Der er ikke nok at være ”part” – Erhvervsskolerne

Ungdomsuddannelsesinstitutionerne er under pres. I mange kommuner er man relativt langt fra regeringens målsætning om, at 95 % af en årgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Samtidig er overgangsfrekvensen fra erhvervsuddannelserne til de korte videregående uddannelser alt for lave. Der synes at værre et stort behov for at øge sammenhængen i erhvervsuddannelsessystemet.

Smidighed og fleksibilitet er nøgleordene, og i den sammenhæng påpeger professor Ove Kaj Pedersen fra CBS i sin seneste bog om ”Konkurrencestaten”, at Danmark fremover vil være præget af en situation, hvor vi konstant vil have en vis mængde arbejdsløse med ”forkerte” kompetencer, samtidig med at erhvervslivet ikke kan få besat ledige stillinger med et bestemt kompetenceindhold og -profil.

Denne situation vil ikke være en anomali – men vil blive fremtidens norm. Det understreger behovet for løbende, livslang kompetenceudvikling, og det øger presset på den enkeltes evne til – og motivation for – at omstille sine kvalifikationer og kompetencer. Denne omstilling kan kun ske i et smidigt uddannelsessystem.

Dagens Dagsorden har ønsket at drøfte disse udfordringer med Kim Simonsen, HK-formand og for et halvt år siden valgt som ny formand for Erhvervsskolernes Bestyrelsesforening.

Leverer topspecialister og uddanne bogligt svage

Hvad ser du som erhvervsskolernes hovedudfordringer?

Det er helt overordnet at fylde en rolle ud, som gør, at vi leverer det råstof af menneskelige ressourcer, som erhvervslivet har brug for. Det kræver et produkt, der er kendetegnet ved vekseluddannelse – mellem

praktik og teori – og det er en opgave, vi i ledelsen skal løse sammen med lærerne og eleverne.

Vi må hele tiden stille os spørgsmålet, om vi som sektor formår at levere veluddannet arbejdskraft i forhold til den mangfoldighed af krav og behov, som erhvervslivets parter vil efterspørge i fremtiden. Uden at være elitær skal vi levere kvalitet på elite-niveau på mange fronter: Specialister på IT-omådet, dygtige folk på NOMA-niveau på

fødevareområdet, superrenovationsarbejdere inden for genbrugsområdet, innovationsingeniører osv. Samtidig skal erhvervsskoler også tage sig af dem, der har det bogligt svært. Hvis vi ikke samler dem op, så skal problemet med at få disse i uddannelse og arbejde løses et andet sted. Man kan, parentes bemærket, stille spørgsmålstegn ved, om der er økonomi i erhvervsskolesystemet til at understøtte denne særlige udfordring.

Uddannelsespolitikken har været underdrejet i bestyrelsesarbejdet

Hvordan synes du, erhvervsskolesektoren lykkes med disse udfordringer?

Jamen vi er da på mange måder langt fra målet. Og det er i virkeligheden fordi, der efter min mening har været for megen fokus på institutionspolitikken. Da jeg kom ind i bestyrelsesforeningens bestyrelse, blev jeg belært om, at man sondrer mellem institutionspolitik og uddannelsespolitik. Uddannelsespolitikken har ligget underdrejet i mange år. Man har fra ministeriets side fokuseret meget på styrings- og incitamentsprogrammer, som understøtter store institutioner. Taksameter-systemet styrer mere institutionsudviklingen end erhvervslivets behov for uddannelser, og det giver en kolossal demografisk og geografisk udfordring. Hvorfor vælger så mange unge gymnasierne? Det handler mere om institutionspolitik end om, hvad der er brug for i samfundet fremover, og heri ligger der et stort samfundsmæssigt ressourcespild. Men vi skal i de erhvervsrettede uddannelsesinstitutioner også blive dygtige til at sælge vore kvaliteter, samtidig med at vi i samfundet skal holde op med at niveaudele folk i forhold til deres succes i folkeskolen. Du bliver ikke ved med at være svag hele livet, hvis du får de relevante muligheder og kommer på den ”rette” hylde. I relation til mange af de elever, vi modtager, skal vi være opmærksomme på at give mulighed for comeback.

Livslang uddannelse sker også på erhvervsskolerne

Man taler meget om livslang uddannelse og behovet for et fleksibelt uddannelsessystem til at dække de kompetencegab, der altid periodisk vil indfinde sig i et dynamisk samfund, sådan som Ove Kaj Pedersen har beskrevet det. Hvordan ser du erhvervsskolernes rolle her?

Vi har en helt central rolle i forbindelse med livslang uddannelse. VEU-centrene er et skridt på vejen, men er vores vejledningssystem godt nok? Er vejledningsprofilen den rigtige, eller er det „konsulent-profilen“, der har fokus på både virksomhed og individet, vi skal dyrke? Vi har en vigtig udfordring i at få indplaceret erhvervsskolerne som medkraft i forhold til erhvervslivets innovations- og vækstudvikling. Uddannelse, beskæftigelse og vækst er tre ord, der må gå hånd i hånd. Det er vigtigt, at vi får tonet vores profiler, så vi ikke kun har ry som ungdomsuddannelser.

Skal vi imødekomme kravene fra erhvervene om hurtig omstilling, tilstrækkelige basiskvalifikationer og relevant specialisering, og skal gruppen af ledige også fremover kunne tilgå uddannelser inden for erhvervsskolesektoren

med henblik på hurtig omskoling og videreudvikling af kompetencer, skal erhvervsuddannelsessystemet i stigende grad udvikle pædagogik, struktur og rammer til at omfatte voksne.

Er bestyrelserne i erhvervsskolesektoren klædt på til at bidrage til løsning af disse udfordringer?

Vi må erkende, at governance-tankegangen ikke er tænkt ind i partssystemet. Vi har en særlig styrke i, at vi i bestyrelserne dækker udbuddet og efterspørgslen af arbejdskraften, men er det nok at være „part“? Hvad med

internationalisering, globaliseringsudfordringerne, den nyere organisationskulturelle tænkning, pædagogisk udvikling etc.

Bestyrelsen skal bidrage med dynamik og handlemuligheder

At være i bestyrelsen for en erhvervsskole kræver noget andet i dag end tidligere. Man skal have kompetencer på mange flere områder og kunne bidrage med dynamik og se handlemuligheder. Jeg mener, at det er hensigtsmæssigt, at vi selv begynder at italesætte disse problematikker i stedet for, at andre skyder på os. Og vi er i gang, vi snakker om det. Evaluering af bestyrelser er vigtig.

Hvad er formandens rolle i det?

At sidde for bordenden og samtidig involvere bestyrelseskollegerne meget. Han skal have den fornødne tid og lysten til arbejdet samt nyde respekt og accept blandt kollegerne. Det store spørgsmål i relation til formandsrollen

er, hvordan man får vendt pyramiden på hovedet, så man virkelig får engageret hele bestyrelsen og som formand kan arbejde med kvalificerede input fra alle. Problemet omkring governance er imidlertid, hvordan man lige måler succes og fiasko. Er det en succes, at man leverer et overskud på en institution, når det samlede uddannelsessystem skaber arbejdsløse med „forkerte“ kompetencer, jfr. tidligere med de alt for mange, der i disse år søger gymnasierne? Det er ikke altid, man oplever den respekt omkring bestyrelsesarbejdet i selvejende

uddannelsesinstitutioner, som betydningen af det produkt, som kommer ud af skolerne ellers burde indikere. Vi bevæger os nogle gange lidt på grænsen af frivilligt arbejde. Det skal dog siges, at jeg kender flere ”tantebestyrelser“ i det private end hos os. Vi kan bare ikke leve i det stille med det.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her