Bundlinjen i uddannelse er at sætte den unge i centrum

Redaktørens oplevelse af Undervisningsminister Christine Antorinis oplæg med overskriften: ”Bestyrelserne i spidsen for kvalitetsløft af fremtidens uddannelser” på Årets Offentlige Bestyrelseskonference 2. oktober 2014.

Øvelsen er at finde ud af, hvordan hvert enkelt barn og ung får lyst og forudsætninger til vedvarende af forbedre sig. Regeringens mål er:

  • Alle skal blive så dygtige, som de kan blive
  • Social baggrund skal elimineres
  • Trivsel i top.

I dag er der alt for mange, der bliver skilt ud med alt for dårlige skolekompetencer. Svage sociale baggrunde slår fortsat igennem, og de dygtigste bliver ikke tilstrækkeligt udfordret.

Hver bestyrelse skal finde deres måde at sætte den unge i centrum

Undervisningsministeriet ønsker at give bestyrelserne og ledelserne på uddannelsesinstitutioner frihed til at udvikle de metoder, som præcist på deres institution sikrer, at hver enkelt ung bliver så dygtig, som vedkommende kan, hvor sociale skel bliver udlignet, de stærkeste udfordres og trivslen er i top. Men tillidsbaseret ledelse betyder ikke, at ministeriet ikke stiller krav eller blander sig. Det betyder blot, at det skal ske på en mere fokuseret måde end i dag. Ministeriet vil lægge sig i selen for at:

  • Sætte færre og bedre måltal for de resultater, uddannelsesinstitutionerne skal nå
  • Styrke den videndeling, som uddannelsesinstitutionerne gensidigt kan bruge i deres udvikling.

Lige nu er hele undervisningsområdet i gang med en kæmpe øvelse på alle fronter for at skabe de bedste rammer for, at uddannelsesinstitutionerne kan sætte barnet/den unge i centrum. 

Bestyrelsesformand Hans Peter Jensen, Gefion udfordrede ministeren på kontroladfærden. Han mener, at ledelsesrummet er for snævert på en række områder, for der er fortsat et detaljeret tilsyn fra ministeriet – et tilsyn, som i stedet burde have karakter af rådgivning. Ministeren var enig i, at rådgivning frem for påbud står på ønskelisten til at styrke institutionernes selvledelse.

Understøtter den frie vilje til at blive bedre frem for at gennemtrumfe modeller

Undersøgelser har vist, at de uddannelsesinstitutioner, som har organiseret sig i campus, er blevet styrket. Men disse campusser er etableret frivilligt, og sådan skal det fortsat være. Ministeriet har m.a.o. ingen planer om at lovgive sig til etablering af flere campusser, men vil meget gerne understøtte dem, som ønsker at etablere campus.