Der skal eksperimenter på bordet i et laboratorium - Midtlab

Dagens Dagsorden har spurgt Henrik Bendix, hvordan han ser på innovation i offentlige virksomheder, og hvordan rollefordelingen er mellem medarbejder, ledelse og bestyrelse, når det handler om innovation.

Interview med Henrik Bendix
Laboratorieleder
Region Midtjylland

Hvad er jeres definition af innovation?

MidtLab hænger sig ikke så meget i ordene, men i bogen „Vi er på vej – offentlig innovation 2.0“, som de tre MidtLab medarbejdere Kirsten Engholm, Jens Peter Jensen og Annemette Digmann netop har skre­vet, lyder deres bud:

Innovation betyder fornyelse og er kendetegnet ved at:

• Der er tale om implementering af ny viden eller teknologi – eller kendt viden benyttet på nye områder

• Innovationerne skaber merværdi for virksomhed, samfund og borgere

• Tilgangen er eksperimenterende, og resultatet kendes derfor ikke på forhånd.

Efter din mening, hvilke grundforudsætninger skal være til stede i en innovationskultur?

Som sædvanlig er de menneskelige forhold de vigtigste: mod til at begå fejl, lyst til at prøve nye veje, åbenhed for fremmede bidrag og en ånd fra ledelsen, der siger, at vi vil det her.

Hvem ser du være driver af innovation?

I praksis er det ofte ildsjæle rundt omkring i organisationen, som faktisk driver på – blandt andet fordi de ikke kan lade være. Heldigvis er nogle af disse ildsjæle placeret i centrale positioner eller ligefrem i toppen af virksomheden. Her kan det have stor effekt, fordi flere kan mærke det, og fordi flere på den måde får vist vejen.

Hvad betyder innovation for kulturen i en organisation?

Det betyder liv og ny energi. Det betyder dog også uro, forandringer, sorger og glæder, konflikt og forsoning. Vi oplever det hele tiden i de enheder, vi arbejder sammen med, og vi ser, at det efterlader en hand­lekraft og en robusthed overfor tilværelsens evigt skiftende vilkår, som alle har brug for.

Har nogen områder i det offentlige bedre forudsætninger for innovation end andre?

Innovation har altid bedre vilkår der, hvor ledelsen prioriterer og har mod på at eksperimentere med nye løsninger. Jeg tror, de fleste områ­der er nødt til at have innovation på dagsordenen, fordi både pengene og kvaliteten skal passe, og fordi der altid er nye eller andre ønsker til ydelserne. Måske er de bedste forudsætninger dér, hvor der er mest pres på, dér hvor der er ildsjæle, og dér hvor ny teknologi åbner nye muligheder.

Kort sagt, kan innovation være ret besværligt at arbejde med. Det kan give anledning til disse anbefalinger:

• Vent ikke på særlige bevillinger, men gå i gang med det, du har

• Start med overvejelser om samarbejde med borgere i stedet for at tage udgangspunkt i dine ydelser

• Prøv at anskue den offentlige sektor som en platform med mange forskellige aktiviteter og initiativer

• Lad ikke borgerne forsvinde ud af synsfeltet, mens du diskuterer velfærd med dine fagkolleger.

Se evt. bogkapitlet Hverdagsinnovation.

Hvordan ser du innovation som en del af den strategiske ledelse af virksomheden?

Evnen til hele tiden at forny sig selv og sin aktivitet skal ligge i organisationen; men det er ledelsens ansvar, at – også – dét sker. Innovation handler dybest set om, at man til

enhver tid har blik for, hvad det er for en

opgave, organisationen skal løse i morgen, og

hvordan man skal blive i stand til det. Det er en del af det strategiske blik på virksom­heden, som alle har ret og ledelsen pligt til at have. Innovation er på den måde aktiviteter og metoder, man bruger til at føre forpligtel­sen ud i livet.

Hvad er dit bedste råd til organisationer, som gerne vil opbygge en innovationskultur?

Vælg udfordringer, hvor kendte løsninger ikke er tilstrækkelige. Giv engagerede folk plads til at arbejde med dem, tilfør viden om innovation og fasthold opmærksomheden, til der er skabt erfaringer og resultater. Gør det hele igen og igen igennem flere år.

Fakta om MidtLab, Region Midtjyllands innovationsenhed

MidtLab opstod i 2007 som et rum og en ressource, der skulle sikre, at Region Midtjylland ud over sikker drift også gjorde sig klar til fremtidens udfordringer. Vi får ind imellem opkald om blodprøver, men ellers er der ikke meget teknisk laboratorium og hvide kitler over enheden. Og det er der så alligevel. Kodeordet er „eksperimenter“, for når man går ind i MidtLab, har man carte blanche til at prøve ting af - eller rettere, det er man forpligtet til. Vi bruger ofte ordet „prøvehandling“, som gør det lettere for mange hurtigt at realitets-teste ideer frem for at dræne energien med for tunge projektmetoder.  

Vores „vare“ er bistand til innovation på proces- eller ledelsesniveau. Altså ikke dippedut innovation – om end det ind imellem senere i processen ender med dippedutter, som vuggerobotten på børneinstitutio­ner i Silkeborg-området.

Vi giver viden videre om innovationshåndværket – hvordan man kommer i gang, om hvad der hæmmer og fremmer og bistår vores kunder med deres eget innovationsarbejde. Vi arbejder aldrig ud fra faste koncepter, men starter forfra hver gang. Vi løser opgaver - primært inden for Region Midtjylland – hvor en stor del af opgaverne ligger inden for sundhedsfeltet, men har også en række opgaver for kommuner og andre organisationer. Kort fortalt er vi sat i verden for at hjælpe med at lave bedre sundhedsydelser gennem evnen til at eksperimentere og inddrage ny viden – nogle gange fra utraditionelle kilder. For eksempel fik en medarbejder i afdelingen Jord og Råstoffer, Region Midtjylland, løst sit jordprøve-logistikproblem ved at arbejde sammen med IT-folk fra apoteket på Aarhus Universitetshospital. I naturlig forlængelse af denne matchmaker-funktion ligger også opgaven med bredt at formidle viden om og erfa­ringer med innovation. Det sker ved konferencer, i bøger, i artikler og videoer. 

Vi har i MidtLab domænekendskab – dvs. vi er kendte med den daglige drift i regionens forskellige enhe­der og betingelserne herfor. Det kendskab kombineret med viden om innovationsprocesser og evnen til at udfordre og stille ubekvemme spørgsmål er vores særlige bidrag. Vi er både tæt på og ude på kanten.

Kontakten til hverdagen på matriklerne i regionen understøttes også ved, at vi har kolleger fra „driften“ indstationeret. Vi har blandt andet haft en jordemoder og en lægesekretær indstationeret og har netop ansat en læge, som skal være indstationeret i et år. Også den regionale risikomanager er for tiden på udlån i vores afdeling. For at sikre at innovationskraften internt i afdelingen ikke mister pusten, er alle medarbejdere ansat på kontrakter fra 1-3 års varighed.

Ser man på eksamensbeviserne er vi er: en antropolog, et par cand.scient.pol.´er, en lille håndfuld cand. mag´er, en cand.merc., en hospitalsfysiker, en civilingeniør – og som nævnt en lægesekretær og en læge. Fællestrækket for os alle er en vis portion nysgerrighed, lyst til at finde andre og nye løsninger - og måske et drys fandenivoldsk trang til at komme ud over (de nye) stepper.

Komunikado din Drupal CMS-udvikler

Dagens Dagsorden – Forum for Offentlige Bestyrelser – ejet af Pluss Knowledge
Tlf: 7026 5126 – H. H. Seedorffs Stræde 3, 4. tv., 8000 Aarhus C