Bestyrelsesholdet matcher fremtidens udfordringer

”Jeg er glad for, at jeg ikke er bestyrelsesformand for en offentlig bestyrelse.” Sådan indleder Sten Scheibye sit oplæg umiddelbart efter paneldebatten med Erik Nielsen, Lars Goldschmidt og René van Laer.

Jens Kristian Sommer
Redaktør
Dagens Dagsorden

Redaktør Jens Kristian Sommers oplevelse af Sten Scheibyes oplæg på Årets Offentlige Bestyrelseskonference 2017.

Men måske er forskellen ikke så stor, for Novo Nordisk Fonden har som uddannelsesinstitutionerne heller ingen ejer. Vores bestyrelse er selvsupplerende med en hovedregel om, at bestyrelsesmedlemmerne maksimalt kan sidde i 9 år (undtagelsesvist 12 år). Tilsynsmyndighed med fonden er Erhvervsstyrelsen.

Fondens opgave er at dele penge ud. Det aktive ejerskab i Novo, Novozymes, NNIT og ejerandelene i ca. 80 andre selskaber samt formueforvaltningen er delegeret til Novo Holdings A/S.

Novo Nordisk Fonden er eneejer af Novo Holdings A/S. Som bestyrelsesformand i fonden er Sten Scheibye født bestyrelsesformand i Novo Holdings A/S.

Novo Holdings har 70,4 % af stemmerne i Novo og 70,7 % af stemmerne i Novozymes, grundet stemmevægt i A-B aktier, og 25,5 % af stemmerne i NNIT (svarende til ejerandelen).

Fonden udstikker rammerne for og har dialogen med bestyrelsen for Holdings om, hvordan fonden ser på ejerskab og formueforvaltning. På den måde ligner fonden en kommunalbestyrelse for Holdings.

Oplistet kompetencebehov er afsættet for at kunne rekruttere de rigtige bestyrelseskompetencer

Med afsæt i vedtægterne har vi udarbejdet et kompetenceskema. Drøftelsen af, hvilke kompetencer vores bestyrelse har behov for, og hvilke kompetencer de enkelte bestyrelsesmedlemmer dækker, er i sig selv en meget vigtig drøftelse – og nej, vi kommer aldrig til at få det perfekte match, men viden om hullerne gør det muligt at kompensere ved f.eks. supplering eller indkøb af ekspertbistand.

Årlig bestyrelsesevaluering

Hvert år bliver bestyrelsen evalueret – hvert tredje år af en ekstern evaluator.

Formandskabet giver feedback på evalueringen, og bestyrelsen hører efter.

Der er også én-til-én feedback kombineret med indsamling af viden om selve bestyrelsesdeltagelsen – f.eks. en for dominerende adfærd eller en for anonym adfærd.

Bestyrelsen har en nomineringskomité

Bestyrelsen har nedsat en nomineringskomité med mandat fra bestyrelsen til at forberede rekruttering af nye bestyrelsesmedlemmer.

Komitéen forlægger sin research og sin indstilling for hele bestyrelsen på et bestyrelsesmøde, hvorefter bestyrelsen træffer beslutningen. Det er lidt usædvanligt, at det ikke kun er formand/formandskab, som forbereder rekruttering.

Search på baggrund af en detaljeret søgeprofil

’Old Boys Netværk’ er udelukket i søgning af bestyrelseskandidater. Der er et professionelt rekrutteringsbureau tilknyttet.

Sammen med nomineringskomitéen indsnævres listen, indtil der er et par kandidater tilbage, som kommer til samtale.

Ud over kompetencematchet er det en udfordring at balancere viden med interessekonflikter. Når kompetenceprofilen er så skarp, vil der være et relativt lille felt at vælge imellem. Og sidder de bedste i konkurrerende virksomheder, ja så er de udelukket.

Og så skal personen kunne fungere i bestyrelsen – samarbejdet i bestyrelsen er afgørende for, at bestyrelsen kan skabe værdi.

Formel udvælgelsesprocedure giver sikkerhed

Den formelle udvælgelsesprocedure sikrer, at såvel bestyrelsen som den potentielle kandidat er komfortabel med at indgå i bestyrelsen, og alle kender konditionerne for at være en del af bestyrelsen.

Når valget er truffet, får det nye bestyrelsesmedlem en introduktion på 1-2 dage til virksomheden.

Bestyrelsen skal sikre:

  • At processen for udvælgelse og indstilling af kandidater til bestyrelsen er struktureret, grundig, gennemskuelig
  • Bestyrelsen skal definere egen virksomhed og egen rolle
  • Bestyrelsen skal se kritisk på sig selv – og på formand/næstformand.

Spørgsmål fra Thomas Johansen - Formand for bestyrelsen på Kold College: "Hvad vægter højest ved valg af bestyrelsesmedlemmer: 1) kompetencematch, 2) evne til at samarbejde i bestyrelsen?"

Svar fra Sten Scheibye: Får man et besværligt bestyrelsesmedlem, må man leve med det. Det er formandens opgave at få det til at fungere, herunder at tage en dialog med det enkelte medlem om samarbejdet. Netop fordi bestyrelsen er et team, er det vigtigt med en god social interaktion. Det kan styrkes ved at lave sociale aktiviteter i bestyrelsen, men da bestyrelsesarbejdet er et professionelt arbejdsfællesskab, skal man passe på ikke at gøre det ’for socialt’ (red: bagsiden af tæt social interaktion er at det bliver en barriere for kunne forholde sig professionelt til manglende performance eller utilstrækkelige kompetencer ift. bestyrelsens behov).

Spørgsmål fra Asbjørn Christensen, bestyrelsesformand VUC Holstebro, Lemvig, Struer:

”Er næstformanden en god nummer 2 eller en naturlig arvtager til formandsposten?”¨

Svar fra Sten Scheibye: ”Det er afgørende, at formand og næstformand har en klar forventningsafstemning om, hvorvidt næstformandsposten er et skridt på vejen mod at blive formand – det kan være begge dele - eller om næstformanden er valgt, fordi vedkommende er en god sparringspartner for den aktuelle formand."

Komunikado din Drupal CMS-udvikler

Dagens Dagsorden – Forum for Offentlige Bestyrelser – ejet af Pluss Knowledge
Tlf: 7026 5126 – H. H. Seedorffs Stræde 3, 4. tv., 8000 Aarhus C