Selvsupplerende, fri af forvaltningshierarkiet og i selskaber uden (med begrænset) markedskonkurrence bliver offentlige bestyrelser i forskningslitteraturen beskrevet som klaner (Ouchi 1980), der er karakteriseret ved, at medlemmerne i gensidig tillid og baseret på fælles målforståelse styrer selskaberne.
Redaktørens oplevelse af professor emeritus Jørgen Grønnegaard Christensens oplæg med overskriften: ”Politik med andre midler – bestyrelsesstyring i den offentlige sektor” på Årets Offentlige Bestyrelseskonference 7. oktober 2015.
Hierarki er grundkomponenten i demokratisk ledelse. I toppen står demokratisk valgte politikere, som på dette legitime grundlag kan delegere beslutningskompetencen. Heroverfor står markedslogikken, hvor ”den usynlige hånd” sikrer, at virksomhederne træffer de rigtige beslutninger. De selvstændige offentlige virksomheder og selvejende institutioner passer slet ikke ind i nogen af disse beskrivelser, så derfor har de fået deres egen.
Den danske velfærdsmodel har længe haft selvregulerede institutioner
Mange handelsskoler og tekniske skoler blev etableret af en kreds af borgere, og de styrede institutionerne. I staten etablerede man f.eks. Radiorådet (det blev en politisk kamplads) og senere DONG (de største partier fik en bestyrelsespost) og en række sektorforskningsinstitutioner, som nu er fusioneret ind i universiteterne.
New Public Management fører til en eksplosion af offentlige bestyrelser og klanstyring
I 80’erne og 90’erne fik skolerne og daginstitutionerne forældrebestyrelser for at sikre lydhørhed over for brugerne – fast taxameter og så kan forældrene bestemme, hvad de vil ha’. Det er så nærmest kuldsejlet, fordi der ikke er forældreinteresse.
Næste bølge var den professionelle model, hvor f.eks. universiteterne ved lov fik selvstændige bestyrelser rekrutteret efter professionelle kompetencer udefra – altså hverken brugere, ansatte elle ejere. Frigjort fra politik og forvaltningshierarki skulle universiteternes ledelse professionaliseres. Efter universiteterne kom turen til Erhvervsskolerne og seminarierne, senere ungdomsuddannelserne, og senest de offentlige forsyningsselskaber.
På de nye selvejende institutioner var indsættelsen af bestyrelser karakteristeret af en korporativ model, hvor ”rektor kiggede rundt og fandt dem, han synes passede ind i sin bestyrelse”. Det gav i høj grad klanbestyrelser, som var drevet af de samme værdier, så de samme mål for institutionerne og samarbejdede om at realisere dem – altså rendyrkede klaner.
Erfaringerne – tja
Adskillelsen fra det politisk-administrative hierarki er ikke uden videre effektiv
- Uklare repræsentationsforhold: Hvem repræsenterer det indsupplerede bestyrelsesmedlem i en universitets- eller gymnasiebestyrelse? Eller erhvervsmanden indsat i DONG af finansministeren?
- Selvsupplering kombineret med svag repræsentationsstruktur giver basis for ledelsens co-optering af bestyrelsen: Altså etablering af internt skjold mod demokrati og politik, marked og konkurrence
Effekterne er ikke vel-dokumenterede
- Effektivitet – omkostninger?
- Kvalitet – målopfyldelse, styrket fokus på kerneaktiviteter?
- Uafhængighed i forhold til politisk pres – ja, nok effekt i visse situationer?
Uafhængighed i form af styring og ledelse baseret på sagkundskab: Vi ved det ikke
Hvorfor så gøre det? Ja, det er politik.
Jørgen Grønnegaard Christensen er Professor emeritus fra Statskundskab på Aarhus Universitet. Jørgen Grønnegaard Christensen har i sin forskning fokuseret på offentlig forvaltning og ikke mindst, hvordan det offentlige hensigtsmæssigt bliver styret og organiseret. Det kan vi alle læse i et utal af videnskabelige publikationer – og der kommer fortsat nye til. Til den brede offentlighed fortsætter Jørgen Grønnegaard Christensen også med at formidle forskningsbaseret viden og synspunkter i aviskronikker mv.
