Det er en ganske udbredt praksis med politisk repræsentation i de selvejende institutioners og offentlige virksomheders bestyrelser. Det finder i varierende form sted i stort set alle de sektorer, som har placeret driftsopgaver i en selvejende institution eller et offentligt aktieselskab. Den umiddelbare idé bag er tydelig nok. Det giver tilskudsyderen en mulighed for at „holde øje“ med institutionen, der modtager tilskud for at udføre en vigtig samfundsopgave. Og institutionerne ser herigennem især en mulighed for en mere direkte adgang til tilskudsgiveren.
I de fleste tilfælde er det politikere, der bliver placeret i bestyrelserne, specielt i kommunerne og regionerne, men i andre tilfælde kan en kommune eller region vælge at udpege embedsmænd til at varetage opgaven. I nogle af de statsejede virksomheder udpeger det ansvarlige ministerium hele bestyrelsen med undtagelse af de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, og i andre tilfælde definerer vedtægterne, hvilke organisationer og myndigheder der er udpegningsberettigede. I den forbindelse kan pilen også sagtens pege på en politiker.
Kommunalpolitikerne er rigt repræsenteret i bestyrelserne
De danske kommuner står som en central interessent i en meget stor del af de selvejende institutioner. Det gælder blandt andet uddannelsesinstitutioner og kulturinstitutioner. Kommunen er ikke ejer eller primær tilskudsyder til f.eks. ungdomsuddannelsesinstitutionerne, men udpeger typisk ét bestyrelsesmedlem til institutionen, og det vil oftest være en politiker.
I museer er kommunen ofte primær, eller en af de primære, tilskudsydere, og her udpeger kommunen ét eller flere medlemmer til bestyrelsen – ofte politikere, men ikke altid. I de tilfælde, hvor museerne ikke er selvejende, fungerer den pågældende kommunes kulturudvalg i mange tilfælde som „bestyrelse“.
Udover at være interessent i mange selvejende institutioner er de danske kommuner også ejere af en større gruppe virksomheder inden for forsyning, affaldshåndtering og infrastruktur. Her udpeger kommunerne ligeledes medlemmer til bestyrelserne, og i mange tilfælde består bestyrelserne overvejende af politikere. Det gør sig eksempelvis gældende for forsyningsselskaberne, hvor hovedparten har en bestyrelse med flertal af kommunalpolitikere.
Hvilke politikere der ender med at blive udpeget til de enkelte bestyrelser afhænger af kommunalvalget, da fordelingen af bestyrelsesposterne typisk er en del af konstitueringsaftalen.
Regionerne udpeger overvejende politikere
Regionerne er ligesom kommunerne interessent og bidragsyder i en lang række selvejende institutioner og virksomheder.
I regionernes tilfælde er det næsten udelukkende politikerne, der besætter bestyrelsesposterne, og regionspolitikerne fordeler sig på mange forskellige selvejende institutioner. Det drejer sig dels om uddannelsesinstitutioner som gymnasier, sosu-skoler, VUC og erhvervsakademier, men ligesom hos kommunerne er der også mange museer, der har regionsrådspolitikere i bestyrelsen. Derudover kan regionsrådspolitikere være i bestyrelserne for forskellige typer erhvervsfremmeselskaber samt visse pensionsselskaber.
Selve udpegningen af medlemmer til de enkelte bestyrelser foregår på samme måde som i kommunerne som en del af konstitueringsaftalen.
Staten udpeger sjældent folketingspolitikere
Den danske stat er ejer eller medejer af en række virksomheder og yder tilskud til langt de fleste selvejende institutioner og andre statslige institutioner. Det er ikke folketingspolitikere, der bliver udpeget til de enkelte institutioners og virksomheders bestyrelser, men udpegningen kan besluttes blandt folketingets medlemmer eller i de ansvarlige ministerier. DR ledes fx af en bestyrelse på 11 medlemmer, som vælges for en periode på fire år. Tre medlemmer, heriblandt formanden, bliver udpeget af kulturministeren, seks af Folketinget og to af medarbejderne i DR. Men i langt de fleste statslige selvejende institutioner definerer vedtægterne, hvilke organisationer og myndigheder der er udpegningsberettiget. I det omfang kommuner og regioner skal udpege et medlem, falder valget som nævnt ofte på en politiker.
Fordele ved politikere i bestyrelser
Der er mange offentlige institutioner, der går målrettet efter at sikre sig magtfulde politikere i deres bestyrelser. Institutionerne er anhængige af de offentlige bevillinger, og de skal ofte fungere i samspil med en række andre offentlige institutioner, hvis planer og services de er dybt afhængige af. Derfor anser de det ofte som en fordel, at der sidder politikere med omkring bestyrelsesbordet, som får tæt indsigt i institutionens forhold og kan tale dens sag i de politiske fora. Politikerne kan endvidere give en mere direkte adgang til tilskudsgiverne samt bibringe den samlede bestyrelse et mere klart billede af, hvad kommune eller region forventer af institutionen. De er en kilde til, eller en slags medium i formidlingen af, informationer fra og til tilskudsydere. Fordelene kan opsummeres således:
- Aktiv varetagelse af ejerinteresser
- Indsigt i og forståelse for det politiske spil
- Mere direkte adgang til ejer/tilskudsyder
- Kan bidrage til at øge hele det politiske systems forståelse for institutionens behov
- Bibringer stærkt netværk
- Kompetence i at læse stemningen og interessenternes behov
Rent kompetencemæssigt besidder politikere selvfølgelig også vigtige kompetencer. De har i sagens natur politisk tæft, og det er ikke uvæsentligt for institutioner, der skal manøvrere i et politisk landskab med mange interessenter, der føler ejerskab til institutionen. Det er vigtigt at kunne læse stemningen omkring institutionen og interessenternes behov, f.eks. i forbindelse med overvejelser over, hvilke andre institutioner man bør samarbejde eller fusionere med. Desuden kan politikere også ofte bidrage med et nyttigt netværk.
Faldgruber ved politikere i bestyrelser
Paradoksalt nok indeholder stort set alle de fordele og argumenter for politikere i bestyrelser, der kan listes op, også en skyggeside. Nogle af faldgruberne, som man bør være opmærksom på, kan opsummeres således:
- Muligheder for interessekonflikter
- Skaber en uklar governance-struktur
- Sammenblanding af ejer-, tilsyns- og kunde-/samfundsinteresser
- Kompetencer ikke direkte målrettet institutionens eller selskabets kerneopgaver
- For lidt tid til aktivt bestyrelsesarbejde
Ud fra en governance-betragtning stiller eksperter spørgsmålstegn ved, om det er udtryk for god praksis, at tilskudsgiver også sidder så massivt med i den øverste ledelse af institutioner, der modtager tilskud. Herved sidder de principielt (omend på en indirekte måde) og kontrollerer sig selv. En governance-struktur, som ideelt bør operere med en passende armslængde mellem ejer (tilskudsgiver), bestyrelse og daglig ledelse, risikerer at blive undermineret, når man i praksis begynder at udnytte de fordele, der er for institutionen ved at have en politiker i bestyrelsen. F.eks. ved at bruge vedkommende som informationskilde til det politiske system.
Man kan stille det spørgsmål, om politikeren kan være byrådets repræsentant i bestyrelsen? Som bestyrelsesmedlem er vedkommende en del af institutionens øverste ledelse, og bør derfor have fokus på institutionens interesse. Ligeså kan vedkommende omvendt ikke være institutionens repræsentant ind i byrådet. Så det er en meget vanskelig balanceakt for politikere at fungere som bestyrelsesmedlemmer i selvejende institutioner.
Den uklare rollefordeling der kan opstå, når ejer-, tilsyns- og kunde-/samfundsinteresser blandes sammen er også en potentiel udfordring. Fx er kommunen ofte ejer af forsyningsselskaber: De samme personer skal samtidig fungere som myndighed, kommunen køber også ydelser hos forsyningsselskabet og er som sådan interesseret i at holde priserne lavt. Derfor skal bestyrelsen også forholde sig til, at hvis selskabet sætter prisen på vand op, medfører det en ekstraregning til kommunen. Sådanne spørgsmål kan principielt bremse for udviklingen i selskabet og her er det vigtigt, at bestyrelsesmedlemmerne “skifter kasket” og varetager selskabets interesse som medlem af bestyrelsen.
En mere lavpraktisk udfordring er manglen på tid. Flere politikere sidder i mange bestyrelser og har – givet deres politiske arbejde og for manges vedkommende også et “almindeligt job” – relativt begrænset tid. Det kan gøre det vanskeligt at spille en meget aktiv rolle i bestyrelsen, men vil naturligvis variere på tværs af politikere.
