Fusioner, gigantiske investeringer og udvikling af helt nye samarbejder og forretningsmuligheder bliver bestyrelsens fremmeste opgave de kommende år, forudser bestyrelsesformand Hans Elbek Pedersen, Aarhus Vand. Succes med denne indsats kræver også en strømlinet relation til ejerne.
Gennem de første tre år har bestyrelsen i Aarhus Vand skabt åbenhed og troværdighed om bestyrelsesarbejdet og etableret effektive administrative rutiner, som sikrer, at bestyrelsen kan minimere tidsforbruget på kontrol og interne arbejdsgange. Bestyrelsen er således gearet til at kunne fokusere på de gigantiske udfordringer, som ligger forude.
„Så snart lovgivningen bliver moderniseret, vil konsolideringen i vandsektoren tage fart. Med de enorme investeringer, der ligger forude ikke mindst til vandafledning ved klimasikring, er der store gevinster at hente ved at kigge på topografien og det samlede vandkredsløb frem for kommunegrænser,“ vurderer Hans Elbek Pedersen og fortsætter: „Vi er i fuld åbenhed i gang med at kortlægge behov og muligheder over hele linjen, for der vil ikke blive tale om overtagelser, men frivillige samarbejder og fusioner.“
Behov for strømlining af ejerrelationen
Med fusioner vil ejerkredsen til vandselskaberne sandsynligvis udvide sig til mere end ét byråd. Det vil aktualisere behovet for, at ejerne bliver stringente i deres ejerrolle over for vandselskaberne. „I dag skal vigtige beslutninger behandles i byrådet, inden vi formelt kan gå til ejeren med nye tiltag, hvilket gør arbejdet langsommeligt. Og partipolitiske holdninger blandt byrådspolitikere kan blokere for, at vandselskaberne f.eks. kan gennemføre forretningsmæssigt hensigtsmæssige effektiviseringer.“
Opbrud i det kommunale ejerskab på sigt
De næste mange år vil det fortsat være Aarhus Kommune, der vil være (hoved)ejer af Aarhus Vand og dermed udpeger ejer-bestyrelsesmedlemmerne. Men udskilningen i et selvstændigt selskab er kun første skridt på vejen. Aarhus Vand har i dag et tæt samarbejde med Grundfos og andre private virksomheder om at udvikle nye teknologier til at sikre en effektiv spildevandsrensning og vandafledning af overfladevand. „Disse samarbejder har allerede resulteret i rådgivning af bl.a. kinesiske vandselskaber, og man kan forestille sig forretningsudvikling på mange andre områder, som kan omsættes til en egentlig kommerciel virksomhed langt fra vandforsyning og spildevandsrensning i Aarhus,“ siger Hans Elbek Pedersen og fortsætter: „På lang sigt kan det betyde, at vandselskaberne vil få helt andre ejerformer og måske indgå i store transnationale selskaber.“
En udfordring, at hele bestyrelsen er på valg til efteråret kombineret med 50% vækst
Adskillelsen mellem den kommunale forvaltning og Aarhus Vand er helt på plads, og de gode rutiner i bestyrelsesarbejdet er parate til, at nye kan tage over.
Den seneste ændring af vandsektorloven betyder, at der skal være en brugerrepræsentant i bestyrelsen. Det udløser en ekstra medarbejderrepræsentant og en ekstra byrådsrepræsentant. „Vi starter således ud med en stor bestyrelse på ni personer uden sikkerhed for at have alle relevante bestyrelseskompetencer repræsenteret, så der bliver også noget at arbejde med i næste bestyrelsesperiode,“ slutter Hans Elbek Pedersen.