Ikke for pengenes skyld

Ja, honorarerne i de selvejende institutioner kunne være højere - men det behøver de ikke. I diskussionen om honorarer – højere, lavere eller slet ingen – til de selvejende, offentlige institutioners bestyrelser er der ingen mangel på meninger. Der er imidlertid også enighed om et par ting. Problematikken skal f.eks. ses i lyset af institutionens størrelse og art, og så er der også et paradoks

Redaktøren

Selv om honoraret er for ringe, så har det faktum nærmest ingen betydning. Det mener bl.a. Leif Støy, der var administrerende direktør i Rambøll Management i perioden 1991 – 2007. Under hans ledelse udviklede firmaet sig til en af landets førende konsulentvirksomhe­der. I dag er Leif Støy aktiv i otte bestyrelser, bl.a. Århus Social- og Sundhedsskole, hvor han er formand.

- Som udgangspunkt er honoraret for deltagelse i offentlige bestyrel­ser for lavt, men jeg oplever ikke, at det går ud over engagementet, siger han. Mange offentlige bestyrelsesmedlemmer opfatter deres del­tagelse som et borgerligt ombud mere end som et erhverv, dvs. at der et element af en samfundsmæssig borgerpligt involveret. For mit eget vedkommende står honoraret heller ikke mål med arbejdsmængden. Jeg kunne tjene betydeligt mere andre steder, men i min alder, 66 år, synes jeg, det er vigtigt at bidrage, hvor jeg kan gøre en indsats. Det ville stille sig anderledes, hvis jeg var 40 år.

- I det hele taget er det nok sådan, at lysten til at deltage i de lavt honorerede offentlige bestyrelser afhænger af, hvor gammel man er, og hvor man befinder sig i sit karriereforløb. Det kan f.eks. sagtens være, at nogle vælger at tage en tørn i en offentlig bestyrelse, hvis de anser det for nyttigt i forhold til karrieren – uanset honorarets stør­relse.

- Mine erfaringer fortæller, at indsatsen i bestyrelserne ikke er påvir­ket af honorarerne. Og jeg tror såmænd heller ikke, at højere hono­rarer ville gøre en forskel. Bortset fra at væsentligt højere honorarer kunne tiltrække ’levebrødsmedlemmer’, og det er spørgsmålet, om det er dem, man vil have ind, siger Leif Støy.

Blandt Leif Støys bestyrelsesaktiviteter er formandsposten i den hurtigt voksende kommunikationsvirksomhed Operate. Leif Støy er forfatter til bogen „People Before Strategy“, der udkom i 2007.

Utilfredshed uden konsekvenser

Da Gymnasiernes Bestyrelsesforening efter strukturreformer blev stif­tet i 2006, var medlemmerne fra starten enige om (mindst) en ting: De over et hundrede formænd for bestyrelserne i de offentligt ejede gymnasier fik slet ikke et honorar, der stod mål med indsatsen.

- Det har vi fortalt de skiftende ministre lige siden, fortæller forenin­gens bestyrelsesformand Benny Dylander, der selv er formand for bestyrelsen på Christianshavns Gymnasium.

- Dengang var situationen præget af, at vi efter en reform skulle bygge gymnasierne op som selvejende institutioner. Det krævede selvsagt en stor indsats. Siden har vores årlige analyser af medlemmernes hold­ninger vist, at arbejdspresset er faldet, så det nu ligger på mellem 70 og 100 timer årligt. Honoraret er på omkring 40.000 kr., og tilsynela­dende er der nu mere ro om sagen. Man kan sige, at arbejdsmængden efter implementeringen af reformen er faldet, så den passer bedre til honoraret.

- Det er værd at notere sig, at selv i starten, hvor utilfredsheden med honorarerne var på sit højeste, var der ingen, der trak sig fra bestyrel­serne. Jeg har faktisk aldrig hørt om nogle, der bliver væk på grund af betalingen.

- Vi står i virkeligheden i en noget mærkelig situation: Det er mit ind­tryk, at et meget stort antal af medlemmerne i de offentlige bestyrel­ser er svært utilfredse med betalingen for deres indsats. Det er imidlertid også mit indtryk, at de mere eller mindre affinder sig med det – i hvert fald fortsætter de ufortrødent deres indsats. Og det kan jo virke underligt.

- Det er vel naturligt nok, at der især i de mindre institutioner er bestyrelser, hvor medlemmerne har meldt sig, fordi de f.eks. vil sikre deres barn gode muligheder i børnehaven eller skolen. De har en klar interesse i arbejdet, helt uafhængig af honorarer eller mangel på samme.

- Noget tyder på, at det engagement også gør sig gældende for de større institutioner. Der er tilsyneladende en stor gruppe personer, der brænder for deres sag, og som er villig til at gøre en stor indsats for at påvirke og ændre. De vil simpelthen noget og synes, at arbejdet er spændende og vigtigt. Derfor kan der ligge en fare i at gøre medlemmernes indsats til et betalingsanliggende. Hvis bestyrelserne afpasser deres arbejdsindsats og engagement efter honoraret, vil mange institu­tioner få et problem. Med mindre honorarerne pludselig vokser voldsomt, og det sker jo nok ikke foreløbig.

- Når det så er sagt, så kan jeg af og til godt undre mig lidt, når jeg som bestyrelsesformand gen­nemgår institutionens regnskab og kan konstatere, at fx revisor modtager et beløb, der er bety­deligt højere end mit honorar. Og det er - så vidt jeg kan se - bestemt ikke på grund af et højere tidsforbrug, siger bestyrelsesformanden.

Sociolog og ingeniør Benny Dylander blev i 1991 direktør for det nystartede ACIU, en selv­ejende institution, der skulle formidle uddannelsesmidler fra EU til danske studerende. ACIU blev efter en fusion otte år senere omdannet til Cirius – et selvstændigt center under Undervisningsministeriet. Med udgangen af 2004 forlod Benny Dylander Cirius, som fra den 1. januar i år skiftede navn til Styrelsen for International Uddannelse under Forskningsministeriet. Benny Dylander har været aktiv i en række bestyrelser siden 1985.

Rammer vigtigere end honorarer

- Det værste, der kunne ske, var, hvis folk meldte sig til bestyrelserne i de små og mellemstore offentlige institutioner for at få et honorar, mener Socialdemokraternes gruppeformand på Københavns Rådhus, Jesper Christensen.

- Det er i hvert fald ikke den motivation, vi går efter. Tværtimod skal bestyrelsesarbejde udføres con amore, måske på grund af en særlig tilknytning til institutionens virkefelt. Og heldigvis er det da også sådan. Honorarets størrelse er ikke afgørende for folks interesse. Nu er der jo stor forskel på de selvejende, offentlige institutioner, også når vi taler om dem, som Københavns Kommune deltager i. Jeg sidder f.eks. selv både i bestyrelsen for en døgninstitution og for metroselskabet.

- Behovet for honorering er tilsvarende forskelligt. Der kan for større virksomheder være behov for at tiltrække specielle kompetencer. For langt størsteparten af de kommunale, selvejende insti­tutioner skal det imidlertid være engagementet, der driver værket. Og så kan honoraret være 0 kr. eller måske et symbolsk beløb til f.eks. telefonudgifter. Jeg kan frygte, at det på et tidspunkt kan risikere at blive svært at tiltrække interesserede til vores bestyrelser, men hvis den situation skulle opstå, skyldes det ikke honorarernes størrelse. Risikoen er derimod, at de selvejende institutioner, også dem i Københavns Kommunes regi, og deres bestyrelser har for dårlige og snævre rammer.

- De offentlige instanser, herunder forvaltningerne, kan let have en tendens til at behandle de selvejende institutioner, som var de en traditionel del af apparatet. Og det er altså surt at sidde frivilligt i en bestyrelse bare for at udføre andres beslutninger. Derfor skal vi politikere og vores forvaltninger hele tiden blive dygtigere til at håndtere forskellen mellem traditionelle og selvejende enheder. Og det kan kun ske i en dialog med institutionerne, fastslår Jesper Christensen.

Komunikado din Drupal CMS-udvikler

Dagens Dagsorden – Forum for Offentlige Bestyrelser – ejet af Pluss Knowledge
Tlf: 7026 5126 – H. H. Seedorffs Stræde 3, 4. tv., 8000 Aarhus C