Lucas Skræddergaard repræsenterede på Årets Offentlige Bestyrelseskonference 2019 unge-perspektivet. I sin tankevækkende og rørende tale deler Lucas tanker om tillid, hjælpsomhed, sårbarhed, styrke, velfærdssamfund, diversitet og bestyrelser og meget mere. Du modtager hér talen i sin fulde længde.
Det er altid lidt et moralsk boost, når man bliver inviteret til at tale på ungdommens vegne. Mest fordi jeg er hastigt på vej mod de 30 og kan mærke krisen kradse. Så kan man da i det mindste få afstivet sin selvtillid.
Mit navn er Lucas Skræddergaard, jeg er 29 år gammel, cand. mag i religionshistorie, og så arbejder jeg i en NGO som projektkonsulent. Samtidig har jeg også den ære, at jeg sidder i styrelsen for Dansk Ungdoms Fællesråd, og det er i den kapacitet, jeg er her i dag.
DUF uddeler hvert år 142 millioner kr. til 78 forskellige foreninger i DK. Vi har 600.000 unge medlemmer, og spænder så vidt som fra landsgarderforeningen, til Socialistisk Ungdomsfront, samt Luthersk Missions Unge. Medlemmerne i vores foreninger spænder igennem alle køn, etniciteter, religiøse overbevisninger og alle samfundslag. Deri ligger DUF styrke; at vi kan være repræsentative for størstedelen af den danske ungdom. VI kan ikke påstå, at vi repræsenterer alle, men vi er nok dem, som kommer tættest på. Samtidig så består styrelsen, DUFs øverste valgte organ, af 19 medlemmer som alle kommer fra DUFs egne medlemsorganisationer. Vi der sidder i styrelsen, skulle gerne afspejle den virkelighed, som findes i vores foreninger, og den ungdom der er i Danmark.
Vi lever i et af verdens bedste lande – kort sagt
Når vi ser på den ungdom, som vi har i dag, så det en ungdom, som er vokset op med materiel velstand, enormt stærke samfundsstrukturer, og gode uddannelsesmuligheder. Vi lever i et af verdens bedste lande – kort sagt.
Men samtidig, så har vi også en ungdom, som på mange måder ikke har det voldsomt godt. 64,2 % ungdommen trives[1]; 26,9 % trives i nogen grad, og 8,7% trives slet ikke. Det kan godt være man tænker, at det kunne da stå værre til, men når man kigger på de forudsætninger, vi har som unge i Danmark, er der et eller andet, der er helt skævt. Vi burde ikke kun have 64,2 % af en ungdomsgeneration som trives.
23,4 % af unge mænd oplever et højt stressniveau; endnu værre er det for unge kvinder. Her er det hele 40,5%.
For unges psykiske helbred, så angiver 12,9 % af alle unge mænd, at de har et dårligt psykisk helbred, og for unge kvinder er tallet helt oppe på 23,8 %. Og faktisk, hvilket jeg synes er værst af alt, så føler 8,5% af unge mænd sig uønsket og alene, og for unge kvinder er det 10,3 %.
Det er skræmmende tal, og de er skræmmende fordi, bag hver respondent står der et ungt menneske, som kæmper. Det er virkelige mennesker, vi taler om her, og ikke blot tal i en statistik.
Vi kan komme med mange bud på, hvorfor det er som det er. Jeg tror faktisk også at mange er jer, vil kunne spejle sig i nogle af de problemstillinger, som jeg har nævnt.
tør vi tale højt om de udfordringer vi har?
Og måske skal et af problemerne findes heri; tør vi tale højt om de udfordringer vi har? Har vi skabt et samfund, hvor der grundlæggende ikke længere er plads til at være menneske med alt, hvad det indebærer?
Vi er altid summen af alle vores omstændigheder, både i vores professionelle og private virke. Nogle gange skal vi være bedre til at tage hånd om hinanden og indrømme, at vi ikke kan holde til hamsterhjulet.
Hvis jeg ser på ungdommen, så ser jeg en ungdom, som gerne vil. Som gerne vil hinanden, vil fællesskabet, og også vil Danmark. Jeg ser også en ungdom, som har sine udfordringer. Og jeg ser faktisk også jer være en del af løsningen.
I sidder i forskellige magtpositioner ude omkring i landet. I bestyrelser, som chefer og som ansatte. Og det er for eksempel sådan nogle som mig, i skal ansætte, eller sidde i en bestyrelse sammen med.
Vi er blevet alt for segmenteret generationerne imellem
Lad mig pege på et problem, og på en løsning.
Vi tror ikke længere, vi har brug for hinanden. Vi er blevet alt for segmenteret generationerne imellem, og det betyder, at den livserfaring som I har, både professionelt og privat, går tabt. Vi kommer altså til at gentage de samme fejl, som I måske begik, fordi vi ikke taler sammen. Fra min side, fra ungdommens side, kræver det ydmyghed. Ydmyghed i forhold til at vi skal indrømme, at vi ikke har styr på alt, og ydmyghed til at spørge nogen, som er klogere, end vi selv er.
vov at vise ungdommen, at jeres vej til hvor I er i dag, ikke har været lige ud af landevejen
Fra jeres side, kræver det I er villige til at investere jeres tid og jeres erfaring. Man har ikke krav på en mentor, men hvis man vil det enkelte menneske det bedste, så vær generøs med jeres erfaringer, jeres sejre, og jeres nederlag. I behøver ikke at være private, men vov at vise ungdommen, at jeres vej til hvor I er i dag, ikke har været lige ud af landevejen. Venner, vi har brug for hinanden.
Jeg tror også I har brug for os, i jeres bestyrelseslokaler. Det er fuldstændigt rigtigt at det kan være svært at motivere unge til at gå ind i en bestyrelse, og jeg mener heller ikke, at der skal være unge i en bestyrelse alene fordi de er unge. Min identitet ligger ikke i at være ung, det er trods alt bare en passage, en aldersgruppe, som jeg om ikke så længe, faktisk ikke selv tilhører. Vi skal ikke med, fordi vi er unge. Vi skal med, fordi vi, og vores holdninger, har værdi.
I skal tro på os og investere i os, fordi det er os, som skal bære Danmark videre
I skal tro på os og investere i os, fordi det er os, som skal bære Danmark videre. Vi er ikke den næste generation, men vi er borgere på lige fod med jer. Derfor er det også vigtigt, at vi bliver inddraget, så vi kan lære af jer, og vi med unge øjne måske kan få øje på noget, som I ikke selv kan få øje på.
Og det bringer mig også til en anden af mine pointer. Diversitet i bestyrelseslokalet. Hvis vi kigger på den klassiske skillelinje i forhold til diversitet, er det i forhold til køn. Her gør vi det stadig ikke godt nok. Kvinder er underrepræsenterede, og det går ikke kun ud over den kvindelige repræsentation, men det går ud over kvaliteten i det bestyrelsesarbejde, som vi oplever. Vi bliver ved med at reproducere de samme løsninger på vores problemer, hvis vi tror, vi blot kan blive ved med at proppe midaldrende mænd ind bestyrelserne og så sætte et flueben, når vi med hiv og slæb får den ene kvinde ind, så vi kan påstå, at vi er diverse. Og bagefter, så beder vi hende højst sandsynligt om at opføre sig som en mand.
Diversiteten skal også findes i de personlige historier, som sidder rundt om bordet
Diversitet drejer sig ikke kun om kønsmæssige spektrum. Diversiteten skal også findes i de personlige historier, som sidder rundt om bordet. Forstå mig ret, jeg argumenterer ikke for, at vi skal sidde og krænge vores følelser ud til hinanden, og at vi på den måde skal ”mærke hinandens hjerter” for at fungere; jeg er vestjyde, det er simpelthen direkte imod min natur.
Nej, det jeg mener det er, at diversitet også skal afspejle den befolkningssammensætning, som vi har. Jeg nævnte i starten, at jeg er cand.mag. og styrelsesmedlem i DUF. Jeg er høj, blond, blåøjet og en mand. Drømmekandidaten til en hver bestyrelsespost, og indbegrebet af ”white privilige”. Men borer man lidt dybere i overfladen, så er min fortælling ganske anderledes. Jeg er vokset op i et ufaglært hjem i Holstebro. Min far var skraldemand, og min mor var rengøringsassistent. Samtidig fik min far desværre kræft, og var igennem et langt sygdomsforløb. Da jeg var 15 blev min mor ramt af en blodprop i hjernen, og var ved at dø. Min mor er i dag lam og bor på et bofællesskab for voksne.
Mine kår har været anderledes end mange andre, og jeg har på mange måde været i stand til at bryde den sociale arv. Det har jeg på baggrund af flere parametre, men hvis jeg skulle nævne nogle, er det på baggrund af et velfærdssamfund i DK, som er med til at sørge for, at børn af syge ikke skal videreføre deres forældres sygdomme. Der bliver taget hånd om mine forældre, hvilket sætter mig i stand til at leve et liv, hvor jeg kan uddanne mig. Samtidig, så har jeg også oplevet de stærke fællesskaber. Jeg kom ind i det kirkelige foreningsliv, da jeg var 15 og fuldstændig uvidende om, hvad det var. Her fandt jeg både en tro og et fællesskab, som gav mig de menneskelige resurser til at bygge mig en anden fremtid. En stor del af fortjenesten for det liv jeg lever skyldes i høj grad, at andre mennesker rakte en hånd ud, og troede på mig, da jeg ikke selv troede på mig.
det er i vores forskellighed, vi står stærkest.
Og her kan vi også tale om noget diversitet, da jeg med min baggrund og min opvækst bringer noget andet med ind til bordet. Et andet øje for strukturer, for mennesker, og for udfordringer. Og det er i vores forskellighed, vi står stærkest.
VI må få øjnene op for, at vi skaber de bedste virksomheder og foreninger, når vi har et bredt udsnit af mennesker. Vi må få øjnene op for, vi har brug for hinanden. Og og vi må få øjnene op for de barrierer vi fastholder som er med til at hindre diversiteten i vores ledelseslag.
vi har brug for hinanden
Og i må også for øjnene op for, at vi er en ungdom som har brug for jeres erfaringer, og for jeres visdom. Det kan godt være, vi tror vi ved bedst, men det gør vi ikke. Stop os inden vi foretager de fejl, I begik.
Vi skal passe godt på hinanden. På den måde er der flest der lykkedes.
Tak for ordet
[1] https://www.tuborgfondet.dk/wp-content/media/2019/07/20_06-DUF-ungeanalyse-FINAL.pdf
