Fire-trins-raket klæder ny bestyrelse i Langeland Forsyning på inden konstituering

Inspireret af ’Kodeks for god selskabsledelse i vandselskaber’ sendte den afgående bestyrelse i oktober 2017 alle opstillingsberettigede lister et notat om den ideelle kompetencesammensætning af bestyrelsen for Langeland Forsyning. Den afgående bestyrelse havde samtidig planlagt en fire-trins-raket for uddannelse af og introduktion til selskabet for den nye bestyrelse, som byråd og medarbejdere skulle udpege.

Jens Kristian Sommer
Redaktør
Dagens Dagsorden

Med tre fortsættende bestyrelsesmedlemmer ud af ni – heraf to medarbejdervalgte – er det en helt ny bestyrelse, som sætter sig i spidsen for multiforsyningsselskabet Langeland Forsyning A/S, når de konstituerer sig på generalforsamlingen 22. maj 2018. De har nu været igennem første modul, nemlig det heldags bestyrelseskursus, DANVA udbyder.

Notatet til listerne om den ideelle kompetencesammensætning var underskrevet af alle bestyrelsesmedlemmer for at sende et tydeligt signal om den gode vilje fra afgående bestyrelse til tiltrædende bestyrelse. Notatet  var et uafhængigt initiativ ift. introduktionsaktiviteterne. 

Ejer skal inspireres til at udpege den bedste bestyrelse

Langeland Forsyning er et stort og vigtigt selskab for borgerne og for virksomhederne, derfor havde jeg allerede inden valget meldt min interesse for en bestyrelsespost i selskabet, hvis konstitueringen tillod det,” siger det kommende bestyrelsesmedlem Jørgen Nielsen og fortsætter: ”denne bestyrelsesperiode vil vi bruge det notat om idealkompetencer og opgaver i Langeland Forsyning som afsæt for en dialog med vores byråd om, hvordan den samlede bestyrelse fremover bør sammensættes. Byrådet har ansvaret for at udpege bestyrelsesmedlemmer, der magter opgaven, og de udpegede skal sætte sig ind i opgaven, før de accepterer, for bestyrelsen træffer beslutninger med vidtrækkende konsekvenser for hele Langeland mange år frem. Ift. udpegning i denne periode tror jeg, at notatet kom for sent, men det tjener den afgående bestyrelse til ære, at de helt uselvisk tog initiativet."

Flere opstillingsberettigede lister meldte positivt tilbage, hvilket vidner om, at notat er blevet læst. Om det har haft effekt på byrådets konstitueringsaften ved kun de, som var med. Selv hvis det ikke har haft effekt på konstitueringsnatten, så ligger der nu en overskuelig beskrivelse af de kompetencer, bestyrelsen skal have, og de opgaver bestyrelsen påtager sig.

Introduktion giver hurtig handlekraft til bestyrelsen

Introduktionsforløbet for den kommende bestyrelse for Langeland Forsyning har fokus på at give en indføring i selskabet og bestyrelsesopgaven og sammenryste bestyrelsen. Derfor foregik bestyrelsesuddannelsen i selskabets lokaler, og den var for hele bestyrelsen i modsætning til f.eks. kurser kun for byrådsmedlemmer eller f.eks. internatkurser for en række bestyrelser. De øvrige tre arrangementer foregår ligeledes på selskabets matrikler.

Introduktionsforløbet udviklede vi med afsæt i afgående bestyrelses erfaringer,” siger direktør Lars Birk Rasmussen og fortsætter: ”Programmet drøftede vi med tiltrædende formandskab, så det nye formandskab fik mulighed for at få indflydelse på indholdet og tage ejerskab for det”.

Ønskerne er mange, men der skal være en vis proportionalitet ift. tidsforbruget, for det er trods alt et mindre selskab med 400 mio. kr. i aktivmasse, og formålet er alene at give bestyrelsen forudsætninger.

Tre dage til introduktion   hvoraf den ene dag er et bestyrelseskursus - er passende. Jeg har klart lært noget på vores éndags bestyrelseskursus, og jeg kunne sikkert have lært mere på  et to eller tredagskursus. Nu ser jeg frem den visuelle og talmæssig introduktion til selskabet, som supplerer det, vi kan læse vedtægter og bestyrelsesreferater, hvorefter vi er klar til det spændende udviklingsarbejde," siger Jørgen Nielsen og fortsætter: ”Når vi om et års tid har fået fingrene godt ned i materien, skal vi have inspiration. Det kan f.eks. være et bestyrelseskursus sammen med andre forsyningsbestyrelser, hvor vi har et erfaringsgrundlag og nogle visioner, som det kan være givtigt at diskutere med andre i kombination med at få noget konkret viden”.

Fakta om fire-trins-raket til introduktion af ny bestyrelse i Langeland Forsyning

Den eksisterende bestyrelse har sammen med direktionen udarbejdet en plan for, hvorledes den nye bestyrelse skal introduceres til arbejdet i Langeland Forsyning.  De har desuden afholdt et møde mellem det afgående formandskab, det kommende formandskab og direktionen for at gennemgå planen.

Bestyrelseskursus udbudt af DANVA, afholdt primo marts som et heldags kursus i LF’s egne lokaler.

Introduktion til koncernen Langeland Forsyning i LF’s lokaler som et formiddagsmøde fra kl. 08:30 til 12:00

  1. Direktionen gennemgår koncernen, selskaberne, forretningsorden, vedtægter og andre styrelsesdokumenter på overordnet niveau
  2. Direktionen gennemgår hovedpunkterne af lovgivningen hvorunder de tre driftsselskaber fungerer
  3. Driftscheferne for hvert område gennemgår hovedaktiviteterne i henholdsvis Vand, Spildevand, Renovation, Genbrug, Service Team, Projektafdeling, økonomi og kundeadministration.

Rundtur til udvalgte hovedanlæg - heldagstur og gennemføres medio april 2018, hvor direktion og ledelse tager den kommende bestyrelse på tur for besigtigelse af udvalgte hovedanlæg

Introduktion til aktuelle projekter og den generelle udvikling i LF – 08:30 til 12:00, primo maj 2018. Direktion, ledelse og udvalgte medarbejdere gennemgår aktuelle anlægsprojekter, driftsprojekter, udviklingsprojekter m.m., samt giver en introduktion til hvilke udviklingspunkter som er tiltænkt i nærmeste fremtid.

Komunikado din Drupal CMS-udvikler

Dagens Dagsorden – Forum for Offentlige Bestyrelser – ejet af Pluss Knowledge
Tlf: 7026 5126 – H. H. Seedorffs Stræde 3, 4. tv., 8000 Aarhus C