I september 2011 udkom min bog „Kvinder med power og pondus – en guide til gennemslagskraft“. Bogen handler blandt andet om de indre og ydre barrierer, der kan være i forbindelse med at tage et lederskab på sig, hvad enten det lederskab er i det private eller arbejdsmæssige liv.
Da jeg skulle skrive bogen, var det vigtigt for mig at have et kvalificeret grundlag at skrive bogen på. Så udover at basere bogens udsagn på anerkendt teori og forskning, besluttede jeg mig for at tale med og interviewe nogle af de kvinder, der kunne tilhøre bogens målgruppe. De fortalte, at de har for travlt, at de har svært ved at finde balancen mellem karriere og privatliv, at de har dårlig samvittighed over for børnene, at de synes, de ind imellem føler sig så stressede, at de til tider bare har lyst til at droppe det hele og flytte langt væk – til et sted, hvor livet er mindre komplekst. De fortalte også, at de synes, det er svært at finde ud af, hvordan man kommer igennem med sine mærkesager, og her gik det op for mig, at mange kvinder slet ikke kender det maskuline spil. Andre kender det, men har bare ikke lyst til at spille det.
Disse kvinder er virkelig dygtige, men når det er kommet til at performe eller træde frem, har jeg oplevet, at de har haft svært ved at finde deres eget ståsted. Det betyder, at de ofte har været enten for undvigende eller for aggressive i deres fremtræden. Efter min mening er ingen af delene nødvendige. Løsningen ligger et andet sted.
Når jeg har kaldt min bog „Kvinder med power og pondus“ er det en let ironisk kommentar til at tænke ledelse som en maskulin, helt igennem handlings- og resultatorienteret disciplin. Med power mener jeg evnen til at være i sin egen, autentiske kraft, og ordet pondus betyder værdighed – en evne jeg er fortaler for, at vi skal fremelske i endnu højere grad. Hvis den evne skal i spil, er det nødvendigt, at kvinder tør tænke indad. Mærke indad. Hvis man skal være en god udgave af sig selv uden at give køb på sin egen essens og sine egne værdier, er det væsentligt, at man træder i karakter udadtil, ja, men især indadtil. Hvis man tror, man skal være noget, man ikke er, eller være på en måde, man ikke har lyst til at være på, bliver det meget svært at være en god leder og/eller et godt forbillede for andre.
Den tillid, de kvinder, jeg har talt med, viste mig, var uvurderlig for mig. De var meget ærlige og åbenhjertige, og jeg fik mulighed for at spørge om og få svar på det, vi normalt ikke går og fortæller hinanden. Efter samtalerne kom jeg frem til en ret opsigtsvækkende konklusion: Vi lever stadig på mange måder med tidligere årtiers skeletter i skabene. Et er, hvad kvinder „bør“ mene og tænke, et andet er virkeligheden. Og i mine kvalitative interviews fandt jeg blandt andet ud af følgende:
Mange kvinder er reelt nervøse for, om de kommer til at tjene mere end deres mand. Mange kvinder er bange for, at de ikke kan være så feminine, hvis de skal være ledere, og endelig er der hos nogle en frygt for at tage magten.
I bogen sætter jeg nogle af disse udsagn op mod en amerikansk undersøgelse, der – til trods for at man ikke lige kan overføre amerikanske forhold til danske – alligevel tegner et billede af selvforståelse i forhold til køn. Undersøgelsen viser, at mænd, der tjener mindre end deres koner, begår utroskab 5 gange oftere end hos par med lige løn, eller hvor manden tjener mest. Sociologen Christian Munsch påpeger i sin analyse af undersøgelsen, at kvindens højere indkomst kan true mandens kønsidentitet, fordi det sætter spørgsmålstegn ved det traditionelle syn på manden som forsørger.
Den anden indre barriere, jeg har fundet rigtig interessant, er spørgsmålet om, hvad der sker med kvindeligheden, når lederjobbet skal varetages: Skal hun være mere mand end mændene? Skal hun spille på sin seksualitet for at trænge igennem? Kommer hun igennem med en lillepigeattitude?
Hvordan kan kvinden håndtere magtbegrebet, og hvad forbinder hun med det? En leder har ufattelig meget magt, uanset om hun er bevidst om det eller ej, og det faktum skal hun forholde sig til. De kvinder, jeg spurgte om deres syn på magtbegrebet, var meget forskellige i deres svar. Nogle kvinder syntes, magt var noget værre usympatisk noget, som lugtede langt væk af dårlige intentioner. Og de stillede sig selv spørgsmålet: Kan man både være tro mod sig selv og sine egne værdier samtidig med, at man har magt? Andre derimod fandt, at magt var et interessant begreb og en væsentlig faktor i at få virksomheden til at vokse på flere planer; gladere medarbejdere og øget økonomisk vækst.
Hvis en kvinde skal lykkes i det, jeg kalder det autentiske lederskab, må hun finde sin egen måde at forholde sig konstruktivt til magtbegrebet på.
Hvad har alt dette så med bestyrelsesarbejde at gøre? Efter min mening alt. For mig at se er et bestyrelsesarbejde et konglomerat af alt det, en leder bør stå for: Autencitet, sandt lederskab og handlekraft. Bestyrelsen skal tilføre virksomheden det, man ikke selv kan tilføre, men som vil være en fordel at få ind i virksomheden. Det er der tre overordnede grunde til:
- Det demokratiske argument: Kvinder udgør over 50 % af befolkningen og bør have samme indflydelse på og adgang til magten som mænd.
- Mangfoldighedsargumentet: Kvinder kan via deres særlige socialisering og erfaring som fx mødre bidrage med andre og mere bløde værdier og synsvinkler og på den måde tilføre ledelsesniveauet innovation, empati og ny viden.
- Bundlinje-argumentet: Når kvinder er repræsenteret, kan det direkte aflæses på bundlinjen i form af bedre økonomi. Hvis man kun rekrutterer fra halvdelen af befolkningen, får man ikke alle talenter i spil.
Jeg mener, at mine interviews giver grundlag for at tænke over, hvordan vi kan udvikle fødekæden til bestyrelsen. Kan vi gøre det attraktivt for kvinder at sidde i en bestyrelse? Hvis en kvinde finder ud af, at hun faktisk gerne må være sig selv, med alt hvad det indebærer, også når hun sidder i en bestyrelse, kunne jeg godt forestille mig, at opgaven ville virke knap så skræmmende. Hvis vi kunne skabe et forum, hvor kvinderne får træning i og plads til at komme ud over rampen på deres egne præmisser, er jeg overbevist om, at det kunne være med til at skabe et godt vækstlag blandt de kvindelige frontløbere.
