætte eller udlicitere de kommunale serviceopgaver til de selvejende institutioner.
Der er for mig ingen tvivl om, at de tre organisationer har en pointe. De selvejende institutioner er ikke – af hverken de kommunale beslutningstagere eller af regering og Folketing – blevet set som en part, der kunne udliciteres til. Man tænker simpelthen ikke i civilsamfundsinstitutioner i relation til konkurrenceudsættelse, og meget af den nuværende implementering af EU-lovgivningen rummer kun to løsningsarenaer: det offentlige eller markedet. Civilsamfundet som en løsningsmulighed er ikke tænkt ind i den danske lovgivning.
Start med at give de selvstændige institutioner frihed
Med de udfordringer velfærdssamfundet står overfor burde man faktisk sætte ind her. Et første skridt kunne være at frisætte de mange selvejende institutioner, som allerede i dag via driftsoverenskomst med kommunen varetager almindelige opgaver i velfærdssamfundet. Men hvad indebærer det helt konkret?
For det første skal de identificeres, og det skal gøres klart, hvorvidt de faktisk vil være selvstændige. Herefter skal der tages stilling til politisk, om man ønsker at sætte en proces i gang, hvis mål er selvstændiggørelse af de selvejende institutioner med heraf følgende eksplicitte og formelle forskelle mellem de forskellige institutionstilbud i kommunen. Jeg skriver udtrykkelig ”eksplicitte og formelle forskel”, for i praksis er der store forskelle imellem institutionstilbud i blot en mellemstor provinsby. Alene den geografiske placering i et bestemt boligområde betyder en afgørende forskel i sammensætningen af børnegrupperne. Dertil kommer forskelle betinget af forskelle i, hvor god lederen er, hvem man kan rekruttere af personale, institutionens bygningsmæssige standard, osv. Til sammen betyder det, at der er store reelle forskelle mellem institutioner til trods for, at de formelt har samme normering og økonomi.
Accepter forskelle – det er hele ideen i frihed
Det er således en forudsætning for en begyndende frisætning, at byrådet kan leve med, at der opstår formelle forskelle mellem en kommunal institution og en selvejende institution, samt at de accepterer, at når først frisætningen af de selvejende institutioner er sat i gang, vil de være afskåret fra at gribe konkret ind. Det er klart, at byrådet ud fra socialpolitiske overvejelser bør overveje at iværksætte frisætningen af de selvejende institutioner således, at der i de funktionsvilkår, som gives alle institutioner, er taget højde for de reelle forskelle imellem institutionerne i f.eks. den sociale kapital, som kan mobiliseres. Man kan herigennem sikre sig, at de socialt dårligst stillede områder kompenseres via en økonomisk fordelingsmodel, som medregner de forskelle i belastning på institutionen, som en placering i et socialt udsat boligområde udgør.
Stop detailreguleringen – det vil give helt nye og bedre løsninger
Et sidste og afgørende forhold handler om, hvordan driftsoverenskomsterne bliver udformet – ja, om det overhovedet er en driftsoverenskomst i traditionel forstand. Det er klart, at en frisætning kun bliver formel, hvis den ikke er afspejlet i driftsoverenskomsten. Jo mere kommunen kan holde sig fra detaljerede forskrifter eller henvisninger til forpligtelser til at følge kommunens politikker og retningslinjer, jo bedre og jo mere reel bliver friheden. Det er også klart, at kommunen fortsat vil have en helt nødvendig tilsynsforpligtelse. Den skal være garanten for, at friheden ikke fører til dårlig faglig kvalitet til tilbuddene.
Jeg er overbevist om, at en frisætning af de selvejende institutioner vil igangsætte en proces, som på forholdsvis kort tid vil åbne nye muligheder og løsninger. Alene den dynamik, som forskelle i vilkår mellem de selvejende og de kommunale institutioner afstedkommer, bliver interessant. Hvor længe kan en kommunalbestyrelse eller en kommunal ledelse leve med ikke at give sine egne samme vilkår og muligheder, som de selvejende får tilkæmpet sig? På den lidt længere bane – og her bliver det nødvendigt med lovændringer – bør den udvikling ende med etablering af partnerskaber mellem de selvejende institutioner og kommunerne. Partnerskaber er aftaler mellem ligeværdige parter, som arbejder til gensidig gavn. Det skal f.eks. være muligt at forpligte en institution til at mobilisere en vis grad af frivillig dækning af opgaverne eller øget egenindsats fra forældrenes side.
Frihed giver plads til civilsamfundet
Frisætningen af de selvejende institutioner kan være et første skridt i retning af en øget inddragelse af civilsamfundet i varetagelse af velfærdssamfundets opgaver. Jeg har i „Frivillighedens Velfærdssamfund“nærmere beskrevet, hvorfor og hvordan en sådan udvikling skal tilrettelægges. De udfordringer, som velfærdssamfundet står overfor i dag, kræver nye svar. Hvis ikke vi sætter gang i den samfundsudvikling, vil vi få stadig flere private løsninger for de, som har råd, og andenrangs offentlige løsninger til resten – og sådant et velfærdssamfund er der vist ikke mange, som ønsker sig i Danmark.
