Bestyrelsen sidder med billetten

Skolernes bestyrelser står ofte over for at skulle forholde sig til, om man skal fusionere, indgå i administrative samarbejder eller blive en del af en campusløsning. Selvom samarbejde eller fusion ikke indgår som en del af en skoles strategi, kan den alligevel blive nødt til at overveje nogle af disse muligheder, eksempelvis på grund af pladsmangel i de nuværende lokaliteter eller pres fra kommunen eller Undervisningsministeriet.

Baggrunden for Aarhus Social- og Sundhedsskoles overvejelser er, at Undervisningsministeriet har meldt ud, at skolen skal overtage sine egne bygninger, ellers vil den miste et stort millionbeløb i bygnings­tilskud. Derfor skal bestyrelsen beslutte, om den vil købe de eksiste­rende bygninger, købe nogle andre bygninger eller bygge nyt.

Bestyrelsen, med formand Leif Støy i spidsen, afsøger for tiden forskellige alternativer og er, med input fra Aarhus Kommune og Undervisningsministeriet, nået frem til tre muligheder: Et køb af de eksisterende bygninger, et køb af Jysk Pædagogseminariums bygnin­ger i Skejby, eller at bygge nyt i Brabrand som en del af den nye plan for Gellerupparken.

Hvis skolen vælger at købe de bygninger, den nu har til huse i, vil det i høj grad være business as usual. I praksis vil det betyde, at skolen køber bygningerne af det ejendomsselskab, der ejer dem, og hvor skolen er lejet ind i dag. Denne løsning vil på kort sigt være den mest økonomiske og give en sikker drift, men der er ingen muligheder for at udvide, hvilket kan give problemer på den lange bane. Den geografiske placering er udmærket, da de nuværende bygninger ligger tæt på VIA University Colleges sundhedscampus og ikke så langt fra erhvervsskolen, Aarhus Tech.

Hvis skolen vælger at købe Jysk Pædagogseminariums byg­ninger, vil pengene blive i koncernen eller „familien“, da VIA University College, som også er en selvejende institution i regi af Undervisningsministeriet, vil modtage dem. Den geografiske placering åbner op for muligheden for et campusområde, da flere forskellige uddannelser vil være placeret inden for et relativt lille område. Det drejer sig blandt andet om Risskov Gymnasium, en afdeling af Aarhus Købmandsskole samt bygninger, som indtil for nylig blev brugt af fysio- og ergoterapeutuddannelsen. Et sådant campusområde vil åbne op for flere samarbejdsmulighe­der institutionerne imellem.

Skolen kan også vælge at bygge nyt i Gellerup som en del af et nyt campusområde. Dermed vil skolen blive en del af en helheds­plan for udviklingen af Gellerup fra ghetto til en integreret del af Aarhus. Aarhus Kommune har rettet henvendelse og spurgt, om skolen kunne være interesseret i at flytte til Gellerup. Men for Aarhus Social- og Sundhedsskole er det et krav, at der også flytter andre uddannelser derud, samt at det er omkostningsmæssigt neutralt. Placeringen kan være fordelagtig af flere grunde; dels er der muligheden for campussamarbejde, dels er ca. 40% af skolens nuværende elever og fremtidige elevgrundlag af anden etnisk baggrund end dansk.

Det valg, som bestyrelsen for Aarhus Social- og Sundhedsskole ender med at træffe, kan få afgørende betydning for den fremtidige instituti­onsstruktur i Aarhus og dermed for karakteren af det uddannelsesud­bud, som vil karakterisere Aarhus de næste 10-20 år.

Deres beslutning kommer ikke kun til at påvirke skolens egen fremtid, men også hvilke perspektiver og muligheder der åbner sig for andre institutioner i nærområdet. Der er mange interesser i spil, men i sidste ende er det op til bestyrelsen at træffe et valg. Det er således i virkeligheden et kæmpemæs­sigt ansvar for den fremtidige uddannelses­struktur, der overlades til en bestyrelse af en selvejende uddannelsesinstitution. Sådan er det ikke blot i Aarhus, men også i en lang række andre byer i disse år.

Dagens Dagsorden har taget en snak med Aarhus Social- og Sundhedsskoles besty­relsesformand, Leif Støy om de strategiske overvejelser, bestyrelsen gør sig i denne sag.

I er kommet frem til tre muligheder, men en monofaglig fusion er ikke blandt dem. Det har ellers været meget almindeligt blandt SOSU-skoler. 

Vi har bevidst fravalgt den monofaglige fusion som en mulighed; den mangler et strategisk perspektiv for Aarhus, men vil naturligvis give og cementere en effektiv drift af SOSU-skolerne efter vores mening. Derfor har vi valgt at fokusere på de løsningsmo­deller, der sikrer et uddannelsesmæssigt perspektiv for Aarhus.

Hvad ser du som den bedste løsning for jer? 

Der er fordele og ulemper ved alle model­lerne. Hvis vi vælger at blive, hvor vi er, vil det være den bedste løsning rent økonomisk – i hvert fald på kort sigt. Og geografisk vil vi ligge tæt på VIAs sundhedscampus, så der kan foregå en elevudveksling. På længere sigt vil der dog være problemer med denne løs­ning. Det er simpelthen ikke muligt at udvide skolen, og så vil vi få problemer i fremtiden og alligevel skulle flytte.

Der er mere perspektiv i at overtage Jysk Pædagogseminariums bygninger. De kan fås til en pris, som er konkurrencedygtig i for­hold til den nuværende placering, og grun­den er så stor, at vi i fremtiden kan udvide, hvis det bliver nødvendigt. Derudover er den geografiske placering god, da der ligger mange andre uddannelsesinstitutioner tæt på, og dermed er der gode muligheder for forskellige grader af samarbejde og campus­løsninger.

Gellerup er også en mulighed, men der er flere ting, der skal falde på plads. Først og fremmest er det en mere langsigtet model. Der kommer til at gå tid, før vi kan bygge og flytte derud. Derudover er det nødvendigt, at også andre uddannelsesinstitutioner flyt­ter derud. Vi vil ikke stå alene. Det vil være godt, hvis eksempelvis Købmandsskolen eller Aarhus Tech også flyttede nogle uddannelser derud, eller evt. et 10. klasses center, som der vist er på tale. Jeg er dog bange for, at hvis vi ikke flytter ud til Gellerup, så vil hele planen falde fra hinanden.

Det virker til, at du fokuserer meget på mulig­hederne for samarbejde? 

Ja, som jeg ser det, er det nødvendigt med en grad af samarbejde, men ikke nødvendigvis en fusion. De uddannelsespolitiske udfor­dringer kalder på et samlet kompleks, derfor er beliggenheden vigtig. Hvis vi kunne over­tage Jysk Pædagogseminariums bygninger, vil der være en hel række af uddannelsesinstitu­tioner inden for et lille område, som kunne skabe en sundhedsprofil. Det vil kunne skabe en pædagogisk- og sundhedscampus for de erhvervsfaglige og gymnasiale områder, hvor man kunne samarbejde om uddannelser og faciliteter.

Hvis vi selv kunne bestemme, skulle skolen have et bredere udbud af uddannelser, både inden for det område, vi allerede arbejder med, men også af en lidt anden art – noget der interesserer de unge. Det kunne for eksempel være inden for fitness, ernæring og sundhed, men andre ting kunne også komme på tale. Det vil være nemmere at gøre noget sådan i et samarbejde med andre uddannel­sesinstitutioner.

Hvem er drivkraften i dette arbejde? 

Det er direktøren og jeg i det daglige; vi skiftes lidt til at have teten i processen. Når vi har bestyrelsesmøder, er bestyrelsen også en markant spiller, der giver en masse gode input. Der er vi også så heldige, at alle med­lemmerne er 100 % loyale over for skolen, uanset hvem der har udpeget dem.

Der er også påvirkninger udefra i proces­sen. Undervisningsministeriet presser på for, at vi skal eje vores egne bygninger, men blander sig som sådan ikke i, hvilken model vi vælger, så længe økonomien er forsvarlig. Aarhus Kommune og byrådet er også en drivkraft, men det er primært i forhold til Gellerupløsningen, hvor de gerne ser, at vi flytter derud. Vi kører da også en løbende dialog med stadsdirektøren i Aarhus Kommune, så kommunen hele tiden ved, hvor vi er på vej hen.

Hvad har du set som værende problemer i den proces, I gennemgår? 

Jeg mangler at kunne gå ind til ministeren, til ejeren, og spørge: Hvad skal jeg gøre? Der mangler en overordnet politik på området. Hvad skal vi prioritere: Effektiv drift eller udvikling af Gellerupområdet ved at være en aktiv part for integrationen og byudviklin­gen. Jeg er ikke i tvivl om, at alle politikere mener Gjellerup, men desværre overlades regningen til os uden sikkerhedsstillelse fra dem.

Jeg kommer fra det private erhvervsliv og har været en del af en stor koncern. For mig er vi en del af koncernen: Undervisnings-ministeriet. Den mangler bare en decideret koncernledelse, der kan forholde sig til mikset mellem effektiv drift, deltagelse i inte­grationen og byudviklingen. Jeg tror, det vil være fordelagtigt, hvis der blev placereret et ansvar for dette i ministeriet. Det kunne også medvirke til, at de i højere grad kunne dække af for os, hvis det skulle gå galt. Alt i alt er det vel blot en snak henover bordet – men den mangler!