Den offentlige sektor har produkter og knowhow, som kan eksporteres. Men det er aldrig rigtig blevet til noget, fordi den offentlige sektor hverken har incitamenter til at løbe en risiko eller til at score gevinsten.
I f.eks. sygehussektoren har man de sidste mange år haft fokus på stordrift for at skabe volumen til at udvikle de faglige miljøer til specialerne. Og i de nye supersygehuse, som opføres i disse år, flytter specialerne ind, uden at der er tale om en egentlig fusion. Så sektoren som helhed er og har været igennem en enorm koncentreringsproces. Men ingen har stort set kigget ud over landegrænsen for at skabe volumen, hverken ved at tilbyde behandling af udlændinge på danske sygehuse eller ved at udnytte knowhow i sygehusdrift til at etablere sig i udlandet.
Service og sundhedsprodukter er dansk eksport i mega-klasse
Hele medico-området er et betydeligt dansk eksporteventyr, også med opbygning af produktion i udlandet. Og kigger vi på service, lyser ISS op som en af Danmarks største virksomheder. ISS er vokset op om et vagtselskab, som udnyttede sin kundekontakt til at udvide sin produktpalet til også at omfatte rengøring, og som derefter voksede gennem opkøb. Men væksten fra stor dansk virksomhed til mega-virksomhed skete på eksportmarkedet. ISS ”videnskabeliggjorde” deres ydelser, så det blev et ensartet produkt, der kunne sælges. Og så har ISS formået at organisere virksomheden, så dynamikken ude lokalt er bibeholdt kombineret med et koncernafrapporteringssystem, som kontinuerligt holder snor i udviklingen. ISS’ succes dokumenterer, at knowhow kan gøre selv et ret banalt produkt til en mega-forretning gennem eksport.
Hvor bliver den offentlige eksport af?
Alle er enige om, at vi herhjemme har produkter og knowhow til at styre produktionen af sygehusydelser – og mange andre velfærdsydelser, herunder vandsystemer – som kan eksporteres. Men potentialet udnyttes ikke, selvom det kunne effektivisere produktionen, fremme udviklingen af nye ydelser og bidrage til finansieringen af den danske velfærd.
Når så oplagt et potentiale ikke udnyttes, har det kun én forklaring, nemlig: hvorfor skal man – og hvem er ”man” – egentligt bekymre sig om eksport? Den offentlige sektor ønsker – eller må – ikke at tjene penge og slet ikke at tabe penge på investeringer. Det er velkendt blandt alle, der kender til det, at opstart af eksportaktiviteter er risikofyldt, dvs. indebærer enten store gevinster eller store tab, og ingen af delene kan accepteres i den herskende politiske og folkelige holdning til den offentlige sektors rolle. Derfor er der kun ét svar, hvis ønsket er eksport af danske velfærdsydelser: Det bliver nødt til at foregå i privat regi!
” Drivkraften mod stadig større enheder – ligheder og forskelle mellem offentlige og private virksomheder” var temaet for Carsten Kochs oplæg på konferencen
Vi bad Carsten Koch om at belyse, hvorfor institutioner og virksomheder har vækstfokus bl.a. gennem fusioner. Siden midten af 80’erne har den politiske og erhvervsmæssige dagsorden været en stadig klarere sondring mellem mål og midler, og hvor vores institutioner – store eller små – blev midler til at producere overskud, værdi og velfærd. Og det ligger i kortene, at jo større virksomhederne og institutionerne bliver, des bedre er de til at skabe overskud og værdi for samfundet. Men er det altid sådan? Og uanset hvad en virksomhed er sat i verden for? Er der forskelle på offentlige og private virksomheder i den sammenhæng?
